Principmeddelelsen fastslår
Når en person får ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, skal indtægter som hovedregel trækkes fra ressourceforløbsydelsen fuldt ud (krone for krone).
Lønindtægter skal kun fratrækkes med 30 pct. af lønindtægten, indtil den samlede lønindtægt inklusive pension udgør 13.648 kr. (2015-niveau), og med 55 pct. af lønindtægten derudover. Det gælder også den løn, personen får udbetalt for de timer, som den pågældende delvist har genoptaget sit arbejde med under sygdom.
Den lempeligere fradragsregel gælder både, når arbejdet er genoptaget delvist før og efter overgangen til jobafklaringsforløbet.
Den lempeligere fradragsregel gælder ikke for løn under sygdom, som en person modtager i et ansættelsesforhold, som personen var i ved påbegyndelsen af jobafklaringsforløbet. I den situation skal der ske fuldt fradrag (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen.
Den konkrete sag
I den konkrete sag havde kommunen nedsat ressourceforløbsydelsen fuldt ud (krone for krone) med borgerens lønindtægter. Der var tale om løn i et ansættelsesforhold, som borgeren var i ved påbegyndelsen af jobafklaringsforløbet.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke skal ske fuldt fradrag (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen for lønindtægter under jobafklaringsforløb, som arbejdsgiver udbetaler for de timer, borgeren delvist har genoptaget sit arbejde med under sygdom.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at der efter reglerne om lønindtægter alene skal ske fuldt fradrag (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen for løn under sygdom, som en person modtager i et ansættelsesforhold, som personen var i ved påbegyndelsen af jobafklaringsforløbet.
Ændring af praksis
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs afgørelse i den konkrete sag og denne principmeddelelse betyder, at Ankestyrelsens tidligere udmeldte praksis om, at der skal ske fuldt fradrag for lønindtægter, som borger får for de timer, som borgeren delvist har genoptaget sit arbejde med under jobafklaringsforløbet, ændres.
Genoptagelse
Som konsekvens af praksisændringen i denne principmeddelelse skal kommunerne og Ankestyrelsen nu tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor der er sket fuldt fradrag for lønindtægter, som borger har fået udbetalt for de timer, som borgeren delvist har genoptaget sit arbejde med under jobafklaringsforløbet.
Afgørelse om genoptagelse skal træffes af den myndighed, der senest har realitetsbehandlet sagen.
Genoptagelse af sager skal ske på myndighedens eget initiativ.
Ankestyrelsen vurderer, at det er muligt for styrelsen at identificere relevante klagesager om problematikken. Ankestyrelsen genoptager derfor sagerne af egen drift og kontakter de berørte borgere.
De enkelte kommuner skal vurdere, om de kan identificere sagerne, eller om de skal vejlede lokalt om muligheden for at søge om genoptagelse.
Forældelse
Der skal ved behandlingen af en sag om genoptagelse tages stilling til, om der er indtrådt forældelse efter reglerne i lov om forældelse af fordringer. Den løbende udbetaling af ressourceforløbsydelse forældes efter tre år. Fristen for forældelse regnes successivt (løbende) fra det tidspunkt, hvor hver enkelt ydelse kunne have været krævet betalt, det vil sige fra forfaldstidspunktet.
Ankestyrelsen har fastsat skæringstidspunktet for afbrydelse af forældelsesfristen til den 3. september 2020, hvor afgørelsen i den aktuelle sag blev afgjort på et beskæftigelsesudvalgsmøde.