Principmeddelelsen fastslår
Sygedagpenge til lønmodtagere, der er fuldt uarbejdsdygtige på grund af sygdom, beregnes på grundlag af det ugentlige timetal under sygefraværet og den timefortjeneste, som lønmodtageren i gennemsnit har opnået i aktuelle ansættelsesforhold i de seneste tre afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag.
Sygedagpenge til lønmodtagere, der bliver ledige i sygefraværsperioden, udbetales med den sats, som personen på første dag med ret til sygedagpenge efter ansættelsens ophør kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis pågældende ikke havde været syg. Det er i den forbindelse et krav, at lønmodtageren er medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse.
Omberegning
En lønmodtager, der bliver ledig under sygemeldingen på grund af ophør af ansættelsesforhold, har ret til omberegning af sygedagpengesatsen, da den sygemeldte fra første ledighedsdag har ret til samme sats pr. dag, som pågældende kunne have modtaget i dagpenge fra arbejdsløshedskassen.
Når kommunen bliver bekendt med, at ansættelsesforholdet er ophørt, skal kommunen indhente dokumentation for borgerens eventuelle ret til arbejdsløshedsdagpenge. Kommunen kan i den forbindelse anmode borgerens arbejdsløshedskasse om at opgøre, hvorvidt borgeren ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge og med hvilken sats, hvis pågældende ikke havde været syg.
Herefter skal kommunen foretage en ny beregning af sygedagpengesatsen og udbetale den nye sats med virkning fra første dag med ret til sygedagpenge efter ansættelsens ophør, dvs. første ledighedsdag under sygemeldingen.
Ændring af beregnet sats
En sygemeldt ledig, som allerede har fået beregnet sygedagpengesatsen ud fra arbejdsløshedsdagpengesatsen, har i særlige tilfælde ret til ændring af satsen. Den ledige har ret til ændring af satsen, hvis pågældende ville være blevet berettiget til en (endnu) højere sats efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis pågældende ikke havde været syg.
Kommunen har i denne situation ikke mulighed for at vide, hvornår og til hvilket beløb den sygemeldtes dagpengesats eventuelt ville blive ændret, da kommunen ikke administrerer efter reglerne om arbejdsløshedsdagpenge. Borgeren skal i denne situation derfor altid selv anmode om ændring af satsen, og ændringen har virkning fra mandagen efter anmodningstidspunktet.
I den konkrete sag blev borgeren sygemeldt som lønmodtager fra den 18. juni 2019. Hendes arbejdsgiver opsagde ansættelsesforholdet under sygemeldingen med udgangen af oktober. Borgeren var derfor fra den 1. november 2019 berettiget til sygedagpenge udbetalt med samme sats, som hun pr. dag kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis hun ikke havde været syg. Den 27. januar 2020 anmodede hun kommunen om omberegning af sygedagpengesatsen og indsendte samtidig dokumentation fra sin arbejdsløshedskasse. Kommunen foretog en omberegning af satsen med virkning fra den 20. januar 2020. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen skulle have omberegnet satsen med virkning fra den 1. november 2019.