Principmeddelelsen omskriver offentliggjort praksis om efterforsorg
Principmeddelelsen er en omskrivning af principmeddelelse 59-17. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt i forhold til den tidligere udmeldte praksis om forsorgshjemmets rolle. Omskrivningen er sket, fordi den udmeldte praksis i sag nr. 2 i principmeddelelse 59-17 er erstattet af ny praksis, som fremgår af principmeddelelse 8-21 om den oprindelige handlekommunens forpligtelse til at yde hjælp. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt om forsorgshjemmets rolle i sag 1, gælder fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.
Principmeddelelsen fastslår
En borger, som ikke har egen bolig eller ikke kan opholde sig dér, skal tilbydes midlertidigt ophold i en boform (forsorgshjem). Det er lederen af forsorgshjemmet, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.
Forsorgshjemmets rolle
Det er kommunens ansvar at sikre, at borgeren under og efter opholdet modtager den hjælp, borgeren har behov for. Kommunen er derfor afhængig af, at forsorgshjemmet orienterer sig om borgerens ophold. Det skal ske senest 3 dage efter optagelsen. Herefter skal forsorgshjemmet og kommunen hurtigst muligt indlede et samarbejde for at sikre en helhedsorienteret indsats.
Forsorgshjemmet kan tilbyde en lang række ydelser under opholdet som fx rådgivning, omsorg og pleje. Derudover kan forsorgshjemmets leder bevilge efterforsorg til de beboere, der flytter i egen bolig. Ved efterforsorg kan forsorgshjemmet bevare kontakten og give råd og vejledning til tidligere beboere, fx ved at en tidligere beboer fortsat kan komme på forsorgshjemmet og benytte sig af forsorgshjemmets beskæftigelses- eller omsorgstilbud. Forsorgshjemmet danner dermed en base for de tidligere beboere, der er i udslusning eller er flyttet i eget hjem. Efterforsorg er et supplement til den hjælp, kommunen yder borgeren, og ydes i en begrænset periode.
Forsorgshjemmets leder kan alene bevilge efterforsorg, når det sker i direkte forlængelse af borgerens ophold på stedet. Søger borgeren om efterforsorg uden forudgående ophold, skal ansøgningen behandles af kommunen efter servicelovens øvrige regler om støtte i eget hjem.
Konkrete sag
I den konkrete sag ophævede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på efterforsorg til en borger, da kommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelsen. Vi lagde vægt på, at afgørelser om optagelse på forsorgshjem og efterforsorg i forlængelse heraf alene kan træffes af lederen af opholdsstedet.