Principmeddelelsen fastslår
COVID-19 kan efter omstændighederne anerkendes som en arbejdsskade, enten som en ulykke eller som en erhvervssygdom. COVID-19 kan anerkendes som en ulykke, når der er dokumenteret en hændelse eller påvirkning indenfor 5 dage som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår. Herudover skal der være godtgjort en personskade i form af COVID-19 og sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og sygdommen.
Denne principmeddelelse handler om, hvornår en sag om at anerkende COVID-19 som en ulykke er tilstrækkeligt oplyst, og hvornår der er sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem en hændelse/påvirkning på arbejdet, herunder en påvirkning i form af smitte fra en kollega, og sygdomsramtes smitte med COVID-19.
Vurderingen af årsagssammenhængen skal foretages i lyset af den generelle smittesituation i samfundet på det tidspunkt, hvor den sygdomsramte er blevet smittet med COVID-19. Ved denne vurdering kan indgå oplysninger om restriktioner og foranstaltninger iværksat af sundhedsmyndighederne, det generelle smittetryk i samfundet og hvilken variant, der er den dominerende på smittetidspunktet.
Smitte på arbejdet
Skader, som sker på arbejdet under udførelsen af ens sædvanlige arbejde, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det gælder også i forbindelse med almindelig færden på arbejdspladsen. Skader, som sker på grund af rent private forhold, er derimod ikke omfattet.
Det er derfor – i forhold til COVID-19 – som udgangspunkt uden betydning, om der er tale om smitte fra en patient, en kunde, en kollega eller andre. Det afgørende er, om smitten sker i en situation, hvor man er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Om personskaden
Sygdomsramte skal sandsynliggøre en personskade i form af COVID-19. Dette kan for eksempel ske ved en positiv test for sygdommen. Desuden skal sygdommen have påvirket sygdomsramtes almentilstand eller daglige livsførelse.
Konkret hændelse/påvirkning indenfor 5 dage
Sygdomsramte skal sandsynliggøre at have været udsat for smitte. Smitten skal have fundet sted på arbejdet eller som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår.
Årsagssammenhæng mellem hændelse/påvirkning og sygdommen
Der skal være sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og sygdommen. Dette vil bero på en konkret vurdering, hvori der blandt andet kan indgå en vurdering af den tidsmæssige sammenhæng mellem påvirkningen på arbejdet og sygdomsdebut, og en afvejning af risikoen for smitte i forbindelse med arbejdet i forhold til risikoen for smitte privat.
Oplysningsgrundlaget
For at kunne vurdere, om det er sandsynliggjort, at COVID-19 er en følge af en hændelse/påvirkning på arbejdet, skal oplysningsgrundlaget være tilstrækkeligt. Der skal således foreligge de nødvendige og relevante oplysninger i sagen.
Oplysningerne skal belyse:
- sygdommen, herunder symptomdebut, og eventuelle testtider og testresultater
- hændelsen/påvirkningen på arbejdet
- årsagssammenhængen mellem hændelsen/påvirkningen og sygdommen, herunder eventuelle konkurrerende årsager til sygdommen
Oplysninger fra sygdomsramte og arbejdsgiver er eksempler på oplysninger, der kan anvendes til brug for vurderingen af disse forhold. Derudover kan oplysninger om eventuelle restriktioner og foranstaltninger iværksat af sundhedsmyndighederne og den generelle smittesituation i samfundet efter en konkret vurdering også være relevante at inddrage, ligesom hvilken variant af sygdommen, som var den mest dominerende. Kravene til oplysningsgrundlaget afhænger af omstændighederne i den konkrete sag, og der vil altid skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, om smitte med COVID-19 kan anses for at være en følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet, og om der således er tale om en skade, der efter omstændighederne vil kunne anerkendes som en arbejdsskade.
De konkrete sager:
Ankestyrelsen har i to sager behandlet spørgsmålet om, hvornår COVID-19 kan anerkendes som en ulykke. I begge sager vurderede Ankestyrelsen, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og at der var sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem smitterisikoen på arbejdet og pådragelse af sygdommen.
I sag nr. 1 var sygdomsramte under sit arbejde som sygeplejerske i kontakt med en smittet patient den 18. november 2020. Den 25. november 2020 fik hun symptomer på COVID-19, og den 27. november 2020 fik hun påvist sygdommen. Hun anvendte maske ved kontakten med den smittede patient, men holdt ikke afstand grundet arbejdets udførelse. Sygdomsramte havde ikke privat været i kontakt med andre smittede.
Sagen var oplyst med anmeldelse, testsvar, oplysninger fra sygdomsramte om den erhvervsmæssige og private udsættelse, og oplysninger fra arbejdsgiver om den erhvervsmæssige udsættelse.
Ankestyrelsen fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst til at vurdere, at sygdomsramte havde godtgjort, at hun havde været udsat for en konkret smitterisiko på arbejdet. Hun havde desuden sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem denne smitterisiko og pådragelse af sygdommen, da hun udviklede sygdommen i tidsmæssig sammenhæng med smitterisikoen, og da der ikke var oplysninger om, at hun havde været udsat for en større smitterisiko privat end på arbejdet. Vi lagde i den forbindelse vægt på, at smitten skete i november 2020, hvor der var betydelige restriktioner i samfundet i form af blandt andet forsamlingsforbud på 10 personer, anbefalinger om begrænset social kontrakt i hjemmet og regler om brug af mundbind i det offentlige rum.
Sygdommen kunne derfor anerkendes som en arbejdsskade.
I sag nr. 2 spiste sygdomsramte frokost med en kollega den 9. november 2020. Den 10. november 2020 blev kollegaen testet positiv for COVID-19 og den 11. november 2020 fik sygdomsramte symptomer på COVID-19, hvorefter hun blev testet positiv for COVID-19. Sygdomsramte havde ikke privat været i kontakt med smittede, da hun ikke havde haft kontakt med andre end sin husstand og kontakter gennem sit arbejde.
Sagen var oplyst med anmeldelse, testsvar, oplysninger fra sygdomsramte om den erhvervsmæssige og private udsættelse, og oplysninger fra arbejdsgiver om den erhvervsmæssige udsættelse.
Ankestyrelsen fandt at sagen var tilstrækkeligt oplyst til at vurdere, at sygdomsramte havde godtgjort, at hun havde været udsat for en konkret smitterisiko på arbejdet. Hun havde desuden sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem denne smitterisiko og pådragelse af sygdommen, da hun udviklede sygdommen i tidsmæssig sammenhæng med smitterisikoen, og da der ikke var oplysninger om, at hun havde været udsat for en større smitterisiko privat end på arbejdet. Vi lagde i den forbindelse vægt på, at smitten skete i november 2020, hvor der var betydelige restriktioner i samfundet i form af blandt andet forsamlingsforbud på 10 personer, anbefalinger om begrænset social kontrakt i hjemmet og regler om brug af mundbind i det offentlige rum.
Sygdommen kunne derfor anerkendes som en arbejdsskade.
For så vidt angår det forhold, at sygdomsramte blev smittet af en kollega, vurderede vi, at det afgørende var, at sygdomsramte blev smittet på sit arbejde, hvor påvirkningen i form af udsættelse for smitte som udgangspunkt er en følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår. Der er således ikke forskel på, om der er tale om smitte fra en patient, en kunde, en kollega eller andre.