Ankestyrelsens principmeddelelse 13-22 om aktivitetsparat - sanktioner - kontanthjælp - uddannelseshjælp - overgangsydelse - andre forhold - rådighed - rimelig grund

01-01-2022
Aktivloven Aktivitetsparat Andre forhold Kontanthjælp Overgangsydelse Rimelig grund Rådighed Sanktioner Uddannelseshjælp Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

Alle borgere bliver visiteret til en målgruppe som enten jobparat, uddannelsesparat eller aktivitetsparat. 

Når en kommune skal vurdere, om en borger skal sanktioneres efter reglerne i aktivloven, er det en forudsætning, at borger ikke har en rimelig grund til at tilsidesætte sin rådighedsforpligtelse ved eksempelvis at udeblive fra en jobsamtale. 

Uanset hvilken målgruppe en borger er visiteret til, kan borger have en rimelig grund til ikke at opfylde rådighedsforpligtelsen, fx sygdom eller barsel.

Før en aktivitetsparat borger kan sanktioneres, skal kommunen foretage en udvidet vurdering. Kommunen skal også vurdere, om der er andre forhold ved den aktivitetsparate borger end de rimelige grunde, der gælder for jobparate og uddannelsesparate borgere, der kan føre til, at den aktivitetsparate borger alligevel ikke skal have en sanktion.

Kommunen skal ved vurderingen af, om der er andre forhold, også inddrage de oplysninger, der er indgået i vurderingen af, at borger er visiteret som aktivitetsparat.

Kommunen skal, forud for afgørelsen om sanktion til en aktivitetsparat borger, konkret have vurderet, at der heller ikke foreligger andre forhold end de rimelige grunde, der kan begrunde, at den aktivitetsparate borger ikke skal sanktioneres. Kommunen skal herunder have vurderet, at sanktionen vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed. Kommunens vurdering skal klart fremgå af begrundelsen i afgørelsen. 

Andre forhold hos aktivitetsparate  
Reglerne om sanktioner i lov om aktiv socialpolitik blev ændret med virkning fra den 1. januar 2020. Forud for 1. januar 2020 var der i aktivlovens § 13, stk. 7, en udtømmende liste over de rimelige grunde, som en job- eller uddannelsesparat borger kunne have til ikke at stå til rådighed. Efter lovændringen kan også andre grunde end de, der var nævnt i den tidligere lov, udgøre en rimelig grund. Det kan eksempelvis være dødsfald hos nærtstående, hospitalsundersøgelser eller jobsamtale. 

Kommunen skal fortsat efter lovændringen også undersøge, om der er andre forhold ved en aktivitetsparat borger, der kan begrunde, at borgeren ikke skal have en sanktion. Ved lovændringen pr. 1. januar 2020 blev aktivlovens § 13, stk. 8, ændret, så det nu fremgår direkte af lovteksten, at kommunen også skal vurdere, om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed, inden kommunen pålægger borgeren en sanktion. Der er ikke tale om en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

Kommunen skal inddrage de oplysninger, kommunen har om borgerens konkrete grund til at udeblive. Det er dog ikke tilstrækkeligt, at kommunen alene forholder sig til de oplysninger i sagen, som den aktivitetsparate borger angiver som årsag til udeblivelsen. Kommunen skal inddrage de oplysninger, som kommunen allerede har om borgers forhold, herunder om de forhold som borgeren er visiteret aktivitetsparat på baggrund af, og af sig selv vurdere, om der på den baggrund er andre forhold, som kan føre til, at den aktivitetsparate borger ikke skal stå til rådighed.

De konkrete sager
I sag nr. 1 traf kommunen afgørelse om, at borger skulle sanktioneres med et fradrag på to dage for udeblivelse fra en jobsamtale. Borger var visiteret aktivitetsparat. Kommunen havde, inden den traf afgørelse, talt med borger om årsagen til udeblivelsen. Borger oplyste, at borger ikke var bekendt med indkaldelsen til samtalen, fordi borgers telefon havde været til reparation. Kommunen vurderede, at det ikke var en rimelig grund, at borger ikke havde holdt sig orienteret om digital post. Kommunen vurderede også, at der ikke var andre forhold, der havde indflydelse på hans udeblivelse, herunder de forhold der var årsagen til, at han var visiteret aktivitetsparat. Kommunen vurderede også, at det ville fremme borgers rådighed at blive sanktioneret, da det var vigtigt, at borger møder op til de lovpligtige samtaler, som jobcenteret indkalder borger til, for at der kan blive fulgt op på borgers situation og justeret på borgers indsatser, således at borger kommer tættere på en afklaring omkring sine beskæftigelsesmuligheder.  
 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at borger uden rimelig grund var udeblevet fra en jobsamtale. 
 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at der ikke var andre forhold, der kunne begrunde, at borger ikke skulle have en sanktion, og at sanktionen konkret ville fremme borgers rådighed.
 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borger var udeblevet fra en jobsamtale, og at borger forud for indkaldelsen var blevet korrekt vejledt. Kommunen havde forud for sanktioneringen opnået kontakt med borger og inddraget borgers forklaring om årsagen til udeblivelsen samt forholdt sig til, om der var andre forhold, der gjorde, at borger ikke skulle sanktioneres. Kommunen havde konkret vurderet, at sanktionen ville fremme borgers rådighed. 
 
I sag nr. 2 traf kommunen afgørelse om, at borger skulle sanktioneres med et fradrag på 1 dag for udeblivelse fra en jobsamtale. Borger var vurderet aktivitetsparat. Kommunen havde, inden den traf afgørelse, ikke opnået kontakt med borger om årsagen til udeblivelsen, hvorfor kommunen i genvurderingen valgte at nedsætte sanktionen til 1 dag. Borger oplyste i klagen, at årsagen til udeblivelse skyldtes, at borgers barn havde en akut tandlægetid, og at borger i den situation ikke havde overskud til at huske at give jobcenteret besked om afbud. Borger oplyste også, at pågældende som følge af en ulykke havde angst og svært ved at huske og overskue flere ting samtidig. Kommunen vurderede, at det ikke var en rimelig grund, at borgers barn havde en tandlægetid.  
 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen ikke kunne sanktionere borger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen ikke havde vurderet, om der er andre forhold, der kan begrunde, at borger ikke skulle pålægges en sanktion, herunder om sanktionen vil fremme borgers rådighed.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borger var vurderet aktivitetsparat.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde også vægt på, at kommunen ikke havde foretaget en vurdering af, hvorvidt der var andre forhold, der kunne begrunde, at borgeren ikke skulle have en sanktion. Kommunen havde ikke forholdt sig til, om sanktionen vil fremme borgers rådighed.

Ankestyrelsen har behandlet to sager principielt. 

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at fastslå, at der på trods af ændring af reglerne for sanktionering pr. 1. januar 2020 fortsat er en forpligtelse for kommunerne til at vurdere, om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan føre til, at den aktivitetsparate borger ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse og herunder vurdere, om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed. 

Formålet med at behandle sagerne principielt er derudover at fremhæve, at der ikke kan sanktioneres, med mindre kommunen har forholdt sig konkret og individuelt til disse forhold.

Love og bekendtgørelser
Lov om Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 241 af. 12. februar 2021.

-§ 13, stk. 7, om rimelig grund
-§ 13, stk. 8, om andre forhold for aktivitetsparate borgere 
-§ 37 om sanktion for udeblivelse fra jobsamtale 

Bekendtgørelse nr. 471 af 20. marts 2021 om rådighed for personer der ansøger om eller modtager selvforsørgelses og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparate.

-§ 10 om fritagelse for rådighedsforpligtelsen

Praksis

Gældende: 
Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig: 

Principmeddelelse 39-15 der blandt andet fastslår, at det er en betingelse for, at kommunen kan give en sanktion til en aktivitetsparat borger, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at få personlig kontakt med borgeren om grunden til, at borgeren ikke mødte til samtalen, udeblev fra sit tilbud m.v. Kommunen skal forsøge at få personlig kontakt med borgeren, hvis borgeren ikke reagerer på kommunens skriftlige partshøring.

Principmeddelelsen fastslår videre, at det ikke en betingelse, at kommunen rent faktisk opnår kontakt med borgeren.

Kasserede:
Følgende principmeddelelser er kasserede og gælder ikke længere (historisk).

Praksis er indarbejdet i denne principmeddelelse:

Principmeddelelse 88-14 der fastslår, at når en aktivitetsparat borger er udeblevet fra et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, skal kommunen altid vurdere, om borgeren havde en rimelig grund til at udeblive efter de rimelige grunde, der udtrykkeligt fremgik af loven på daværende tidspunkt. Principmeddelelsen fastslår videre, at kommunen også skal vurdere, om der er andre forhold end de udtrykkeligt nævnte, der kan begrunde, at borgeren ikke skal have en sanktion, og om sanktionen i den konkrete situation vil fremme borgerens rådighed for arbejde eller uddannelse. Endelig fastslår principmeddelelsen, at kommunen skal have udtømt alle rimelige muligheder for at opnå personlig kontakt med en aktivitetsparat borger om grunden til at udeblive fra tilbud, inden kommunen træffer afgørelse om sanktion.

Ankestyrelsen har ikke andre principmeddelelser på området. 

Vejledninger
Vi har også anvendt Vejledning om rådighed og sanktioner for personer, der ansøger om eller modtager selvforsørgelse og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparate nr. 9333 af 12. juni 2020 
 
-Kapitel 3 om fritagelse for rådighedsforpligtigelsen 

Sag nr. 1, j.nr. 22-3062
Du har klaget over A Kommunes afgørelse om fradrag i din kontanthjælp. Kommunen afgjorde sagen den 16. december 2021.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Kommunen har ret til at foretage fradrag i din kontanthjælp i perioden fra den 13. december 2021 til og med den 14. december 2021, svarende til 2 dage med sanktionssatsen 600 kr. pr. dag, fordi du udeblev fra en jobsamtale 13. december 2021.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at du uden rimelig grund er udeblevet fra en jobsamtale den 13. december 2021. 

Vi har derfor også vurderet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at der ikke er andre forhold, der kan bevirke, at du ikke skal have en sanktion, og at sanktionen konkret vil fremme din rådighed.

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at kommunen har vurderet, at du er aktivitetsparat. 

Vi lægger vægt på, at kommunen ved brev af 6. december 2021 har indkaldt dig til en jobsamtale med din sagsbehandler den 13. december 2021 kl. 12.00 på adressen XX. 

Vi lægger vægt på, at du udeblev fra jobsamtalen den 13. december 2021. 

Vi lægger også vægt på, at kommunen den 13. december 2021 sender dig en partshøring, hvor kommunen beder dig om oplysning om årsagen til, at du udeblev fra jobsamtalen samme dag.  

Vi lægger desuden vægt på, at du ved din henvendelse på SMS den 15. december 2021 genoprettede kontakten til jobcentret.

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen ved personlig samtale den 27. juli 2021 vejledte dig om konsekvensen for din hjælp, hvis du uden rimelig grund udebliver fra en samtale og om, hvad du skal gøre for igen at blive berettiget til hjælp. 

Vi lægger også vægt på, at du ved samtalen den 27. juli 2021 fik udleveret pjecen ”Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere m.v.”, og at kommunen umiddelbart efter samtalen den 27. juli 2021 sendte pjecen til dig.

Vi lægger derudover vægt på, at kommunen har opnået kontakt til dig om årsagen til din udeblivelse, inden den traf afgørelse i sagen. 

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du ikke var klar over, at du var indkaldt til en samtale, fordi din telefon var ude af drift fra omkring den 5. december 2021 og var til reparation frem til den 13. december 2021. Du har ikke modtaget et brev om samtalen med posten. 

Vi lægger dog vægt på, at du er tilmeldt Digital Post, og det er dit ansvar at sikre, at forholdene er sådan, at du har adgang til din e-Boks, når du er tilmeldt Digital Post fra offentlige myndigheder. 

Vi lægger også vægt på, at det er dit ansvar at holde dig orienteret om de breve og indkaldelser, du modtager fra kommunen, således at du kan overholde de aftaler, du har med jobcenteret. 

Der er derfor ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at du er udeblevet uden rimelig grund.

Vi lægger videre vægt på, at kommunen har vurderet, at der ikke er andre forhold, der kan bevirke, at du ikke skulle have en sanktion.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at kommunen har inddraget de helbredsmæssige og sociale oplysninger, kommunen i øvrigt har om dig, herunder de forhold der har medført, at du er vurderet aktivitetsparat. Kommunen har vurderet, at udeblivelse fra samtalen skyldes andre forhold end dem, du er visiteret aktivitetsparat på baggrund af. 

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen har vurderet, at det er vigtigt at du møder op til de lovpligtige samtaler, som jobcenteret indkalder dig til, for at der kan blive fulgt op på din situation og justeret på dine indsatser, således at du kommer tættere på en afklaring omkring dine beskæftigelsesmuligheder. Kommunen har derfor vurderet, at sanktionen vil fremme din rådighed.

Vi finder samlede set ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at du ikke har en rimelig grund til at udeblive fra jobsamtalen. Vi finder herunder ikke grund til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke er andre forhold, der kan bevirke, at du ikke skal have en sanktion, og at sanktionen konkret vil fremme din rådighed.

Om reglerne
Efter reglerne skal kommunen foretage fradrag i hjælpen for de dage, en person uden rimelig grund er udeblevet fra en jobsamtale. Der foretages fradrag for det antal dage, der går, fra personen skulle have været mødt til jobsamtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag for den dag, hvor jobsamtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret senere samme dag.  

Det er en forudsætning for fradrag i hjælpen, at dette er sket inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet.

Efter reglerne skal kommunen altid vurdere, om der er andre forhold end de i loven udtrykkeligt nævnte, som kan føre til, at en aktivitetsparat borger ikke skal have en sanktion. Det kan f.eks. være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Kommunen skal i den forbindelse også vurdere, om sanktionen i den konkrete situation vil fremme borgerens rådighed for arbejde eller uddannelse.

Efter reglerne er fradrag i hjælpen betinget af, at kommunen vejleder modtageren af hjælp om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med hjælpen. 

Efter reglerne er fradraget betinget af, at kommunen senest ved første jobsamtale har drøftet og gennemgået vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation og forudsætninger. Kommunen skal samtidig ved denne samtale sikre, at vejledningen udleveres skriftligt til personen. Vejledningen skal umiddelbart herefter sendes til personen.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Sag nr. 2, j.nr. 21-48285
Du har klaget over B Kommunes afgørelse om fradrag i din hjælp til forsørgelse. Kommunen afgjorde sagen den 22. oktober 2021.

Ankestyrelsen Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Kommunen har ikke ret til at foretage fradrag i din hjælp til forsørgelse, svarende til 1 dag med sanktionssatsen 700 kr. pr. dag, fordi du udeblev fra jobsamtale den 14. oktober 2021.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse. 

Kommunen skal efterbetale det beløb, der er fradraget i din hjælp.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke kan sanktioneres med fradrag i din hjælp til forsørgelse, fordi du uden rimelig grund udeblev fra jobsamtale den 14. oktober 2021.

Vi vurderer i den forbindelse, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad har udtømt mulighederne for at få kontakt til dig, inden kommunen traf afgørelse den 22. oktober 2021 om fradrag i din hjælp til forsørgelse.

Vi vurderer også, at kommunen ikke har vurderet, om der er andre forhold, der kan begrunde, at du ikke skal pålægges en sanktion, herunder om sanktionen vil fremme din rådighed.

Hvad er afgørende for resultatet
Kommunen har vurderet, at du er aktivitetsparat.

Vi lægger vægt på, at kommunen ved brev af 6. oktober 2021 har indkaldt dig til en jobsamtale med din sagsbehandler den 14. oktober 2021 kl. 10.00 på adressen XX.

Vi lægger vægt på, at du udeblev fra jobsamtalen den 14. oktober 2021. 

Vi lægger vægt på, at kommunen den 14. oktober 2021 har sendt dig partshøringsbrev om årsagen til, at du ikke er mødt til jobsamtalen, og at Jobcentret desuden har indtalt besked på din telefonsvarer den 21. oktober 2021.

Vi lægger vægt på, at kommunen ikke har opnået kontakt til dig om årsagen til din udeblivelse, inden den traf afgørelse i sagen.

Vi bemærker i den forbindelse, at kommunen forud for fradrag hjælpen til en aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp skal have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at kommunen i genvurdering af den 2. november 2021 om fradrag i din hjælp til forsørgelse har vurderet, at Jobcentret ikke i tilstrækkelig grad har udtømt mulighederne for at få kontakt til dig.

Vi er opmærksomme på, at du oplyser, at du den 14. oktober 2021 var til en akut tandlægetid med din datter, og at du i den situation ikke har overskud til at huske at give jobcenteret besked om afbud. Du oplyser også, at du er sygemeldt, og at du efter trafikulykke har angst og svært ved at huske og overskue flere ting samtidigt. Du oplyser, at du har en lidelse, som gør, at du ikke kan finde ud af mødedatoer. 

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at kommunen har vurderet, at det ikke er en rimelig grund til udeblivelse fra en jobsamtale, at din datter har en tandlægetid.

Vi lægger dog vægt på, at kommunen ikke har vurderet, om der er andre forhold end det, at du var med din datter til tandlægen, der gør, at du ikke skal sanktioneres. Kommunen har i den forbindelse heller ikke taget stilling til, om sanktionen vil fremme din rådighed.  

Vi har derfor samlet vurderet, at kommunen ikke kan sanktionere dig for udeblivelsen fra jobsamtalen den 14. oktober 2021.
 
Om reglerne
Efter reglerne skal kommunen foretage fradrag i hjælpen, hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale.

Efter reglerne er det en betingelse for, at kommunen kan give en aktivitetsparat borger en sanktion, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at få personlig kontakt med borgeren om grunden til, at borgeren udeblev fra sit tilbud. Kommunen skal forsøge at få personlig kontakt med borgeren, hvis borgeren ikke reagerer på kommunens skriftlige partshøring. Den personlige kontakt vil f.eks. kunne være telefonisk eller personlig kontakt på bopæl eller opholdssteder, herunder tilbuds- eller behandlingssteder.

Efter reglerne skal kommunen altid vurdere, om der er andre forhold end de i loven udtrykkeligt nævnte, som kan føre til, at en aktivitetsparat borger ikke skal have en sanktion. Det kan f.eks. være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Kommunen skal i den forbindelse også vurdere, om sanktionen i den konkrete situation vil fremme borgerens rådighed for arbejde eller uddannelse.

Bemærkninger til kommunen

Kommunen har medsendt flere hundrede siders akter.

Der er tale om journalnotater m.v., der indeholder oplysninger af fortrolig karakter.

Vi bemærker, at kommunen kun skal sende de akter, som er relevante for den afgørelse, som borger har klaget over, og besvare eventuelle spørgsmål som vi har stillet.

Vi bemærker videre, at kommunen skal oplyse en sag i tilstrækkeligt omfang til, at der kan træffes en korrekt afgørelse. Dette indebærer også, at en sag ikke må oplyses i videre omfang end nødvendigt.

Vi henviser i den forbindelse til, at efter forvaltningsloven må oplysninger af fortrolig karakter som udgangspunkt kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse,
myndigheden skal træffe.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Dato for underskrift

09.05.2022

Offentliggørelsesdato

10.05.2022

Paragraf

§ 13 § 40a § 37 § 36 § 37a § 39

Journalnummer

22-3062