Ankestyrelsens principmeddelelse 14-22 om fleksløntilskud

01-01-2022
Beskæftigelsesindsatsloven Feriedifference Feriegodtgørelse Ferietillæg Fleksløntilskud Fritvalgsordning Lønloft Søgnehelligdage Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Principmeddelelsen fastslår

Når en person er ansat i fleksjob, betaler arbejdsgiveren løn for det arbejde, der bliver udført. Kommunen udbetaler fleksløntilskud som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren. Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud, og beregningen sker på grundlag af lønoplysninger mv. i den forudgående måned. 

Der skal som hovedregel kun foretages fradrag i fleksløntilskuddet for en lønindtægt, der stammer fra arbejde, som er udført i en periode, hvor den fleksjobansatte er ansat i et fleksjob.

Løn og fleksløntilskud kan pr. måned højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår med tillæg m.v. i den pågældende stilling (lønloftet). Det er arbejdsgiveren, som skal oplyse lønloftet i den pågældende stilling. Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end lønloftet, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.

Fritvalgsordning og søgnehelligdagskonto
Hvis den fleksjobansatte har en fritvalgsordning eller en søgnehelligdagskonto, er udbetaling fra fritvalgs- og/eller søgnehelligdagskonto lønindtægt, der kan suppleres med fleksløntilskud, og som indgår i beregningen af fleksløntilskuddet. 

Udbetaling af opsparede midler fra en fritvalgs- og/eller søgnehelligdagskonti indgår i beregningen af fleksløntilskuddet i forbindelse med udbetalingen fra kontoen.

Når den fleksjobansatte får udbetalt opsparede midler fra en fritvalgs- og/eller søgnehelligdagskonto, skal lønloftet hæves med det, en fuldtidsansat på ordinære vilkår ville få udbetalt fra sin fritvalgs- og/eller søgnehelligdagskonto.

Feriegodtgørelse, ferietillæg og feriedifference
Fleksjobansatte, der under ferie modtager løn eller feriegodtgørelse, har ret til fleksløntilskud under ferien, uanset hvornår retten til ferie er optjent. Det gælder, selvom den er optjent i ordinær beskæftigelse. Den udbetalte løn eller feriegodtgørelse fradrages i fleksløntilskuddet måneden efter feriens afholdelse. 

Ferietillæg og feriedifference optjent efter ferieloven er lønindtægt, da det er en del af den løn, der udbetales for ansættelse i en stilling, hvor der er ret til løn under ferie. Det gælder, uanset hvornår retten til ferie er optjent, herunder om den er optjent i ordinær beskæftigelse. 

Når en person, som er ansat i fleksjob, får udbetalt ferietillæg, skal lønloftet hæves med det, en fuldtidsansat ville få udbetalt i ferietillæg.

Lønloftet skal ligeledes hæves, når der udbetales feriedifference. 

Når retten til ferie med løn er optjent i ordinær beskæftigelse på fuld tid, skal lønloftet hæves med det beløb, der udbetales i feriedifference. Det skyldes, at feriedifferencen svarer til forskellen mellem den fleksjobansattes løn under ferie og den løn under ferie, som en ordinært ansat på fuld tid ville have ret til. 

Når en ansat i fleksjob holder ferie med feriegodtgørelse, skal lønloftet hæves, så det svarer til det, en fuldtidsansat på ordinære vilkår ville få udbetalt i løn og feriegodtgørelse. 

De konkrete sager

I sag nr. 1 havde den fleksjobansatte i december 2018 fået udbetalt et beløb fra sin fritvalgskonto. Kommunen havde fordelt beløbet over perioden januar 2018 til december 2018, svarende til den periode, beløbet var opsparet på fritvalgskontoen. Kommunen havde på den baggrund foretaget en genberegning af fleksløntilskuddet for februar 2018 til januar 2019.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at den samlede udbetaling fra fritvalgskontoen, sammen med den øvrige udbetaling af løn for december, skulle indgå i beregningen af fleksløntilskuddet måneden efter udbetalingen (januar 2019).  

Kommunen skulle derfor foretage en ny beregning af fleksløntilskuddet for perioden februar 2018 til januar 2019.

Kommunen skulle i den forbindelse undersøge, hvad en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt (lønloftet). 

I sag nr. 2 havde kommunen truffet afgørelse om, at SH-betaling udbetalt i december 2020 skulle indgå i beregningen af fleksløntilskuddet for januar 2021. Borgerens fleksløntilskud for januar 2021 blev ikke nedsat på grund af lønloftet. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at SH-betalingen skulle indgå i beregningen af fleksløntilskuddet i januar 2021, og udvalget stadfæstede kommunens afgørelse. 

I sag nr. 3 var borgeren blevet ansat i fastholdelsesfleksjob i 2019. Borgeren fik sammen med sin løn i januar 2020 udbetalt feriedifference. 

Kommunen traf afgørelse om, at feriedifferencen var en del af lønindtægten for januar 2020, hvorfor den indgik i beregningen af fleksløntilskuddet for februar 2020. Borgerens fleksløntilskud for februar 2020 blev ikke nedsat på grund af lønloftet.  

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at feriedifferencen skulle indgå i beregningen af fleksløntilskuddet i februar 2020. 

Det forhold, at ferien var optjent, før borgerens ansættelse i fleksjob, kunne ikke føre til et andet resultat, da ferie med løn eller feriegodtgørelse indgår i beregningen af fleksløntilskud og således kan suppleres med fleksløntilskud, når den fleksjobansatte holder ferie, uanset om retten til ferie med løn eller feriegodtgørelse er optjent, før vedkommende blev ansat i fleksjob.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede derfor kommunens afgørelse. 

I sag nr. 4 havde kommunen genoptaget behandlingen af borgerens fleksløntilskud for en toårig periode. Borgeren gjorde gældende, at lønloftet skulle hæves i de perioder, hvor borgeren holdt ferie med feriegodtgørelse. Kommunen traf afgørelse om, at lønloftet ikke skulle hæves i forbindelse med afholdelse af ferie med feriegodtgørelse. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at lønloftet skulle hæves, når borgeren holdt ferie med feriegodtgørelse, hvorfor udvalget ændrede kommunens afgørelse. 

Kommunen skulle derfor indhente oplysninger om, hvad en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt i løn og feriegodtgørelse (lønloftet). Kommunen skulle på den baggrund foretage en ny beregning af fleksløntilskuddet for de perioder, hvor fleksløntilskuddet er nedsat fordi borger har holdt ferie med feriegodtgørelse. 

I sag nr. 5 vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at ferietillæg, som borgeren havde fået udbetalt i april 2015, skulle indgå i beregningen af fleksløntilskuddet for maj 2015.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at ferietillægget var en lønindtægt, da det var optjent efter ferieloven og en del af den løn, der udbetales for ansættelse i en stilling, hvor der er ret til løn under ferie. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste sagen til ny behandling i kommunen, da kommunen ikke havde lagt det ferietillæg, som en fuldtidsansat i samme stilling ville have ret til, til lønloftet for maj 2015.

Ankestyrelsen har behandlet fire sager principielt. Det har vi gjort for at fastslå praksis vedrørende en række indtægter, som skal indgå i beregningen af fleksløntilskud. Indtægterne skal indgå i beregningen, når de udbetales, uanset hvornår de er optjent. 

Ankestyrelsen har dermed ensartet styrelsens administrative praksis om beregning af fleksløntilskud ved udbetaling fra en fritvalgsordning og udbetaling af søgnehelligdagsbetaling (SH-betaling), feriedifference og feriegodtgørelse i forbindelse med afholdelse af ferie. Principmeddelelsen har virkning fra offentliggørelsen af meddelelsen.

Herudover indeholder principmeddelelsen den tidligere 51-16 om udbetaling af ferietillæg. Den praksis, som Ankestyrelsen har slået fast i 51-16, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse. 

Principmeddelelsen giver således et samlet billede af Ankestyrelsens offentliggjorte praksis om en række udbetalinger, der er optjent i en periode forud for udbetalingen, men som skal indgå i beregningen af fleksløntilskuddet i forbindelse med udbetalingen.

Love og bekendtgørelser
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven), lov nr. 548 af 7. maj 2019, som bl.a. ændret ved lov nr. 1583 af 27. december 2021 (herefter ”LAB”).

-§ 123 om fleksløntilskud.

-§ 124, stk. 1, om fleksløntilskud under ferie.

-§ 139 om bemyndigelse.

Bekendtgørelse om beregning af og fradrag i fleksløntilskud, bekendtgørelse nr. 250 af 24. februar 2022 (herefter ”bekendtgørelsen”). 

-§ 1, stk. 1, nr. 1, om definitionen af lønindtægt.

-§§ 3 og 4 om beregning af fleksløntilskud.

Praksis

Kasserede:
Principmeddelelsen indeholder en sammenskrivning af følgende tidligere principmeddelelse, som herefter ikke længere gælder (historisk). Praksis er indarbejdet i denne meddelelse: 

Principafgørelse 51-16: Ferietillæg er en del af lønnen, der skal indgå i beregningen af fleksløntilskuddet måneden efter udbetaling af ferietillægget. Når en borger ansat i fleksjob får udbetalt ferietillæg, skal der også lægges ferietillæg til fuldtidslønnen (lønloftet). 

Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.

Sag nr. 1, j.nr. 20-19938

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. X Kommune afgjorde sagen den 28. april 2020.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Udbetaling fra fritvalgskonto skal indgå i beregningen af fleksløntilskuddet måneden efter udbetaling. 

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

X Kommune skal derfor foretage en ny beregning af fleksløntilskuddet for perioden februar 2018 til januar 2019.

Kommunen kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at de 7.106,94 kr., som du fik udbetalt fra din fritvalgskonto i december 2018 er en lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud i januar 2019.

Vi vurderer også, at dit fleksløntilskud og løn, inklusiv udbetalingen fra fritvalgskontoen, højst kan udgøre et beløb, der svarer til den løn, inklusiv udbetaling fra fritvalgskonto, en fuldtidsansat på ordinære vilkår ville have ret til, hvorfor lønloftet skal hæves i januar 2019

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du den 20. december 2018 fik udbetalt 7.106,94 kr. fra din fritvalgskonto.

Efter reglerne om fleksløntilskud er udbetaling fra en fritvalgskonto en lønindtægt, der indgår i beregningen af fleksløntilskuddet.  

Vi lægger vægt på, at udbetaling fra fritvalgskontoen er A-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag. 

Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud og beregningen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned på baggrund af oplysninger fra Indkomstregistret om løn m.v.

Lønindtægter, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, ex. provision eller resultatløn, kan fordeles månedsvis over denne periode.

Vi lægger vægt på, at en fritvalgsordning er en løbende opsparing, som den ansatte – afhængig af overenskomsten eller anden aftale – kan anvende på forskellig vis på et senere tidspunkt, hvorfor udbetalingen ikke kan sammenlignes med udbetaling af provision eller resultatløn. 

Vi lægger også vægt på, at fritvalgsordningen er en del af ansættelsesvilkårene for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår i den pågældende stilling. Udbetaling fra fritvalgskonto skal derfor også indgå i lønloftet, når udbetalingen indgår i beregningen af fleksløntilskuddet. 

Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.

Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 14.686 kr. (2019-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 14.686 kr. (2019-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.

Som lønindtægt forstås løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold, herunder ferietillæg.

Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.

Kommunen skal ved beregningen af fleksløntilskuddet anvende oplysninger om løn m.v., som er indberettet til indkomstregisteret.

Beregningen af fleksløntilskuddet sker løbende forskudt på baggrund af lønoplysninger m.v. i den forudgående måned, da indkomstoplysninger som oftest ikke er tilgængelige i den aktuelle måned. Det betyder, at fleksløntilskuddet for januar beregnes på baggrund af lønoplysninger fra december.

Lønindtægter, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, kan fordeles månedsvis over denne periode. Af lovens forarbejder fremgår det, at hvis en fleksjobansat aflønnes helt eller delvis på en sådan måde, at der i nogle måneder enten ikke udbetales løn eller kun udbetales delvis løn, og hvor en efterfølgende lønudbetaling dækker arbejde for flere måneder fx i form af provision eller resultatløn, vil lønudbetalingen skulle fordeles ligeligt over de måneder, som lønnen dækker. Fleksløntilskuddet vil i den situation skulle beregnes eller genberegnes for de måneder, som lønnen dækker.

Fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiver kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid i den pågældende stilling (lønloftet).

Det er arbejdsgiver, der oplyser lønloftet. Kommunen skal derfor ikke lave beregninger af lønloftet.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Sag nr. 2, j.nr. 21-8428

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 26. januar 2021.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-SH-betaling udbetalt i december 2020 skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud for januar 2021.
 
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat. 

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at SH-betaling udbetalt i december 2020 skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud for januar 2021.

Vi bemærker, at dit fleksløntilskud for januar 2021 ikke er nedsat på grund af lønloftet.

Hvad er afgørende for resultatet
Du er ansat i fleksjob som rengøringsassistent hos X med virkning fra den 1. august 2017.

Det fremgår af sagen, at du i december 2020 får udbetalt SH-betaling (udbetaling af søgnehelligdage). 

Efter reglerne om fleksløntilskud er SH-betaling en lønindtægt, der skal indgå i beregningen af fleksløntilskud. 

Vi lægger vægt på, at SH-betaling er A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. 

Fleksløntilskud udbetales månedsvis bagud, og nedsættelsen af fleksløntilskud sker bagud i den følgende måned.

Det er således korrekt, når kommunen medtager SH-betaling udbetalt i december 2020 i beregningen af dit fleksløntilskud, der kommer til udbetaling i januar 2021. SH-betaling er en del af den sædvanlige løn for en ansat i ordinært arbejde og skal derfor indgå i lønloftet, når der sker SH-betaling. 

Kommunen oplyser i genvurderingen, at dit lønloft for januar 2021 er hævet på grund af den udbetalte SH-betaling i december 2021.

Vi bemærker, at dit fleksløntilskud for januar 2021 ikke er blevet nedsat på grund af lønloftet.

Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.

Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 14.686 kr. (2019-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 14.686 kr. (2019-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.

Ved lønindtægt forstås løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold, herunder ferietillæg.

Fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiver kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår i den pågældende stilling. Lønnen for fuld tid i den pågældende stilling kaldes lønloftet.

Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end lønnen for fuld tid i den pågældende stilling, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.

Det er arbejdsgiveren, som skal oplyse, hvad den ansatte i fleksjobbet vil være berettiget til i løn, hvis den pågældende er ansat på fuld tid.

Arbejdsgiveren oplyser i forbindelse med indgåelsen af aftalen om ansættelse i fleksjob, hvad lønnen på fuld tid udgør i den pågældende stilling. Hvis der sker ændringer i, hvad lønnen på fuld tid udgør, skal arbejdsgiveren oplyse dette til kommunen.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Sag nr. 3, j.nr. 20-21397

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 26. februar 2020.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Feriedifference udbetalt i januar 2020 skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud for februar 2020.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Vi kritiserer, at kommunen ikke har henvist til de relevante lovbestemmelser i afgørelsen, og at kommunen ikke har overholdt genvurderingsfristen. Det fører dog ikke til et andet resultat.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at feriedifference udbetalt i januar 2020 er en lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud for februar 2020.

Vi bemærker, at dit fleksløntilskud for februar 2020 ikke er nedsat på grund af lønloftet.

Hvad er afgørende for resultatet
Du har været ansat ved X siden den 1. juli 2015, og den 5. september 2019 ansættes du i fastholdelsesfleksjob i virksomheden.

Den 30. januar 2020 får du, sammen med din løn, udbetalt 17.669,05 kr. (10.096,60 kr. + 7.572,45 kr.), i feriedifference fra din arbejdsgiver.

Vi lægger vægt på, at der er tale om A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. 

Ferielovens regler om løn under ferie medfører, at en lønmodtager, som har ret til løn under ferie, har ret til den sædvanlige løn på ferietidspunktet under ferien. 

En lønmodtager, som har optjent ferie på fuld tid, og som holder ferien på et tidspunkt, hvor lønmodtageren arbejder på halv tid, har derfor ret til dobbeltløn på ferietidspunktet.

Feriedifferencen, der udbetales i januar 2020 er således en del af din løn i januar 2020 og indgår derfor i beregningen af dit fleksløntilskud for februar 2020.

Det forhold, at din ferie er optjent, før du blev visiteret til fleksjob, kan ikke føre til et andet resultat, da det følger af reglerne om fleksløntilskud, at ferie med løn eller feriegodtgørelse indgår i beregningen af fleksløntilskud og således kan suppleres med fleksløntilskud, når den ansatte i fleksjob holder ferie, uanset om retten til ferie med løn eller feriegodtgørelse er optjent før vedkommende blev ansat i fleksjob.

Vi bemærker, at dit fleksløntilskud for februar 2020 ikke er nedsat på grund af lønloftet.

Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.

Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 14.686 kr. (2019-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 14.686 kr. (2019-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.

Som lønindtægt forstås løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold, herunder ferietillæg.

Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.

Fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiver kan tilsammen højst
udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid i den pågældende stilling (lønloftet).

Når en person, som er ansat i fleksjob, får udbetalt feriedifference, kan fleksløntilskud, løn og feriedifference for den pågældende måned højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, herunder løn under ferie, en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt.

Når feriedifferencen svarer til forskellen mellem den fleksjobansattes ret til ferie med løn, hvis personen fortsat var ansat i ordinær beskæftigelse og den ferie med løn, som den fleksjobansatte modtager i fleksjobansættelsen, skal lønloftet hæves svarende til det beløb, der udbetales i feriedifference.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Sag nr. 4, j.nr. 21-16485

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 11. marts 2021.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Feriegodtgørelse skal indgå i lønloftet i forbindelse med afholdelse af ferie.
 
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse. 

Kommunen skal foretage en ny beregning af dit fleksløntilskud for de perioder i 2019-2020, hvor dit fleksløntilskud er blevet nedsat på grund af lønloftet i forbindelse med, at du har modtaget feriegodtgørelse under ferie. 

Kommunen kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at feriegodtgørelse skal indgå i lønloftet i forbindelse med afholdelse af ferie med feriegodtgørelse. 

Kommunen skal derfor foretage en ny beregning af dit fleksløntilskud for de perioder, hvor feriegodtgørelse for afholdt ferie indgår i beregningen af dit fleksløntilskud.

Hvad er afgørende for resultatet
Din partsrepræsentant anmoder den 3. februar 2021 kommunen om at genoptage behandlingen af dine udbetalinger af fleksløntilskud for perioden 2019 og 2020. 

Kommunen træffer den 11. marts 2021 afgørelse om, at du har modtaget for lidt fleksløntilskud for perioden 2019 og 2020, hvorfor kommunen efterbetaler 17.350,25 kr. til dig. Kommunen afviser ved samme afgørelse at hæve lønloftet for de perioder, hvor du har holdt ferie med feriegodtgørelse. Kommunen oplyser, at lønloftet alene skal hæves, når der udbetales særlig feriegodtgørelse/ferietillæg.

Det følger af reglerne om fleksløntilskud, at fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiver tilsammen højst kan udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår i den pågældende stilling. Lønnen for fuld tid i den pågældende stilling kaldes lønloftet.

Det følger af reglerne om fleksløntilskud, at særlig feriegodtgørelse og ferietillæg optjent efter ferieloven indgår i beregningen af fleksløntilskud. Det følger af Ankestyrelsens praksis, at når en person, som er ansat i fleksjob, får udbetalt særlig feriegodtgørelse og ferietillæg på baggrund af ansættelsen i fleksjob, kan fleksløntilskud, løn og særlig feriegodtgørelse/ ferietillæg for den pågældende måned højst udgøre et beløb, der svarer til den løn og særlig feriegodtgørelse/ferietillæg, en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt. Lønloftet skal således hæves med det beløn, en ordinært ansat ville få udbetalt. 

Vi bemærker, at det følger af ferieloven, at en lønmodtager, der er antaget månedsvis eller for længere tid, og som har ret til fuld løn på søgnehelligdage og sygedage, får løn under ferie samt et ferietillæg på 1 pct. af lønnen. En lønmodtager, som ikke har ret til løn under ferie, får feriegodtgørelse på 12,5 pct. af lønnen. En lønmodtager kan før ferieårets begyndelse i stedet for løn og ferietillæg kræve feriegodtgørelse beregnet med 12 pct. af lønnen i ferieåret.

Det følger af reglerne om fleksløntilskud, at personer, der under ferie modtager løn, ferieydelse eller feriegodtgørelse, er berettiget til fleksløntilskud under ferien. Løn under ferie, ferieydelse eller feriegodtgørelse indgår i beregningen af fleksløntilskuddet måneden efter feriens afholdelse. 

Vi lægger herefter vægt på, at en ansat, herunder en ansat i fleksjob, der modtager feriegodtgørelse under ferie, således får udbetalt mere i løn + feriegodtgørelse, end vedkommende ville få udbetalt i løn for den samme periode, hvis vedkommende ikke holdt ferie, eller hvad vedkommende ville have fået udbetalt, hvis vedkommende fik løn under ferie. 

Det betyder, at der måneden efter ferieafholdelse indgår en større indtægt (lønindtægt + feriegodtgørelse) i beregningen af fleksløntilskuddet, hvorfor den ansatte i fleksjobbet risikerer at ramme lønloftet på grund af afholdelse af ferie med feriegodtgørelse.

Når en person, som er ansat i fleksjob, får udbetalt feriegodtgørelse for afholdt ferie, kan fleksløntilskud, løn og feriegodtgørelse for den pågældende måned derfor højst udgøre et beløb, der svarer til den løn og feriegodtgørelse, en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt.

Hvad skal kommunen gøre
Kommunen skal beregne dit fleksløntilskud for perioden 2019 og 2020 igen, for så vidt angår de perioder, hvor dit fleksløntilskud er blevet nedsat på grund af lønloftet samtidig med, at feriegodtgørelse for afholdt ferie er indgået i beregningen af fleksløntilskuddet. 

Kommunen skal – inden den beregner dit fleksløntilskud igen – undersøge, hvad en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt i løn og feriegodtgørelse (lønloftet).

Vi bemærker, at det er arbejdsgiveren, som skal oplyse, hvad den ansatte i fleksjobbet vil være berettiget til i løn, hvis den pågældende er ansat på fuld tid.

Kommunen skal herefter tage stilling til, om du har ret til at få udbetalt yderligere fleksløntilskud for perioden 2019 til 2020. 

Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.

Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 14.686 kr. (2019-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 14.686 kr. (2019-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.

Personer, der under ferie modtager løn, ferieydelse eller feriegodtgørelse, er berettiget til fleksløntilskud under ferien.

Fradrag i fleksløntilskud for løn under ferie eller feriegodtgørelse foretages på samme måde som fradrag for en lønindtægt. Det vil sige, at ferie med løn eller feriegodtgørelse indgår i beregningen af fleksløntilskuddet måneden efter feriens afholdelse. Hvis der holdes ferie med løn eller feriegodtgørelse i juni måned, skal den udbetalte ferie med løn eller feriegodtgørelse indgå i beregningen af fleksløntilskuddet for juli måned sammen med en eventuel lønindtægt for juni måned.

Fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiver kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår i den pågældende stilling. Lønnen for fuld tid i den pågældende stilling kaldes lønloftet.

Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end lønnen for fuld tid i den pågældende stilling, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.

Det er arbejdsgiveren, som skal oplyse, hvad den ansatte i fleksjobbet vil være berettiget til i løn, hvis den pågældende er ansat på fuld tid.

Arbejdsgiveren oplyser i forbindelse med indgåelsen af aftalen om ansættelse i fleksjob, hvad lønnen på fuld tid udgør i den pågældende stilling. Hvis der sker ændringer i, hvad lønnen på fuld tid udgør, skal arbejdsgiveren oplyse dette til kommunen.

Når en person, som er ansat i fleksjob, får udbetalt feriegodtgørelse for afholdt ferie, kan fleksløntilskud, løn og feriegodtgørelse for den pågældende måned derfor højst udgøre et beløb, der svarer til den løn og feriegodtgørelse, en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt (lønloftet).

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Den konkrete afgørelse, der dannede grundlag for den tidligere principmeddelelse

Sag nr. 5, tidligere principmeddelelse 51-16, j.nr. 2015-4121-29154

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats – lovbekendtgørelse nr. 807 af 1. juli 2015 - § 70 e, stk. 1, og § 70 f, stk. 2.

Bekendtgørelse om beregning af og fradrag i fleksløntilskud – bekendtgørelse nr. 811 af 27. juni 2014 - § 3, stk. 3.

Lov om ferie – lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 - § 23, stk. 2, og § 26, stk. 1.

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvordan fleksløntilskuddet skal beregnes, når den fleksjobansatte ud over løn får udbetalt ferietillæg efter ferieloven på baggrund af ansættelsen i fleksjob.

2. Reglerne

Efter § 70 e, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, betaler arbejdsgiveren løn til den ansatte i fleksjob for det arbejde, der bliver udført. Lønnen suppleres med et fleksløntilskud, der reguleres på baggrund af lønindtægten og udbetales af kommunen til den ansatte.

Efter § 70 f, stk. 2, nedsættes fleksløntilskuddet med 30 pct., dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 13.839 kr. (2016-niveau), og herefter med 55 pct.

Efter § 3, stk. 3, i bekendtgørelse om beregning af og fradrag i fleksløntilskud, kan fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiveren tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår inkl. tillæg m.v. i den pågældende stilling. Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end lønnen for fuld tid i den pågældende stilling, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.

Efter § 23, stk. 2, i lov om ferie, får lønmodtageren et ferietillæg på 1 pct. af lønnen i optjeningsåret.

Efter § 26, stk. 1, i lov om ferie, beregner arbejdsgiveren feriegodtgørelse og ferietillæg af ethvert indkomstskattepligtigt lønbeløb og personalegode, for hvilket der ikke indrømmes fradrag i indtægten, og som er vederlag for arbejde under ansættelsen.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om beregning af fleksløntilskud for maj 2015.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde afgjort din sag.

Resultatet er:

-Kommunen skal beregne dit fleksløntilskud for maj 2015 igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen.

Kommunen skal ved den nye beregning anvende oplysninger fra din arbejdsgiver om lønnen for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår med tillæg m.v. i den pågældende stilling.

Fuldtidslønnen for maj 2015 skal derfor indeholde det ferietillæg, som en fuldtidsansat i samme stilling ville have ret til.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at ferietillægget på 1480,01 kr., som du har optjent i dit fleksjob og fået udbetalt den 30. april 2015, skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud for maj 2015.

Vi anser ferietillægget for lønindtægt, da det er optjent efter ferieloven og er en del af den løn, der udbetales for ansættelse i en stilling, hvor der er ret til løn under ferie.

Vi vurderer også, at dit fleksløntilskud, løn og ferietillæg for maj 2015 højst kan udgøre et beløb, der svarer til den løn og ferietillæg, en fuldtidsansat ville have ret til.

Kommunen skal derfor beregne dit fleksløntilskud for maj 2015 igen.

Kommunen skal ved beregningen anvende oplysninger fra din arbejdsgiver om lønnen for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår med tillæg m.v. i den pågældende stilling.

Fuldtidslønnen for maj 2015 skal derfor indeholde det ferietillæg, som en fuldtidsansat i samme stilling ville have ret til.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af kommunens beregning af fleksløntilskud for maj 2015, at kommunen har fastsat fuldtidslønnen for maj 2015 på baggrund af en beregnet timeløn for april 2015.

Vi lægger endvidere vægt på, at kommunen ikke har lagt det ferietillæg, som en fuldtidsansat i samme stilling ville have ret til, til fuldtidslønnen for maj 2015.

Efter reglerne betaler arbejdsgiveren løn til den ansatte i fleksjob for det arbejde, der bliver udført. Lønnen suppleres med et fleksløntilskud, der reguleres på baggrund af lønindtægten og udbetales af kommunen til den ansatte.

Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 13.839 kr. (2016-niveau), og herefter med 55 pct.
Fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiveren kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår inkl. tillæg m.v. i den pågældende stilling.

Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end lønnen for fuld tid i den pågældende stilling, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.

Efter ferieloven får lønmodtageren et ferietillæg på 1 pct. af lønnen i optjeningsåret.

Arbejdsgiveren beregner feriegodtgørelse og ferietillæg af ethvert indkomstskattepligtigt lønbeløb og personalegode, for hvilket der ikke indrømmes fradrag i indtægten, og som er vederlag for arbejde under ansættelsen.

Dato for underskrift

10.05.2022

Offentliggørelsesdato

11.05.2022

Paragraf

§ 123 § 124

Journalnummer

20-19938, 21-8428, 20-21397, 21-16485, 2015-4121-29154