Ankestyrelsens principmeddelelse 47-22 om botilbud - opsigelse - serviceloven

01-01-2022
Serviceloven Botilbud Opsigelse Serviceloven Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

 

Hvis en borger er visiteret til et botilbud, vil borgeren blive placeret på et konkret botilbud i medfør af en afgørelse truffet af kommunen over for borgeren og i medfør af en aftale mellem kommunen og botilbuddet om placeringen af borgeren.

 

Botilbuddet kan opsige aftalen med kommunen i henhold til aftalens indhold. Botilbuddets opsigelse af aftalen med kommunen er ikke reguleret af serviceloven.

 

Hvis botilbuddet opsiger aftalen med kommunen om placeringen af borgeren, kan kommunen udvisitere borgeren fra botilbuddet. Kommunen skal da i overensstemmelse med servicelovens almindelige regler sikre sig, at borgeren får den hjælp, som borgeren har behov for, herunder ved visitering til et nyt botilbud.

 

Tilsvarende betragtninger gør sig gældende, hvis et botilbud oprettet efter almenboligloven opsiger aftalen med kommunen om at levere hjælp til borgeren.

 

Hvis borgeren ikke kan eller vil afgive informeret samtykke til flytningen, finder servicelovens bestemmelser om flytning uden samtykke anvendelse. I de tilfælde, hvor botilbuddet har opsagt aftalen med kommunen om placeringen af borgeren, skal det lægges til grund, at borgeren ikke er placeret i en egnet bolig.

 

I den konkrete sag var en borger placeret på et midlertidigt botilbud. Han var diagnosticeret med Aspergers syndrom og havde en betydelig psykisk funktionsnedsættelse i forhold til planlægning og strukturering af sin hverdag og i forhold til interaktion med andre mennesker. Botilbuddet opsagde aftalen med kommunen om at have borgeren placeret, idet botilbuddet havde vurderet, at borgeren blev stresset af at bo i en institutionel ramme, og fordi borgeren i stigende grad havde udtrykt utilfredshed med medarbejderne og ledelsen på botilbuddet, hvilket gjorde samarbejdet med borgeren særdeles vanskeligt.

 

Ankestyrelsen var enig i, at botilbuddet på grund af opsigelsen ikke længere var egnet til borgeren. Kommunen skulle derfor i overensstemmelse med servicelovens regler sikre sig, at borgeren fik den nødvendige hjælp, herunder fx ved visitering til et nyt botilbud.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, i hvilket omfang et botilbud er bundet af kommunens placering af en borger på botilbuddet, og for at afklare kommunens forpligtelser i forbindelse med botilbuddets opsigelse af aftalen om placeringen af borgeren på botilbuddet.  

 

Herved ændres Ankestyrelsens administrative praksis om dette spørgsmål. Ankestyrelsen kan selv identificere de få sager, som styrelsen skal overveje at genoptage.

 

Love og bekendtgørelser

Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022 med senere ændringer.

 

  • §§ 107 og 108 om midlertidige og længerevarende botilbud

 

Lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1877 af 27. september 2021 med senere ændringer.

 

  • 105, stk. 2

 

Ankestyrelsen har ikke andre principmeddelelser på området.

 

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om, at du ikke længere kan have ophold på botilbuddet Q. X Kommune afgjorde sagen den 12. juli 2021.  

 

Denne afgørelse sendes til Y Kommune, som er din aktuelle handlekommune.

 

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

 

Resultatet er:

 

  • Du har ikke ret til en plads på Q

 

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

 

Begrundelse for afgørelsen

 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen kunne udvisitere dig fra botilbuddet Q.

 

Hvad er afgørende for resultatet

Du er diagnosticeret med Aspergers syndrom og har en betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse, som gør, at du generelt er udfordret i forhold til planlægning og strukturering af dagligdagen.

 

Det fremgår af sagen, at du primært er udfordret på dine sociale kompetencer, som medfører væsentlige og omfattende begrænsninger i din interaktion med andre mennesker, og at du har svært ved at blive realitetsorienteret eller korrigeret.

 

Du har boet på botilbuddet Q, som er et midlertidigt botilbud, fra den 1. december 2020. Q har opsagt aftalen med kommunen om din placering på botilbuddet.

 

Botilbuddet har ifølge kommunens afgørelse  oplyst, at du bliver stresset og frustreret af at bo i en institutionel ramme, på trods af at du bor i en selvstændig bolig, og at du i stigende grad har udtrykt massiv utilfredshed med medarbejdere og ledelse på Q, og at dette i særdeleshed har vanskeliggjort samarbejdet med dig.

 

Der er ikke i serviceloven bestemmelser, der giver kommunerne mulighed for at pålægge et botilbud at have en bestemt borger boende.

 

 

 

Det betyder, at kommunen ikke kan tilbyde dig plads på Q, og at kommunen derfor i overensstemmelse med servicelovens regler skal sikre sig, at du får den hjælp, som du har brug for, herunder fx ved visitering til et nyt botilbud.

 

Hvis du ikke er i stand til give et informeret samtykke, eller du modsætter dig at blive optaget i et særligt botilbud, skal kommunen iagttage reglerne om flytning uden samtykke, hvis kommunen fortsat vurderer, at du skal bo i et botilbud.

 

Vi er opmærksomme på, at du har oplyst, at du har klaget over afgørelsen, fordi du mener, at du er omfattet af personkredsen for et midlertidigt botilbud. Du har også oplyst at du mener, at du kan blive boende på Q som et længerevarende botilbud.

 

Det ændrer ikke på afgørelsens resultat, fordi det afgørende er, at Q har opsagt aftalen med kommunen om din placering på stedet. Q er derfor ikke længere et egnet tilbud til dig.

 

Om reglerne

Målgrupperne for midlertidigt botilbud er:

1) Personer som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for et § 107-tilbud. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, er det personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning mv.

2) Personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte. Det er ifølge bemærkningerne til bestemmelsen personer, hvis behov er så omfattende, at de ikke kan dækkes på anden vis. Der kan være tale om behov for aflastning, behandling, optræning og udslusning mv.

3) Personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen kan det dels være personer med stofmisbrug som hovedproblem, dels personer med andre adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter, herunder personer med sindslidelser.

  

Hvis en borger er visiteret til et botilbud, vil borgeren blive placeret på et konkret botilbud i medfør af en afgørelse truffet af kommunen over for borgeren og i medfør af en aftale mellem kommunen og botilbuddet om placeringen af borgeren.

 

Botilbuddet kan opsige aftalen med kommunen i henhold til aftalens indhold. Botilbuddets opsigelse af aftalen med kommunen er ikke reguleret af serviceloven.

 

Hvis botilbuddet opsiger aftalen med kommunen om placeringen af borgeren, kan kommunen udvisitere borgeren fra botilbuddet. Kommunen skal da i overensstemmelse med servicelovens almindelige regler sikre sig, at borgeren får den hjælp, som borgeren har behov, herunder ved visitering til et nyt botilbud.

 

Tilsvarende betragtninger gør sig gældende, hvis et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 eller et botilbud oprettet efter almenboliglovens § 105, stk. 2, opsiger aftalen med kommunen om at levere hjælp til borgeren.

 

Dato for underskrift

16.12.2022

Offentliggørelsesdato

17.12.2022

Paragraf

§ 107 § 108

Journalnummer

22-13550