Principmeddelelsen fastslår
En kommune kan ansætte vikarer til at behandle og træffe afgørelse i sager. Principmeddelelsen behandler spørgsmålet om, hvornår vikarer i en kommune ikke skal anses for ansatte i kommunen, men i stedet skal anses for private aktører.
Det kræver hjemmel i en lov, hvis en kommune vil overdrage sin afgørelseskompetence til en privat aktør (ekstern delegation). Der er ikke hjemmel til, at en kommune kan overlade det til en privat aktør at træffe afgørelse om selve retten til sygedagpenge. En privat aktør kan helt undtagelsesvist træffe afgørelse om retten til sygedagpenge ved hel eller delvis uarbejdsdygtighed, hvis den sygemeldte er enig i vurderingen.
Ved vurderingen af, om den medarbejder, der har truffet afgørelse, skal betragtes som en af kommunens ansatte vikarer eller en privat aktør, skal der foretages en konkret og samlet vurdering af de reelle og formelle forhold vedrørende ansættelsen og opgavevaretagelsen. Det kan indgå i denne vurdering, hvem der har pligter og rettigheder som arbejdsgiver over for den person, der har truffet afgørelse.
Ved rettigheder forstås blandt andet, hvem der har retten til, at en bestemt person leverer sin arbejdskraft, en antagelses- og afskedigelsesret, en effektiv instruktionsbeføjelse, f.eks. ved at kommunen kan sanktionere den enkelte vikar, samt retten til at placere arbejdstiden, iværksætte kontrolforanstaltninger og fastsætte regler på arbejdspladsen. Det kan også være spørgsmålet om, hvem der bærer risikoen for vikarens fravær.
Ved pligter forstås blandt andet, hvem der har pligten til at udbetale løn, sygedagpenge, overholde regler om barsel og ferie, tegne en forsikring som arbejdsgiver, give ansættelsesbevis, overholde regler om arbejdsmiljø, samt hvem der kan blive mødt af et erstatningskrav som arbejdsgiver.
De formelle forhold, herunder at det er indskrevet i en kontrakt med en privat aktør, at kommunen har fuld instruktionsbeføjelse over den enkelte medarbejder, eller at afgørelsen er skrevet på kommunens brevpapir, vil dermed ikke i sig selv være tilstrækkelige til at statuere, at ansættelsen er hos kommunen.
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at der var truffet afgørelse af en privat aktør i strid med reglerne. Der var udarbejdet en samarbejdsaftale mellem kommunen og en privat virksomhed, og kommunen havde ikke indgået en særskilt ansættelsesaftale med den person, der traf afgørelse i sagen. Det blev i vurderingen inddraget, at kommunen efter aftalen ikke havde pligt til at udbetale løn eller udbetale sygedagpenge i tilfælde af sygdom. Det var desuden den private virksomhed, der havde pligt til at overholde regler om barsel og ferie. Kommunen havde heller ikke ret til en bestemt persons arbejdskraft, men derimod en ret til en tjenesteydelse fra den private virksomhed. Det fremgik af samarbejdsaftalen, at kommunen havde instruktionsbeføjelsen, men denne var ikke fuldt ud effektiv, idet kommunen alene kunne sanktionere den private virksomhed ved misligholdelse. Kommunen kunne derimod ikke sanktionere den enkelte vikar. Det var også den private virksomhed, der havde fuld antagelses- og afskedigelsesret. Selvom der var forhold, der talte for, at kommunen kunne blive betragtet som arbejdsgiver, vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at disse forhold ikke var så tungtvejende, at de kunne medføre et andet resultat. En samlet vurdering af de reelle og formelle forhold førte til, at der i sagen var sket en ulovlig delegation. Det var desuden ikke i sig selv tilstrækkeligt, at afgørelsesbrevet var på kommunens brevpapir.