Principmeddelelsen fastslår
Børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær og kontakt med deres forældre og netværk. Kommunen træffer afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. I visse tilfælde kan det være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, at samværet kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant fra kommunen, eller at barnet og den unge ikke har eller kun delvist har samvær eller kontakt med netværket.
Netværket til et anbragt barn eller ung vil oftest bestå af søskende, bedsteforældre, stedforældre, stedsøskende og anden nær familie. Derudover kan der være andre, som spiller en væsentlig rolle for barnet eller den unge. Netværket har ikke partsstatus i en sag om samværet og/eller kontakten med barnet eller den unge. Det er alene barnet eller den unge og indehaveren af forældremyndigheden, der er parter i sager om fastsættelse af samvær, overvåget samvær og afbrydelse af samvær og kontakt.
Når to anbragte børn eller unge er søskende eller på anden måde udgør hinandens netværk, har de begge en selvstændig ret til at opretholde kontakten til deres netværk, herunder også til hinanden, hvis de ikke er anbragt samme sted.
I sager om fastsættelse af omfanget af samvær og eventuelle vilkår for samvær, overvåget samvær eller om afbrydelse af samvær og kontakt mellem to anbragte børn eller unge, der udgør hinandens netværk, skal kommunen, henholdsvis børn og unge-udvalget, træffe en selvstændig afgørelse over for hvert af børnene eller de unge om, hvorvidt der skal være samvær med det andet barn eller unge, eller om samværet skal overvåges eller afbrydes. Afgørelserne træffes over for forældremyndighedsindehaveren og henholdsvis det ene og det andet barn eller unge, og skal være begrundet alene i hensynet til dette barn eller denne unge, hvis hensyn varetages med afgørelsen. Det andet barn eller unge anses i den sammenhæng for at være en netværksperson.
I tilfælde, hvor kommunen træffer afgørelse om, at det ene anbragte barn eller unge (A) har ret til samvær med det andet anbragte barn eller unge (B), men hvor dette samvær ikke kan gennemføres på grund af hensynet til B, må kommunen samtidig meddele A, at samværet – af hensyn til B – ikke vil kunne gennemføres. Denne meddelelse har ikke karakter af en afgørelse over for A, og skal derfor ikke ledsages af en begrundelse eller en klagevejledning.
Hvis der er tale om to søskende, der er anbragt i hver sin kommune, og som derfor har en sag i hver sin kommune, skal kommunerne sørge for indbyrdes at koordinere behandlingen af begge børn eller unges sager om samvær som led i oplysningen af sagerne. Kommunerne har pligt til løbende at følge op på, om der er nye forhold, som medfører, at samværet kan gennemføres.
Det er i begge sager indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der har partsbeføjelser, der kan klage over afgørelsen.
De konkrete sager
I de konkrete sager havde børn og unge-udvalget truffet afgørelser om at afbryde samværet og mellem to søskende, A og B, som begge var anbragt hver sit sted. Børn og unge-udvalget havde behandlet to separate sager og truffet to forskellige afgørelser om henholdsvis A’s samvær og kontakt med B og B’s samvær og kontakt med A.
A og den ene forældremyndighedsindehaver påklagede børn og unge-udvalgets afgørelse om A til Ankestyrelsen. Forældremyndighedsindehaveren påklagede endvidere børn og unge-udvalgets afgørelse om B til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen ophævede børn og unge-udvalgets afgørelse over for A om, at samværet og alle former for kontakt mellem A og B skulle være afbrudt i en periode på et år. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var nødvendigt af hensyn til A at afbryde samværet og alle former for kontakt mellem A og B.
Ankestyrelsen stadfæstede børn og unge-udvalgets afgørelse over for B om, at samværet og alle former for kontakt mellem B og A skulle være afbrudt i en periode på et år. Ankestyrelsen vurderede, at det var nødvendigt af hensyn til B at afbryde samværet og alle former for kontakt mellem B og A.