Principmeddelelsen fastslår
Perioder, hvor en person har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning af et barn under 18 år på fuld tid, anses ikke som tilknytning til arbejdsmarkedet, når det skal vurderes, om personen kan bevilges en ordning til pasning af nærtstående.
Pasning af nærtstående
Serviceloven giver mulighed for, at en person, der ønsker det, kan ansættes af kommunen til at passe en nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom i hjemmet.
Det er blandt andet en betingelse for at etablere en pasningsordning efter servicelovens bestemmelse om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom, at den person, der ønsker at passe en nærtstående, skal have tilknytning til arbejdsmarkedet.
Tilknytning til arbejdsmarkedet, når personen tidligere har fået hjælp efter § 42
Forældre til børn med betydelig og varig funktionsnedsættelse eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse kan have ret til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens bestemmelse herom.
Pasning af eget barn i hjemmet med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 er ikke lønarbejde. De timer, som en borger har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for, vil derfor ikke kunne anvendes til at opfylde betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet.
Perioder, hvor en person har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, kan derfor ikke anvendes til at opfylde betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvis en modtager af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste både har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste nogle timer ugentligt og samtidig har fx lønarbejde eller dagpenge på deltid, vil personen kunne opfylde betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet på bagrund af lønarbejdet eller dagpengene.
En person, der frem til ansøgningen om at blive ansat til pasning af nærtstående har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, vil kunne opfylde betingelsen som tilknytning til arbejdsmarkedet på baggrund af lønarbejde, som den pågældende har haft inden modtagelsen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Hvis en borger i perioden frem til tidspunktet for ansøgning om at blive ansat til pasning af nærtstående har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, skal kommunen derfor undersøge, om borger havde tilknytning til arbejdsmarkedet forud for bevillingen af tabt arbejdsfortjeneste.
Det beror på en konkret vurdering, om borgers tilknytning til arbejdsmarkedet er tilstrækkelig til at opfylde betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan blandt andet indgå i vurderingen, i hvilket omfang borger har været i beskæftigelse i perioden frem til ansøgningen om at blive ansat til pasning af nærtstående.
Tilknytning til arbejdsmarkedet i øvrigt
Selvstændigt erhvervsdrivende og dagpengemodtagere er også omfattet af muligheden for ansættelse til pasning af nærtstående. Herudover vil en person, der modtager kontanthjælp, efter en konkret vurdering også kunne have en sådan tilknytning til arbejdsmarkedet, at vedkommende vil kunne blive ansat til at passe en nærtstående i hjemmet. Det er en forudsætning, at kontanthjælpsmodtageren aktivt udnytter sine arbejdsmuligheder, herunder deltager i aktiveringsforanstaltninger.
Selvom den person, der ønsker at blive ansat til at passe en nærtstående, opfylder betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet, er der derudover en række andre betingelser, der skal være opfyldt, før en borger har ret til en pasningsordning. Der må blandt andet ikke være afgørende hensyn, der taler imod, at det er den pågældende person, der passer den nærtstående. Denne principmeddelelse behandler ikke disse øvrige betingelser.
Den konkrete sag
I den konkrete sag gav kommunen afslag på ansættelse til pasning af nærtstående (borgers søn) med den begrundelse, at borger ikke havde tilknytning til arbejdsmarkedet. Borger havde frem til ansøgningen modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen vurderede, at den periode, hvor borger havde modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, ikke kunne anvendes til at opfylde betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen, da der ikke var tilstrækkelige oplysninger om borgers forhold forud for bevillingen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til at styrelsen kunne vurdere, om borger på denne baggrund opfyldte betingelsen om tilknytning til arbejdsmarkedet. Ankestyrelsen bemærkede, at det forhold, at borger efter kommunens afslag på pasning af nærtstående var begyndt at arbejde 2-3 timer om ugen, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen.