Principmeddelelsen fastslår
Med reglerne om skærpet rådighedssanktion efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) kan kommunerne træffe afgørelse om ophør af en borgers hjælp, hvis borgeren udviser manglende vilje til at stå til rådighed.
Denne principmeddelelse skal vejlede kommunerne om, hvordan regelsættet om skærpet rådighedssanktion skal forstås og anvendes i praksis, særligt i forhold til borgere, der er vurderet aktivitetsparate.
Kommunen kan efter aktivloven træffe afgørelse om, at en borger mister retten til hjælp i en periode på op til tre måneder, hvis borgeren har fået en afgørelse om en sanktion på grund af manglende opfyldelse af sin rådighedsforpligtelse, og borgeren på ny uden rimelig grund tilsidesætter sin pligt til at stå til rådighed. Det kaldes for en skærpet rådighedssanktion. Det er en betingelse for at give en skærpet rådighedssanktion, at kommunen konkret vurderer, at borgeren med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.
I forhold til borgere, der er visiteret som aktivitetsparate, skal kommunen iagttage særlige processuelle forhold, før der kan træffes en afgørelse om en skærpet rådighedssanktion.
Manglende vilje til at stå til rådighed
For at kunne pålægge borgeren en skærpet rådighedssanktion, er det en betingelse, at borgeren udviser manglende vilje til at stå til rådighed.
Den manglende vilje til at stå til rådighed kan f.eks. vise sig ved, at borgeren optræder negativt i forbindelse med kommunens afgivelse af tilbud eller altid har mange forbehold i forbindelse med tilbud, eller at borgerens handlemåde kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet m.v. Det kan også være, at borgeren uden en rimelig grund én eller flere gange udebliver fra tilbud eller jobsamtaler eller ikke aktivt søger job m.v.
Kommunen skal foretage en samlet konkret vurdering af borgerens manglende vilje til at stå til rådighed, og denne vurdering og begrundelsen herfor skal fremgå af afgørelsen om skærpet rådighedssanktion.
Forudgående afgørelse om sanktion
For at kommunen kan træffe afgørelse om skærpet rådighedssanktion, er det en betingelse, at borgeren har fået mindst en forudgående afgørelse om sanktion.
Kommunens vejledningsforpligtelse
Det er også en betingelse for at give en skærpet rådighedssanktion, at kommunen skriftligt har vejledt borgeren om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med hjælpen.
Herudover er det en betingelse, at kommunen skriftligt har vejledt borgeren og dennes eventuelle ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion. Vejledningen om den skærpede rådighedssanktion skal ske i forbindelse med den forudgående afgørelse om sanktion og skal indeholde alle følgende oplysninger:
- konsekvenserne for hjælpen, hvis borgeren igen uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v.,
- at borgeren kun får udbetalt hjælp for de dage, hvor borgeren opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møder til samtale eller møder op i jobcenteret m.v., som anvist af jobcenteret,
- at borgerens sag lukkes, og hjælpen ophører, hvis borgeren i en hel kalendermåned ikke møder frem til aktiviteter, og
- at ægtefællens sag ligeledes lukkes, og hjælpen til ægtefællen ophører, hvis borgerens sag lukkes, og at hjælpen ophører, fordi borgeren i en hel kalendermåned ikke møder frem til aktiviteter.
Vejledningspligten skal gentages, hvis kommunen ikke i forbindelse med næstkommende afgørelse om sanktion træffer afgørelse om skærpet rådighedssanktion.
Borgeren skal på ny tilsidesætte sin pligt til at stå til rådighed
Det er en betingelse for, at kommunen kan træffe afgørelse om skærpet rådighedssanktion, at borgeren efter den/de forudgående afgørelse(r) om sanktion, hvor borgeren er vejledt om den skærpede rådighedssanktion, på ny tilsidesætter sin pligt til at stå til rådighed.
Særlige hensyn til aktivitetsparate borgere
Lovgivningen indeholder særlige regler for aktivitetsparate borgere, som skal iagttages, før kommunen træffer afgørelse om en skærpet rådighedssanktion over for en aktivitetsparat borger.
Det betyder, at når kommunen skal træffe en afgørelse om skærpet rådighedssanktion over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen altid:
- have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren med henblik på en vurdering af, om den aktivitetsparate borger havde en rimelig grund til at tilsidesætte sin pligt til at stå til rådighed.
- vurdere, om der i det enkelte tilfælde foreligger forhold, der kan begrunde, at borgeren ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, herunder om en skærpet rådighedssanktion vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed.
Øvrige betingelser
Kommunen skal samtidig med afgørelsen om skærpet rådighedssanktion, give borgeren en aktivitet, som borgeren kan møde ind til. Aktiviteterne skal kunne påbegyndes samme dag, som afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion har virkning fra.
Aktiviteten kan være et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret m.v.
Borgeren modtager hjælp for de dage, hvor borgeren deltager i den anviste aktivitet.
Kommunen skal sikre, at det fremgår af afgørelsen om skærpet rådighedssanktion, hvornår afgørelsen er gældende fra, og at borgeren kan påbegynde tilbuddet eller aktiviteten samme dag, som afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion er gældende fra.
Kommunen skal i forbindelse med afgørelsen om skærpet rådighedssanktion foretage en konkret vurdering af, om en borger skal have en, to eller tre måneders skærpet sanktion, og kommunen skal altid vurdere, om sanktionen står i et rimeligt forhold til forseelserne, dvs. om der er proportionalitet mellem sanktion og forseelse. Begrundelsen for vurderingen skal fremgå af afgørelsen.
Kommunens afgørelse om skærpet rådighedssanktion skal indeholde en fyldestgørende begrundelse i overensstemmelse med forvaltningsretlige regler. Det betyder blandt andet, at begrundelsen skal angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for kommunens vurdering af, at borgeren med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.
Den konkrete sag
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at betingelserne for at pålægge en skærpet rådighedssanktion til en aktivitetsparat borger var opfyldt.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren tidligere havde tilsidesat sin pligt til at stå til rådighed ved at udeblive fra en samtale den 8. maj 2023, hvilket borgeren fik en sanktion for ved kommunens afgørelse af 8. august 2023. I den forbindelse vejledte kommunen også borgeren om reglerne om skærpet rådighedssanktion. Borgeren tilsidesatte på ny sin pligt til at stå til rådighed ved at udeblive fra tilbud i perioden fra den 9. - 31. august 2023, svarende til 17 dage.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at borgeren med sin adfærd udviste en manglende vilje til at stå til rådighed, og at der ikke forelå forhold, der gjorde, at borgeren som aktivitetsparat ikke skulle have en skærpet rådighedssanktion, og at sanktionen fremmede borgerens rådighed.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at kommunen den 3. oktober 2023 traf afgørelse om skærpet rådighedssanktion og om ophør af borgerens kontanthjælp i perioden fra den 16. oktober til den 10. december 2023, fordi kommunen havde vurderet, at borgeren gentagne gange havde tilsidesat sin pligt til at stå til rådighed uden en rimelig grund.
Kommunen lagde vægt på, at borgeren var udeblevet fra sit tilbud i perioden fra den 7. - 31. august 2023, svarende til 19 dage. Kommunen lagde også vægt på, at borgeren var udeblevet fra jobsamtale den 2., 9. og 15. marts 2023, den 8. maj 2023, den 29. og 30. juni 2023, den 5. juli 2023 og den 3. august 2023. Borgeren oplyste, at borgeren var sygemeldt, og at det skulle afklares med borgerens læge, om borger kunne raskmeldes.
Kommunen havde partshørt borgeren, både i forhold til de enkelte udeblivelser og i forhold til borgerens manglende vilje til rådighed.
Kommunen foretog en konkret vurdering af borgerens sag, og kommunen havde i den forbindelse inddraget oplysningerne i borgerens sag, herunder også borgerens egne oplysninger om, at han var sygemeldt, og afventede en generel helbredsattest, samt at borgeren næste år havde en tid hos en speciallæge i psykiatri. Kommunen havde endvidere inddraget de oplysninger, som borgeren var vurderet aktivitetsparat på baggrund af. Kommunen havde i forbindelse med behandlingen af sagen indhentet oplysninger fra borgerens læge, hvoraf det fremgik, at borgeren ikke var sygmeldt, og at lægen ikke mente, at der var noget til hinder for, at borgeren kunne deltage i beskæftigelsesfremmende aktiviteter, og at der ikke var behov for en ny generel helbredsattest.
Kommunen havde endvidere vurderet, at der ikke forelå forhold, der gjorde, at borgeren ikke skulle have en skærpet rådighedssanktion, og at sanktionen ville fremme borgerens rådighed.