Principmeddelelsen fastslår
Børne- og ungeudvalget kan i helt særlige tilfælde uden samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørelse om, at et ufødt barn anbringes uden for hjemmet umiddelbart efter fødslen. Det fremgår af lovbemærkningerne, at da afgørelsen træffes inden barnets fødsel, vil afgørelsen blive truffet på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, idet der i sagens natur hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene. Der er tale om en meget indgribende afgørelse, og der stilles derfor særligt høje krav til sagsbehandlingen, herunder til oplysningsgrundlaget og indstillingen til børne- og ungeudvalget.
Kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget
Når kommunen udarbejder en indstilling til børne- og ungeudvalget om, at et ufødt barn umiddelbart efter fødslen skal anbringes uden for hjemmet uden samtykke, skal kommunens indstilling blandt andet omfatte en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet, herunder med hjælp og støtte efter barnets lov eller anden relevant lovgivning.
Da kommunen altid skal overveje alternative og mindre indgribende støttende indsatser, inden der bliver truffet afgørelse om, at et ufødt barn anbringes umiddelbart efter fødslen, skal disse overvejelser også fremgå af indstillingen.
Kommunen skal i sin indstilling eksplicit sammenfatte de relevante eksisterende oplysninger i
den børnefaglige undersøgelse og sagen i øvrigt, så det tydeligt fremgår, hvilke former for kompenserende støttende indsatser, der har været overvejet, og hvorfor disse forudses ikke at være tilstrækkelige til at sikre barnets sundhed og udvikling ved ophold i hjemmet.
Kommunen skal i sin indstilling om anbringelse af et ufødt barn umiddelbart efter fødslen også vedlægge en særskilt plan for støtte til forældrene eller en begrundelse for, hvorfor sådan en plan er udeladt af indstillingen.
Formålet med disse krav til indstillingen om anbringelse uden samtykke til børne- og ungeudvalget er at få en større gennemskuelighed med hensyn til afgørelsesgrundlaget samt en større ensartethed. Kravene til indstillingen skal også være med til at højne kvaliteten i sagsbehandlingen, således at en indstilling giver det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at kommunens vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet, og hvilke former for kompenserende støttende indsatser, der har været overvejet, kan findes i sagens øvrige oplysninger, der er vedlagt kommunens indstilling.
Manglende overholdelse af kravene til indstillingen kan efter en konkret vurdering af omstændighederne føre til, at afgørelsen bliver ugyldig.
De konkrete sager
I sag nr. 1 ophævede Ankestyrelsen afgørelsen om anbringelse af det ufødte barn umiddelbart efter fødslen, fordi indstillingen ikke i et tilstrækkeligt omfang redegjorde for kommunens overvejelser i forhold til alternative og mindre indgribende støttende indsatser, ligesom der ikke forelå en forældrehandleplan.
Den kommende mor var beskrevet med egne udfordringer, herunder psykisk sygdom. Af sagen fremgik, at den kommende mor havde et ældre barn, der var anbragt i en netværksplejefamilie. Det fremgik dog af sagen, at den kommende mor gennem en lang periode var beskrevet stabil med et øget overskud. Ankestyrelsen lagde vægt på, at indstillingen ikke indeholdt oplysninger om, hvilke former for kompenserende støttende indsatser, der havde været overvejet. Kommunen havde i deres indstilling heller ikke beskrevet betydningen af netværket eller af den kommende mors aktuelle stabilitet, herunder medicinering.
I sag nr. 2 ophævede Ankestyrelsen afgørelsen om anbringelse af det ufødte barn umiddelbart efter fødslen, fordi indstillingen ikke i et tilstrækkeligt omfang redegjorde for kommunens overvejelser i forhold til den kommende fars forældrekompetencer, herunder hans mulighed for med støttende indsatser at varetage forældrerollen for barnet. Kommunen havde endvidere ikke i tilstrækkeligt omfang dokumenteret, at der forelå et helt særligt tilfælde. Kommunen havde ikke inddraget den kommende far i den børnefaglige undersøgelse af det ufødte barn, og havde heller ikke inddraget en tidligere forældrekompetenceundersøgelse af den kommende far i deres oplysningsgrundlag.