Principmeddelelsen fastslår
Barnets lov § 90 oplister en række bestemmelser om hjælp og støtte i serviceloven, der finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn og unge, der har behov herfor. Fx bestemmelsen om afløsning og aflastning.
Kommunen skal således tilbyde afløsning og aflastning til en forælder eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Afgørelser vedrørende børn og unge om de typer af hjælp, der er nævnt i § 90, træffes efter barnets lov. Det betyder, at de procesregler, der fremgår af barnets lov, herunder bl.a. reglerne om inddragelse, også gælder.
Kompensationsprincippet
Reglerne bygger på et kompensationsprincip, hvorefter familier med børn eller unge med en funktionsnedsættelse så vidt muligt skal kompenseres for følgerne af barnets nedsatte funktionsevne. Der kompenseres imidlertid ikke for behov, som modsvarer de behov, som andre familier til børn og unge uden funktionsnedsættelser på samme alder må påregne.
Ved vurderingen af behovet for hjælp i sager om afløsning af aflastning, foretages der derfor en sammenligning af behovene i en familie med børn/unge uden en funktionsnedsættelse på samme alder.
Hvad kan tillægges vægt ved udmålingen af hjælp til afløsning og aflastning
Kommunen kan ved udmålingen af afløsning og aflastning blandt andet inddrage følgende:
- Barnets alder: med afsæt i kompensationsprincippet foretages en objektiv skønsmæssig vurdering/sammenligning af, hvad børn på samme alder uden en funktionsnedsættelse blandt andet har af færdigheder herunder selvhjulpenhed, hvilke pasningsbehov de har, kan de være alene hjemme, og i givet fald hvor længe, kan de helt eller delvist være uden opsyn eller lege alene i større eller mindre omfang. Dette for at vurdere om barnet med funktionsnedsættelse og dermed forælderen har et behov, der ligger ud over, hvad der må forventes, at andre familier med børn og unge uden funktionsnedsættelse har.
- Funktionsnedsættelsen, herunder hvilken betydning og følger den har i det daglige for barnet og forælderen.
- Familiesammensætningen, herunder om der er en eller to forældre i hjemmet, samvær med en anden forælder, eller øvrige børn/søskende i hjemmet.
- Er barnet ude af hjemmet i nogle faste tidsrum, så forældrene dermed har mulighed for pusterum, tid til søskende mv.
- Er familien bevilget anden hjælp, der helt eller delvist kan tilgodese behovet.
Ovenstående beskrivelse af hensyn og kriterier er ikke udtømmende.
Afgørelsens hjemmel
Barnets lov § 90 er en videreførelse af servicelovens § 44 som hjemmel til handicapkompenserende ydelser til børn og unge. Afgørelser om de typer af hjælp, der er nævnt i § 90, træffes efter barnets lov. De procesregler, der fremgår af barnets lov, herunder reglerne om inddragelse, gælder derfor også. Ved vurderingen af, om der kan ydes hjælp efter bestemmelsen, skal betingelserne i de relevante bestemmelser i serviceloven være opfyldt.
Den konkrete sag
I den konkrete sag søgte forælderen om aflastning uden for hjemmet som følge af barnets funktionsnedsættelse. Kommunen bevilgede i stedet afløsning i hjemmet.
Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på den unges funktionsnedsættelse, herunder betydningen heraf i hverdagen, at den unge var enebarn, at kommunen bevilgede 18 timers afløsning i hjemmet om måneden, og at der i forvejen var en bevilling til barnepige til pasning af den unge efter merudgiftsbestemmelsen. Samlet set fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forælderen var tilstrækkeligt kompenseret med den bevilgede hjælp.
Ankestyrelsen slog fast, at afgørelsen blev truffet efter barnets lov § 90. Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen havde inddraget barnet i sagsbehandlingen efter reglerne i barnets lov.