Principmeddelelsen fastslår
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen har ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmål om tilbagebetaling i arbejdsskadesager, når forsikringsselskabets krav mod tilskadekomne alene skyldes, at forsikringsselskabet ved en fejl har udbetalt et for stort beløb. Det kan være tilfælde, hvor forsikringsselskabet udbetaler det samme beløb to gange. Det kan også være tilfælde hvor forsikringsselskabet glemmer at standse udbetalingen af en løbende erstatning, som tilskadekomne ifølge en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke længere har ret til. Der er tale om et rent privatretligt mellemværende, som i sidste ende vil skulle afgøres ved domstolene.
Vestre Landsrets dom
Vestre Landsret har den 18. april 2023 fastslået, at spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne på grund af en fejl fra forsikringsselskabet ikke var omfattet af arbejdsskadesikringslovens regler om tilbagebetaling, hvorfor spørgsmålet måtte afgøres ved domstolene. Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2023, side 3090 (U.2023.3090V).
Den konkrete sag
I den konkrete sag havde forsikringsselskabet klaget over, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne på 30 procent. Tilskadekomne havde herefter krav på en erstatning på 1.407.930 kr. Forsikringsselskabet mente, at der kun var et erhvervsevnetab på 20 procent. Selskabet udbetalte dette til tilskadekomne. Denne del af erstatningen udgjorde 932.296 kr. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om tab af erhvervsevne på 30 procent. Forsikringsselskabet udbetalte herefter hele den samlede erstatning, og glemte at fratrække de 932.296 kr., som selskabet tidligere havde udbetalt. Herefter havde tilskadekomne fået udbetalt 932.296 kr. for meget, som forsikringsselskabet krævede at få tilbage. Tilskadekomne ville ikke tilbagebetale beløbet.
Landsretten fandt, at tilbagebetaling efter arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2, omfatter den situation, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om ydelser, som myndigheden efterfølgende vurderer, er modtaget med urette. Landsretten fandt efter en naturlig sproglig forståelse af ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med bestemmelsens forarbejder, at også tilbagebetaling efter denne bestemmelse angår ydelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har bestemt skulle betales.