Ankestyrelsens principmeddelelse 15-24 om ledighedsydelse under ferie – ferieår – samtidighedsferie - ferieafholdelsesår - ferieoptjeningsår – supplerende ledighedsydelse

01-01-2024
Aktivloven Ferieafholdelsesår Ferieoptjeningsår Ferieår Ledighedsydelse under ferie Samtidighedsferie Supplerende ledighedsydelse Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

En borger, der er ansat i fleksjob, har under visse nærmere betingelser ret til ledighedsydelse under ferie.

Som udgangspunkt får en borger, der er ansat i fleksjob og modtager løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse under ferie, suppleret lønnen eller feriegodtgørelsen under ferien med fleksløntilskud.

Borgeren kan for samme periode (samme ferieår) have optjent ret til ferie med ledighedsydelse.

Det betyder, at en borger, der er ansat i fleksjob, og som ikke har optjent ret til ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse for hele eller dele af ferien, kan modtage ledighedsydelse under ferien for de dage, hvor der ikke er optjent ret til løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse under ferien.

Ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse går forud for borgerens ret til ferie med ledighedsydelse.

Nedenfor bruges følgende begreber:

  • Ferieåret: perioden fra 1. september til 31. august i det efterfølgende år
  • Ferieoptjeningsår (ferieoptjeningsperiode): perioden fra 1. september til 31. august i det efterfølgende år
  • Ferieafholdelsesår (ferieafholdelsesperiode): perioden fra 1. september til 31. december i det efterfølgende år

Ledighedsydelse under ferie

En borger, der er ansat i fleksjob, har ret til ledighedsydelse under ferie, i det omfang der er optjent ret hertil. 

En borger, som er ansat i fleksjob, optjener ikke ret til ferie med ledighedsydelse i den periode, hvor borgeren er ansat i fleksjob. Det er kun i perioder, hvor borgeren modtager ledighedsydelse, at borgeren optjener ret til ferie med ledighedsydelse.

Ledighedsydelse under ferie optjenes i ferieoptjeningsåret og skal bruges til afholdelse af ferie med ledighedsydelse i ferieafholdelsesåret. I perioden fra den 1. september til den 31. december løber der således parallelt med ferieafholdelsesåret et nyt ferieoptjeningsår, samtidig med at ferieafholdelsesåret også er gældende for det forudgående ferieoptjeningsår.

Der kan højst afholdes 5 ugers ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse eller ferie med ledighedsydelse pr. ferieafholdelsesår.

Ferie med ledighedsydelse, der ikke er afholdt inden ferieafholdelsesårets udløb, bortfalder.

  Afholdelse af ferie med løn eller feriegodtgørelse

En borger, der er ansat i fleksjob, skal anvende ferie med løn eller feriegodtgørelse, herunder ferieydelse, inden der kan udbetales ferie med ledighedsydelse. Det gælder også i perioden, der løber fra den 1. september til den 31. december i samme år, hvor der er påbegyndt et nyt ferieoptjeningsår, samtidig med at det forudgående ferieafholdelsesår ikke er afsluttet.

Således skal en borger, der er ansat i fleksjob, anvende den ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse, der er optjent i det nye ferieoptjeningsår (der løber fra den 1. september), før der vil være ret til en eventuel optjent ferie med ledighedsydelse fra det forudgående ferieoptjeningsår. Dette gælder, selvom ferieafholdelsesåret for den optjente ferie med ledighedsydelse løber frem til den 31. december samme år.

Retten til ferie med ledighedsydelse er altid subsidiær i forhold til egen optjent ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse.

Beregning af ferie med ledighedsydelse

Der kan højst afholdes 5 ugers ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse eller ferie med ledighedsydelse i et ferieafholdelsesår. En borger, der i hele ferieoptjeningsåret har modtaget ledighedsydelse, optjener ret til 5 ugers (25 dages) ferie med ledighedsydelse. Hvis borgeren kun har modtaget ledighedsydelse i en del af ferieoptjeningsåret, skal kommunen foretage en forholdsmæssig beregning.

Retten til ferie med ledighedsydelse opgøres månedsvis i ferieoptjeningsåret. En borger, der modtager ledighedsydelse, optjener ret til ferie med ledighedsydelse med 2,08 dage pr. kalendermåned. Hvis borgeren ikke modtager ledighedsydelse i en hel kalendermåned, optjener borgeren ret til ferie med ledighedsydelse med en forholdsmæssig andel.

Den konkrete sag

Kommunen gav en borger afslag på ret til ferie med ledighedsydelse.

Borgeren var ansat i fleksjob og anmodede i slutningen af september 2023 om ferie med ledighedsydelse. Borgeren oplyste, at hun ønskede at holde ferie i perioden fra den 16. til den 20. oktober 2023 (i alt 5 feriedage). Borgeren havde til brug for ferien fået udbetalt 3 feriedage med feriegodtgørelse. For de resterende 2 dage ønskede borgeren at holde ferie med ledighedsydelse.

Borgeren oplyste, at hun i slutningen af september 2023 alene havde 3 feriedage til brug for ferien. Borgeren oplyste også, at hun efterfølgende i slutningen af oktober 2023 havde tjekket Feriekonto, og at der alene stod 1,17 optjente feriedage.

Borgeren var på ferieafholdelsestidspunktet ansat i fleksjob, og forud for fleksjobbet havde hun modtaget ledighedsydelse og derved optjent ret til ledighedsydelse under ferie.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren ikke havde ret til ferie med ledighedsydelse i perioden fra den 16. til den 20. oktober 2023, fordi hun på ferieafholdelsestidspunktet havde optjent samtidighedsferie med ret til 6 dages ferie med løn eller feriegodtgørelse.

Borgeren skulle derfor afholde ferie med løn eller feriegodtgørelse, herunder ferieydelse, inden der kunne udbetales ledighedsydelse under ferie.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgeren på ferieafholdelsestidspunktet den 16. oktober 2023 havde optjent ret til 6 dages ferie med løn eller feriegodtgørelse.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at fastslå, hvordan reglerne om ledighedsydelse under ferie skal anvendes over for borgere, der er ansat i fleksjob, herunder hvilke regler der gælder for retten til ferie med ledighedsydelse i perioden fra 1. september til 31. december i samme kalenderår, hvor borgeren både har påbegyndt et nyt ferieoptjeningsår, et nyt ferieafholdelsesår og samtidig er omfattet af det forudgående års ferieafholdelsesår.

Love og bekendtgørelser

Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), jf. lov nr. 455 af 10. juni 1997, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024.

  • § 74 e, stk. 1, om fleksjobansattes ret til ferie med ledighedsydelse

 

  • § 74 e, stk. 2, om lediges ret til ferie med ledighedsydelse

 

  • § 74 e, stk. 3, om forholdsmæssig beregning af ret til ferie med ledighedsydelse og optjeningsåret

 

  • § 74 e, stk. 4, om ferieafholdelsesperioden

 

  • § 74 e, stk. 5, om højest 5 ugers ferie

 

  • § 74 e, stk. 6, om ret til supplerende ledighedsydelse

 

  • § 74 e, stk. 7, om udbetaling af ledighedsydelse

 

  • § 74 e, stk. 8, om bemyndigelse til beskæftigelsesministeren

 

  • § 74 e, stk. 9, om bemyndigelse til beskæftigelsesministeren

Bekendtgørelse nr. 111 af 29. januar 2021 om beregning af og fradrag i ledighedsydelsen samt afholdelse af og varsling af ferie med ledighedsydelse.

  • § 20, stk. 1, om opgørelse af ret til ferie med ledighedsydelse

 

  • § 20, stk. 2, om opgørelse af antal dage

 

  • 20, stk. 3, om rækkefølgen af afholdelse af antal dage med ferie med ledighedsydelse.

Praksis

Gældende:

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

Ankestyrelsen principmeddelelse 128-12, hvoraf det fremgår, at en borger har ret til at afholde ferie efter ferielovens regler. Efter ferieloven fastsætter arbejdsgiveren efter forhandling med den ansatte, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til virksomhedens drift så vidt muligt imødekomme den ansattes ønske om ferieafholdelse.

Ankestyrelsen har ikke andre principmeddelelser der er relevante for retten til ferie med ledighedsydelse, når borgeren er ansat i fleksjob.

Vejledninger

Vi har også anvendt vejledning nr. 9284 af 1. maj 2024 om ledighedsydelse.

Pkt. 5. Ledighedsydelse under ferie.

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om afslag på ledighedsydelse under ferie. Kommunen afgjorde sagen den 26. oktober 2023.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ikke ret til ferie med ledighedsydelse i perioden fra den 16. til 20. oktober 2023.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har ret til ledighedsydelse under ferie, i det omfang du har optjent ret hertil, fordi du på tidspunktet for afholdelse af din ferie er ansat i fleksjob.  

Vi vurderer, at du på ferieafholdelsestidspunktet den 16. oktober 2023 har optjent samtidighedsferie og derfor har optjent ret til 6 feriedage med løn eller feriegodtgørelse.

Vi vurderer derfor, at du skal afholde ferie med løn eller feriegodtgørelse, herunder ferieydelse, inden der vil kunne udbetales ledighedsydelse under ferie.  

Det fremgår af sagen, at du er startet i fleksjob den 1. juli 2023, og at du forud for dette har været ledig og har modtaget ledighedsydelse.

Det fremgår også, at du har optjent ret til ferie med ledighedsydelse. Du har den 25. september 2023 ansøgt om ledighedsydelse under ferie. Du oplyser, at du holder ferie i perioden fra den 16. til 20. oktober 2023.

Du har den 19. september 2023 anmodet om udbetaling af tre feriedage med feriegodtgørelse fra den 16. oktober 2023.  

Vi lægger vægt på, at du er startet i fleksjob den 1. juli 2023, og at du optjener ret til ferie med feriegodtgørelse med 2,08 feriedage pr. kalendermåned. Det betyder, at du på ferieafholdelsestidspunktet den 16. oktober til den 20. oktober 2023 har optjent ret til 6 feriedage med feriegodtgørelse.   

Vi er opmærksomme på din oplysning om, at du den 19. september 2023 alene har 3 feriedage til gode, og at du, da du tjekker din feriekonto igen den 27. oktober 2023, alene har 1,17 feriedage til gode.  

Vi bemærker, at det oplyste er indgået ved sagens behandling, men ikke kan føre til en ændret vurdering.

Vi lægger her vægt på, at det fremgår af oplysningerne på dine lønsedler, at du for perioden 1. juli 2023 til 14. juli 2023 har optjent 0,98 feriedage, at du for perioden 15. juli 2023 til 14. august 2023 har optjent 2,08 feriedage, at du for perioden 15. august 2023 til 14. september 2023 har optjent 1,11 feriedage og 0,98 feriedage, og at du for perioden 15. september 2023 til 14. oktober 2023 har optjent 2,08 feriedage. Det betyder, at du i perioden fra den 1. juli 2023 til 1. oktober 2023 har optjent 6 hele feriedage med ret til feriegodtgørelse.  

Kommunen oplyser, at der ikke er dokumentation for, at du har hævet feriepenge i perioden fra den 1. juli 2023 og til den 16. oktober 2023, og der er dermed ikke oplysninger om, at du har forbrugt nogle af de feriedage som du har optjent i din fleksjobansættelse.  

Herudover lægger vi vægt på, at vi har bedt dig om dokumentation for din ferie i perioden fra den 1. juli 2023 til 30. oktober 2023, eller alternativt anden dokumentation for dine ferie i perioden. Du har ikke reageret på vores anmodning.  

På den baggrund lægger vi derfor til grund, at du ikke har afholdt ferie, og derfor ikke har færre feriedage til rådighed, end de dage der fremgår af dine lønsedler, i perioden fra den 1. juli 2023 og til den 16. oktober 2023. 

Efter reglerne har personer, der er ansat i fleksjob, ret til ledighedsydelse under ferie.  

Ferie med løn eller feriegodtgørelse, herunder ferieydelse, skal afholdes, inden der vil kunne udbetales ledighedsydelse under ferie.  

Personer, der under ferie modtager løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse, er berettiget til fleksløntilskud under ferien.  

For ledighedsydelsesmodtagere løber ferieoptjeningsåret fra 1. september og til 31. august det efterfølgende år. Ferieafholdelsesåret løber fra 31. august til 31. december det efterfølgende år.  

Efter reglerne har en person, der har modtaget ledighedsydelse i hele ferieåret, optjent ret til fem ugers ferie med ledighedsydelse. Såfremt man ikke har modtaget ledighedsydelse hele ferieåret, sker der en forholdsmæssig beregning.

Retten til ferie med ledighedsydelse opgøres månedsvis i ferieåret. En person på ledighedsydelse optjener således 2,08 feriedage med ret til ledighedsydelse pr. kalendermåned. Kommunen skal opgøre, hvor mange dage med ret til ferie med ledighedsydelse, som personen har optjent i ferieoptjeningsåret, og hvor mange dages ferie med ledighedsydelse som personen har afholdt i ferieafholdelsesåret.

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Dato for underskrift

03.07.2024

Offentliggørelsesdato

04.07.2024

Paragraf

§ 74e

Journalnummer

23-110606