Principmeddelelsen fastslår
Udgifter, der er forbundet med, at respirationshjælpere, bevilget som led i en fælles hjælperordning, skal med barnet eller den unge på ophold uden for hjemmet herunder ferie i Danmark, kan dækkes efter merudgiftsreglen i § 86 i barnets lov.
Nødvendige merudgifter
Kommunen skal efter barnets lov yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Den fælles hjælperordning
Den fælles hjælperordning betyder, at der i et samarbejde mellem kommunen og regionen er bevilget hjælperordninger i hjemmet til personer, som både har respirationshjælpere efter sundhedsloven og hjælpere efter lov om social service.
Bekendtgørelsen om fælles hjælperordninger til personer med kronisk respirationsinsufficiens regulerer indholdet af aftaler, som kommuner og regioner indgår om fælles hjælperordninger, og fastsætter principper for fordeling af de samlede udgifter, hvis aftalen ikke indeholder principper herfor. De samlede udgifter kan ifølge vejledningen for eksempel være udgifter til aflønning af hjælperne, udgifter forbundet med arbejdsgiveropgaver, nødvendige omkostninger ved overholdelse af arbejdsmiljølovgivningen, sygefravær, vikardækning, forsikringer m.v.
Udgifter til at tage respirationshjælpere med på ophold uden for hjemmet herunder ferie i Danmark, som for eksempel udgifter til ophold og transport for hjælpere, reguleres ikke af bekendtgørelsen, og skal ikke fordeles efter bekendtgørelsens principper for fordeling af udgifter.
Den konkrete sag
I den konkrete sag havde borgeren ret til dækning af merudgifter til hjælperens deltagelse i en bootcamp i Danmark. Borgeren havde udgifter til hjælpernes forlængede transport og køretid i forbindelse med opholdet. Kommunen havde vurderet, at udgifterne kunne dækkes som nødvendige merudgifter, men havde givet afslag på at dække 67 procent af udgiften til respirationshjælpernes deltagelse i lejr med den begrundelse, at barnet havde en fælles hjælperordning til personer med kronisk respirationsinsufficiens.
Ankestyrelsen ændrede afgørelsen, så kommunen skulle dække udgifterne efter § 86 i barnets lov. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at kommunen ikke kunne give afslag på at dække 67 procent af udgiften til respirationshjælperne.