Principmeddelelsen fastslår
Principmeddelelsen fastslår, at Udbetaling Danmark, ved beregning af størrelsen af pension i de tilfælde, hvor en borger har haft ophold i udlandet som kan sidestilles med bopæl i Danmark/riget, skal undersøge, om borgeren har optjent social pension fra udlandet, og om optjeningen medfører ret til social pension fra det pågældende land.
Hvis borgeren ikke har ret til social pension fra det pågældende land trods optjening af pensionsrettigheder, skal Udbetaling Danmark undersøge årsagen hertil. Det kan eksempelvis skyldes, at regler om mindsteoptjening ikke er opfyldt.
En borger, som ikke opnår ret til social pension, fordi borgeren ikke opfylder de grundlæggende betingelser i det pågældende land, kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, hvis betingelserne i pensionslovens § 8, stk. 1, er opfyldt.
Det har dermed betydning for beregning af størrelsen på pension, om borgeren opnår ret til pension i udlandet på baggrund af sin optjeningsperiode.
Hvis der derimod er andre forhold, der fører til, at pensionen konkret beregnes til 0 kr., og der på den baggrund ikke vil ske udbetaling af den optjente pension, har borgeren opnået ret til social pension og kan ikke få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget.
Pensionslovens regler
Det har betydning for beregningen af størrelsen af dansk social pension, hvor mange år borgeren har haft fast bopæl i Danmark eller hyre på et dansk skib.
Ved fast bopæl i Danmark forstås, at en person har sit hjem i Danmark og er tilmeldt folkeregisteret i Danmark.
En borger kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, hvis borgeren har haft ophold i udlandet enten:
- som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed,
- som beskæftiget i offentlig dansk interesse,
- som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab
- eller med henblik på uddannelse.
Når ophold i udlandet sidestilles med fast bopæl i Danmark/riget, indgår opholdet i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid.
En borger, som kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, kan som hovedregel ikke medregne den tid, hvor der samtidig optjenes social pension i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid. Dette gælder dog kun, hvis optjeningen af social pension i udlandet medfører, at borgeren opnår en pensionsret fra udlandet.
Udbetaling Danmark skal derfor undersøge, om der er optjent social pension i udlandet, og om optjeningen medfører, at der er opnået ret til pension.
Den konkrete sag
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren havde ret til at få medtaget sine ophold i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid, selvom der var optjent social pension i udlandet for samme perioder.
Borgeren arbejdede for et dansk datterselskab i udlandet og indbetalte under opholdsperioderne i udlandet til en national pensionsordning. Borgeren opfyldte ikke de nationale mindstekrav for at opnå ret til pension fra det pågældende land, hvorfor han ikke kunne få udbetalt pension for perioden fra udlandet.
Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse.