I en del sager sker det, at kommunerne først får lavet de lovpligtige handleplaner til anbragte børn og unge efter, kommunerne har truffet en afgørelse om anbringelse. Det viser en undersøgelse, Ankestyrelsen har lavet for Social- og Indenrigsministeriet. Undersøgelsen viser også, at kommunerne støder på udfordringer, både når de laver handleplanerne, og når de anvender dem i opfølgningen.
Af fuldmægtig Maj Bjerre og Matilde Clausen
Undersøgelsen viser handleplaners betydning ved anbringelser, de udfordringer kommunerne støder på i deres arbejde med handleplaner, og hvordan handleplaner bliver brugt i samarbejdet mellem kommuner og anbringelsessteder. I undersøgelsen kommer Ankestyrelsen også med en række anbefalinger til kommunernes arbejde med handleplanerne til anbragte børn og unge.
Det fremgår af serviceloven, at kommunen skal lave en handleplan, når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet. Kommunen skal lave handleplanen inden, den træffer afgørelsen om at anbringe barnet eller den unge.
En handleplan er et vigtigt koordineringsredskab, der beskriver indsatsen i en sag, eksempelvis hvorfor barnet eller den unge skal anbringes, og hvad der skal arbejdes med under anbringelsen for at understøtte barnets eller den unges udvikling og trivsel. En god handleplan sikrer, at:
Gennemgangen af de 225 sager viser, at kommunerne sjældent får lavet handleplanerne, inden de træffer afgørelse om anbringelse. Ifølge kommunerne er en af forklaringerne, at deres arbejdsgange er tilrettelagt på en måde, der ikke understøtter, at handleplanerne bliver lavet til tiden. Kommunerne peger også på, at de ikke nødvendigvis ser handleplanen som et vigtigt redskab, når de skal træffe afgørelsen.
Undersøgelsen viser også, at kvaliteten af handleplanerne ikke altid er god nok. Det er blandt andet de faglige udredninger af barnets behov for støtte, som volder kommunerne problemer. Det er problematisk, fordi udredningen danner grundlaget for en god handleplan. En utilstrækkelig udredning kan betyde, at fokusområderne i handleplanen ikke afspejler barnets faktiske problemer og behov.
Nogle anbringelsessteder oplever også, at handleplanerne ikke altid er brugbare. Anbringelsesstederne peger på flere problemer med handleplanerne:
Det er en særlig vigtig forudsætning for at lykkes med indsatserne, at barnet eller den unge og forældrene ikke blot har kendskab til handleplanen, men også føler ejerskab for den.
Kommunerne oplever dog udfordringer med at inddrage barnet eller den unge og forældrene. Det gælder både i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen og i opfølgningen på den. En af udfordringerne er, at handleplanen ofte er skrevet i et sprog, som er svært at forstå for barnet eller den unge og forældrene.
Kommunerne skal udlevere relevante dele af handleplanen til det sted, hvor barnet eller den unge er anbragt. Det skal understøtte, at alle omkring barnet eller den unge arbejder hen imod de samme fælles mål.
Anbringelsesstederne oplever generelt, at de får udleveret en handleplan, men det sker ofte for sent, og de må nogle gange selv rykke for at få den. Nogle anbringelsessteder fremhæver dog, at der er sket en positiv udvikling over de seneste år, så de i højere grad end tidligere modtager handleplaner.
Som opfølgning på undersøgelsen gennemfører Ankestyrelsen læringsteams i kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, og som har efterspurgt læring og dialog om deres arbejde med handleplaner. Derudover er Ankestyrelsen i gang med at planlægge to regionale temadage for de 25 kommuner, der har bidraget med sager. Temadagene kommer blandt andet til at handle om brug af handleplaner som styringsdokument i sagerne.
Uddrag af anbefalingerne til kommunernes arbejde med handleplaner