Sager om uenighed mellem kommuner

Ankestyrelsen afgør tvister i sager om uenighed mellem kommuner om handlekommune og refusion.

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) er det reguleret, hvilken kommune der skal hjælpe og betale for hjælpen til en borger, og om borgerens handlekommune har ret til refusion fra borgerens tidligere handlekommune.

Hvis to eller flere kommuner er uenige om deres forpligtelser, kan de indbringe sagen om uenighed for Ankestyrelsen. 

Sådan behandler vi sager om uenighed mellem kommuner

Kommunerne skal bruge et særligt skema, når de vil have en sag om uenighed mellem kommuner behandlet i Ankestyrelsen. Skemaet sikrer, at vi får de rigtige oplysninger, så vi kan afgøre uenigheden.

Du finder skemaet her

I vejledningen i boksen til højre står der mere om, hvordan skemaet udfyldes, og hvilke dokumenter vi skal have.  

Der er ikke en frist for, hvornår kommunerne skal sende en sag om uenighed til Ankestyrelsen.

Når vi har modtaget skema og dokumenter, sender vi kvitteringsbrev til begge kommuner, der får en frist for at komme med bemærkninger.

Ankestyrelsen afgør sagen ud fra de oplysninger, vi har fået fra kommunerne. Vi beder om yderligere oplysninger, hvis de er nødvendige for, at vi kan afgøre sagen.

Vi tager kun stilling til den uenighed, som kommunerne har indbragt.

Vi kan ikke behandle sagen, hvis:

  • kommunerne ikke har indsendt et udfyldt skema til indbringelse af sager om mellemkommunal uenighed
  • kommunerne ikke har dokumenteret, at der er en uenighed mellem kommunerne
  • uenigheden ikke er mellem to eller flere kommuner.

Afgørelserne kan prøves ved en domstol

En kommune kan lægge sag an mod en anden kommune, hvis kommunen ikke er enig i vores afgørelse. Vi er ikke part i sådan en retssag. 

Kommunerne skal orientere Ankestyrelsen, når der udtages stævning og afsiges dom.