Når du kommer til børnemøde i Ankestyrelsen, skal vi snakke om, hvordan du har det, og hvad du gerne vil have, at der skal ske.
På mødet er vi i alt fem personer. Det er to fra Ankestyrelsen og to andre voksne, der ikke arbejder i Ankestyrelsen. Den ene er børnepsykolog, som hjælper os med råd og vejledning. Børnepsykologen ved meget om, hvad børn og unge har brug for og om de problemer, de kan have. Sammen skal vi beslutte, hvad der skal ske.
Du har ret til at blive hørt i din egen sag, og du kan få hjælp af en advokat og en bisidder.
Hvis du har valgt at have en advokat, vil han eller hun også være med til mødet.
Du kan også få en bisidder med til mødet. En bisidder kan være en person, du kender og er tryg ved. Det kan også være en voksen fra Børns Vilkår eller BørneTelefonen, som kender til dine rettigheder og kan støtte dig.
Vi inviterer også dine forældre til mødet. Hvis du ikke vil se dem i Ankestyrelsen, kan vi sørge for det. Vi skal bare vide det i forvejen. Det kan du tale med din advokat om.
Mødet holdes i enten Aalborg eller København. Det afhænger af, hvor du bor.
Mødet tager ca. 15-20 minutter.