Behandling af sager om hjælp til flytteudgifter efter aktivloven

16-06-2021
Socialområdet Ydelser

Reglerne om hjælp til flytteudgifter er blevet ændret med virkning fra den 1. januar 2020. Ændringerne betyder, at det nu er den kommune, som borgeren ønsker at flytte til, der skal behandle ansøgningen. Derudover skal sager om hjælp til flytteudgifter ikke længere behandles efter aktivlovens bestemmelse om hjælp til enkeltudgifter.

Af souschef Sidsel Bomholdt Jacobsen 

Mere end et år efter, at reglerne om hjælp til flytteudgifter er blevet ændret, ser Ankestyrelsen fortsat, at mange kommuner behandler sagerne efter aktivlovens § 81 om hjælp til enkeltudgifter i stedet for bestemmelsen i § 85, stk. 2, om hjælp til enkeltudgifter til en flytning. Mange kommuner får heller ikke behandlet sager om hjælp til flytteudgifter efter både § 85, stk. 1, og § 85, stk. 2, i aktivloven. Ankestyrelsen ser derimod ikke, at kommunerne har udfordringer i forhold til, hvilken kommune der skal behandle ansøgningerne.

Tilflytningskommunen skal behandle sager om hjælp til flytteudgifter

Det er normalt opholdskommunen - den kommune man bor i, der skal behandle ansøgninger og give hjælp efter den sociale lovgivning. Sådan har det også været med hjælp til flytteudgifter efter aktivloven indtil den 1. januar 2020, hvor aktivloven blev ændret. Efter lovændringen er det nu den kommune, man flytter til, der skal behandle en ansøgning om hjælp til flytteudgifter, altså tilflytningskommunen.

Det er borgere med meget begrænsede midler, der overvejende forsørges af det offentlige, som kan få hjælp efter bestemmelsen om hjælp til flytteudgifter. Baggrunden for lovændringen er, at en kommune ikke skal have mulighed for at tilskynde personer på overførselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Ankestyrelsen ser kun i meget begrænset omfang, at det ved en fejl er bopælskommunen, der behandler sager om hjælp til flytteudgifter.

Hvis du vil vide mere om reglerne om, hvilken kommune der skal behandle en sag og bevilge hjælp, kan du læse boksen her:

Opholdskommune og tilflytningskommune

Reglerne om, hvilken kommune, der skal behandle ansøgninger om hjælp, findes i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, retssikkerhedsloven, kapitel 3.

Som hovedregel skal opholdskommunen efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, behandle ansøgninger om hjælp. I forbindelse med lovændringen er der blevet indsat en undtagelse til den bestemmelse i § 9, stk. 12. Herefter er den kommune, hvori den nye bolig ligger, der skal træffe afgørelse om hjælp.

Kommunen skal behandle sager om hjælp til flytteudgifter efter to bestemmelser i aktivlovens § 85

Det er muligt at få hjælp til flytteudgifter, hvis flytningen forbedrer ansøgerens bolig- eller erhvervsforhold. Det er dog også muligt, at få hjælp til rimeligt begrundende enkeltudgifter i forbindelse med flytningen, hvis behovet skyldes andet end boligmæssige forbedringer. Kommunen skal være opmærksom på begge bestemmelser.

Sådan var det også før lovændringen. Det nye er, at spørgsmålet om hjælp til enkeltudgifter til en flytning nu skal behandles efter aktivlovens § 85, stk. 2, i stedet for aktivlovens § 81. Betingelserne for at få hjælp til enkeltudgifter til en flytning er uændrede, og Ankestyrelsens praksis om hjælp til enkeltudgifter til flytning, hvor afgørelsen er behandlet efter aktivlovens § 81, gælder derfor stadig.

Sager om hjælp til enkeltudgifter skal nu behandles efter aktivlovens § 85, stk. 2, fordi det er den samme kommune, der skal behandle sagen om flytteudgifter, som forbedrer de boligmæssige forhold og enkeltudgifter til flytning. Hvis enkeltudgifter til flytning stadig skulle behandles efter aktivlovens § 81, kunne man komme ud for, at spørgsmål om enkeltudgifter skulle behandles i bopælskommunen, hvorimod spørgsmål om flytteudgifter i øvrigt skulle behandles af tilflytningskommunen.

Ankestyrelsen så før lovændringen, at mange kommuner havde udfordringer med at behandle sager om hjælp til flytning efter begge bestemmelser korrekt og med henvisning til begge disse bestemmelser. Den udfordring har mange kommuner fortsat.

Udfordringen for kommunerne er særligt at skelne mellem de forskellige betingelser for hjælp i de to bestemmelser i aktivloven. Vi ser også en del sager om hjælp til depositum, som udelukkende behandles efter § 85, stk. 2, selv om ansøgningen også er begrundet i forhold, der hører under § 85, stk. 1.

Der er også en del sager, hvor begge bestemmelser er nævnt, men hvor begrundelsen for afslag på hjælp er, at udgiften har været forudsigelig for ansøger eller, at ansøger ikke har været ud for ændringer i sine forhold. Det er nemlig ikke en betingelse for hjælp efter aktivlovens § 85 stk. 1, at ansøger ikke har kunne forudse udgiften og har været ude for ændringer i sine forhold. Det er alene efter aktivlovens § 85, stk. 2, at det kan begrunde, at der ikke kan gives hjælp.

Endelig er flere kommuner ikke opmærksomme på, at sager om hjælp til enkeltydelser til flytning skal behandles efter aktivlovens § 85, stk. 2 og ikke aktivlovens § 81. Du kan læse mere om de to bestemmelser her:

Aktivlovens § 85, stk. 1 og § 85 stk. 2

De to bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, aktivloven, som kommunerne skal behandle sagerne efter er § 85, stk. 1 og § 85, stk. 2

  • Aktivlovens § 85, stk. 1 handler om hjælp til flytning, der forbedrer ansøgerens bolig- eller erhvervsforhold.
  • Aktivlovens § 85, stk. 2 handler om, at der kan ydes hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter i forbindelse med en flytning.

For begge bestemmelser gælder, at hvis ansøgeren selv har råd til at betale flytteudgiften, skal kommunen ikke hjælpe.

I § 85, stk. 2 er der yderligere to betingelser for hjælp. Nemlig

  • at ansøgeren har været udsat for en ”social begivenhed” (typisk arbejdsløshed eller sygdom) og
  • at udgiften som udgangspunkt ikke må være forudsigelig.
  • 85, stk. 1 handler som nævnt om hjælp til flytning, der forbedrer ansøgerens boligmæssige forhold eller erhvervsforhold. Derfor skal ansøgninger, der alene er begrundet i disse forhold, kun behandles efter denne bestemmelse. Dette følger af det såkaldte lex specialis princip som betyder, at love eller paragraffer, som omhandler en bestemt problemstilling skal anvendes forud for mere generelle love eller paragraffer.

Men der kan være mange andre gode grunde til at ønske at flytte end dem, der er omtalt i § 85, stk. 1. For eksempel kan et sådant ønske være begrundet i nabostridigheder eller ønske om at flytte nærmere på familie eller andet netværk. I så fald skal ansøgningen (også) behandles efter § 85, stk. 2.

Lovændringen betyder ikke en ændring af praksis

Som det fremgår ovenfor, gælder Ankestyrelsens praksis om hjælp til enkeltudgifter til flytning, hvor afgørelsen er behandlet efter aktivlovens § 81, stadig. Praksis om reglerne vil blive beskrevet nærmere her.

Udgifter til depositum og boligindskud er også flytteudgifter

Aktivlovens § 85 handler om flytteudgifter. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvilke udgifter der kan betragtes som flytteudgifter.

Det er oplagt, at udgifter til selve den fysiske flytning af indbo med mere er en flytteudgift.

Men udgifter til depositum og boligindskud er også flytteudgifter. Det har vi fastslået i principmeddelelse A-4-05.

Det er ikke en gyldig grund til afslag, at borgeren allerede har en bolig

Vi ser en del sager, hvor borgeren får afslag på hjælp til flytning med den begrundelse, at ”du har tag over hovedet”.

Det følger dog af vores praksis, at der godt kan være tilfælde, hvor en flytning kan anses for at være en boligmæssig forbedring, selv om ansøgeren allerede har tag over hovedet.

I principmeddelelse O-125-96 kom vi frem til, at et par med et barn på et år var berettiget til hjælp til flytning fra en bolig på 32 kvadratmeter til en bolig på 70 kvadratmeter, og i principmeddelelse O-16-95 var det en boligmæssig forbedring for en enlig mand at flytte til en selvstændig bolig med eget køkken og bad.

Mangler ved boligen

Mangler ved en bolig skal normalt løses efter lejelovens regler. Der kan derfor som hovedregel ikke gives hjælp efter aktivlovens § 85, hvis behovet for hjælp skyldes mangler ved boligen.  

Mangler ved boligen, som for eksempel et alvorligt skimmelsvampsangreb, kan imidlertid være en så alvorlig mangel, at lejeren har ret til at ophæve lejemålet. Det gælder i hvert fald, hvis der er oplysninger om, at det vil være forbundet med sundhedsfare at blive boende i den hidtidige bolig.

I den situation må lejer reelt sidestilles med en boligløs, hvor udgangspunktet er, at enhver flytning til en passende bolig er en boligmæssig forbedring.

Flytningen skal være en varig løsning

Det er ikke enhver boligmæssig forbedring, der giver ret til hjælp. Der skal også være tale om en ”rimelig disposition”. Med udgangspunkt i det har vi blandt andet truffet afgørelser om, at borgeren kan få afslag på hjælp til flytning, hvis hjælpen ikke kan antages at føre til en varig løsning på det boligmæssige problem.

En flytning kan ikke ses som en varig løsning, hvis for eksempel den bolig, der er søgt om flyttehjælp til, er for dyr i forhold til ansøgerens indtægter.

Temamøde om hjælp til flytteudgifter

Ankestyrelsen afgør hvert år op til 1200 kommunale sager på møder, hvor beskikkede medlemmer deltager. Det kalder vi temamøder. 

Til hvert møde laver vi et praksisnotat om det sagsområde eller tema, som skal behandles. Notatet offentliggør vi på vores hjemmeside. Vi vil også offentliggøre korte resuméer fra nogle af de sager, som er blevet behandlet på møderne.

Ankestyrelsen holder i andet kvartal 2021 et temamøde, hvor vi blandt andet vil behandle sager om hjælp til flytteudgifter. Efter mødet vil vi offentliggøre et praksisnotat. Derved får vi offentliggjort eksempler på vores praksis efter lovændringen.