Af souschef Sidsel Bomholdt Jacobsen
Mere end et år efter, at reglerne om hjælp til flytteudgifter er blevet ændret, ser Ankestyrelsen fortsat, at mange kommuner behandler sagerne efter aktivlovens § 81 om hjælp til enkeltudgifter i stedet for bestemmelsen i § 85, stk. 2, om hjælp til enkeltudgifter til en flytning. Mange kommuner får heller ikke behandlet sager om hjælp til flytteudgifter efter både § 85, stk. 1, og § 85, stk. 2, i aktivloven. Ankestyrelsen ser derimod ikke, at kommunerne har udfordringer i forhold til, hvilken kommune der skal behandle ansøgningerne.
Tilflytningskommunen skal behandle sager om hjælp til flytteudgifter
Det er normalt opholdskommunen - den kommune man bor i, der skal behandle ansøgninger og give hjælp efter den sociale lovgivning. Sådan har det også været med hjælp til flytteudgifter efter aktivloven indtil den 1. januar 2020, hvor aktivloven blev ændret. Efter lovændringen er det nu den kommune, man flytter til, der skal behandle en ansøgning om hjælp til flytteudgifter, altså tilflytningskommunen.
Det er borgere med meget begrænsede midler, der overvejende forsørges af det offentlige, som kan få hjælp efter bestemmelsen om hjælp til flytteudgifter. Baggrunden for lovændringen er, at en kommune ikke skal have mulighed for at tilskynde personer på overførselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Ankestyrelsen ser kun i meget begrænset omfang, at det ved en fejl er bopælskommunen, der behandler sager om hjælp til flytteudgifter.
Hvis du vil vide mere om reglerne om, hvilken kommune der skal behandle en sag og bevilge hjælp, kan du læse boksen her: