Hjælp til ekstra omkostninger under kortvarige ophold i udlandet

02-09-2026

Denne artikel handler om, hvornår personer med funktionsnedsættelse kan få hjælp til ekstra omkostninger under kortvarige ophold i udlandet.

Af specialkonsulent Sidsel Bomholdt Jacobsen

Det er reglerne i udlandsbekendtgørelsen, der regulerer, om En borger kan kun få hjælp til ekstra omkostninger på kortvarige ophold i udlandet. Her har det stor betydning, hvilken paragraf i serviceloven, hjælpen er givet efter. 
Der skal være tale om ekstra omkostninger, der er knyttet til hjælp efter serviceloven, som man har ret til, at tage med til udlandet efter reglerne i udlandsbekendtgørelsen. 

Udlandsbekendtgørelsen

I principmeddelelse 178-12 tager Ankestyrelsen stilling til, om en borger kan få hjælp til ekstra omkostninger ved et kortvarigt ophold i udlandet efter udlandsbekendtgørelsens § 5.

Hvis borgeren ikke er bevilget hjælp, der er omfattet af udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, kan de ekstra omkostninger ikke dækkes efter § 5.

Læs principmeddelelse 178-12

En borger kan som udgangspunkt kun få hjælp efter serviceloven, hvis borgeren opholder sig i Danmark. Udlandsbekendtgørelsen giver dog mulighed for at tage visse former for hjælp, som borgeren allerede har fået bevilliget, med på korte ophold i udlandet.

Borgeren kan også få hjælp til ekstra udgifter, der følger af den hjælp, som han eller hun kan tage med til udlandet. Hvis borgeren for eksempel har ret til at tage sin kørestol med på ferie, kan kommunen efter en konkret vurdering dække udgiften til at leje en liftbus til transport af kørestolen, hvis det er nødvendigt for at gennemføre ferien. 

Mange sager og spørgsmål om hjælp til forældre til børn med funktionsnedsættelser

Ankestyrelsen modtager mange klager over kommunens afgørelser om hjælp til ekstra omkostninger, når en familie med et handicappet barn ønsker at være i udlandet i kortere tid. Antallet af klager er steget markant efter principmeddelelse 85-13.

I den principmeddelelse præciserede vi, at en borger kun kan få bevilget hjælp til aflastning som en kompensationsberettigende ydelse efter barnets lov § 86, hvis de øvrige bestemmelser om aflastning ikke kan dække behovet.

Hvis en barnepige er bevilliget efter denne bestemmelse, har familien ret til at tage barnepigen med til udlandet. De ekstra opholds- og rejseudgifter vil efter omstændighederne kunne dækkes.

Hvis barnepigen derimod er bevilliget efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. barnets lov § 90, er situationen en anden. Hjælp efter disse bestemmelser er nemlig ikke omfattet af udlandsbekendtgørelsen. Derfor kan hjælpen ikke tages med til udlandet, og kommunen kan ikke dække udgifterne til det. 

Det har altså stor betydning for familien, hvilken bestemmelse aflastningen er bevilliget efter. Vi har fået mange spørgsmål og klager, efter at mange kommuner er begyndt at bevillige hjælp efter servicelovens § 84 stk. 1, jf. barnets lov § 90, frem for efter barnets lov § 86.

Vi får også flere telefoniske henvendelser om hjælp til ekstra omkostninger ved kortvarige ferieophold i udlandet.

Flere af spørgsmålene handler om hjælp, som man ikke kan medtage efter udlandsbekendtgørelsen § 1, stk. 2. Særligt spørges der til, om hjælp kan bevilliges efter en anden bestemmelse alene med det formål, at borgeren kan tage hjælpen med til udlandet. Det spørgsmål svarer principmeddelelsen på. Og svaret er nej. 

Ekstra omkostninger kan kun dækkes, hvis de er knyttet til hjælp, som kan medtages til udlandet

Hjælp til ekstra omkostninger ved kortvarige ophold i udlandet forudsætter, at omkostningerne er knyttet til hjælp, som borgeren har ret til at medtage efter reglerne i udlandsbekendtgørelsen.

Afgørelsen er begrundet i bestemmelsen i servicelovens § 2, stk. 2. Denne bestemmelse bemyndiger social- og indenrigsministeren til at fastsætte regler om, hvilke ydelser efter serviceloven der kan tages med under midlertidige ophold i udlandet. Der er altså kun hjemmel til at fastsætte regler om, hvilke ydelser der kan medtages.

Servicelovens § 2, stk. 2, er hjemlen for udstedelsen af udlandsbekendtgørelsen.

På den baggrund finder vi, at udlandsbekendtgørelsens § 1 om hjælp til ekstra omkostninger skal fortolkes indskrænkende. Kommunen kan derfor ikke hjælpe med ekstra omkostninger ved et kortvarigt udlandsophold, medmindre omkostningerne knytter sig til en allerede bevilliget hjælp, der kan tages med.

Vi har også slået fast, at der ikke kan bevilliges hjælp efter en anden bestemmelse i serviceloven, hvis formålet kun er, at hjælpen kan tages med til udlandet.