Ankestyrelsens principafgørelse O-118-95

1995

Resume:

Det kunne ikke pålægges en revalidend, der modtog revalideringsydelse, at hæve tilgodehavende feriepenge.

Det beløb, der var modregnet i revalideringsydelse på grund af et uretmæssigt pålæg om at hæve feriepenge, skulle atter indsættes på Feriegiro.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 43, stk. 5

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 39

En 27-årig kvinde, der modtog bruttorevalideringsydelse, havde ikke ønsket at hæve tilgodehavende feriepenge med den konsekvens, at feriepengene overgik til Feriefonden.

Kommunen havde pålagt hende at hæve feriepengene, og den del af feriepengene, der oversteg 12.000 kr. brutto, var modregnet i bruttorevalideringsydelsen.

Ankenævnet fandt, at kommunen ikke kunne pålægge en revalidend at hæve feriepengene, men når og hvis feriepengene blev udbetalt, kunne kommunen foretage modregning i bruttorevalideringsydelsen for den del af feriepengene, der oversteg 12.000 kr. brutto.

Sagen blev behandlet på principielt møde til belysning af, hvornår fradrag for feriepenge kan ske, samt om kommunen kan pålægge en ansøger at hæve feriepengene, eller om den kan foretage fradraget, når feriepengene hæves.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at pålægge revalidenden at hæve sine feriepenge. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen skulle indbetale det beløb til Feriegiro, som var modregnet i bruttorevalideringsydelsen, i anledning af at revalidenden havde hævet feriepengene ifølge det uretmæssige påbud herom. Kommunen kunne endvidere efter aftale med revalidenden indbetale det resterende feriepengebeløb til Feriegiro, således at hele det oprindelige feriebeløb igen henstod på en feriegirokonto. Dette forudsatte, at revalidenden selv indbetalte det hævede beløb til kommunen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke efter ferieloven eller praksis, som oplyst af Ferielovskontoret og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring, var hjemmel for kommunen til at pålægge revalidenden at hæve sine feriepenge.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.10.1995

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 43 § 44

Journalnummer 

20161-95