Ankestyrelsens principafgørelse O-139-96

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 37, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 88

Ansøger, der var samlevende, blev sygemeldt den 6. marts 1995. Ifølge lægeattest af 4. april 1995 blev han fortsat fuldt sygemeldt for en uge på grund af psykisk krisereaktion.

Kommunens dagpengekontor anmodede den 11. april 1995 om en ny lægeattest, som skulle være dagpengekontoret i hænde senest den 19. april 1995.

Da ansøgers læge på grund af ferie først kunne træffes den 21. april, meddelte dagpengekontoret den 18. april 1995, at ansøger kunne få udbetalt dagpenge den 20. april for tiden 3. april til 16. april 1995, men således at dagpengene skulle tilbagebetales, såfremt dagpengekontoret ikke efterfølgende modtog tilstrækkelig lægelig dokumentation for perioden.

Ifølge lægeattest af 25. april 1995 blev ansøger erklæret for raskmeldt pr. 11. april 1995.

Kommunen krævede herefter de udbetalte sygedagpenge for perioden 11. april til 16. april 1995 tilbagebetalt.

Ved ansøgers henvendelser til dagpengekontoret i dagene 2. - 4. maj 1995 blev han henvist til at kontakte bistandsafdelingen med henblik på økonomisk hjælp.

Ansøger anmodede telefonisk socialforvaltningen om kontanthjælp den 4. maj 1995. Kommunen udbetalte den 5. maj 1995 kontanthjælp for perioden 4. maj til 7. maj 1995, og anmodede samtidig ansøger om at aflevere yderligere dokumentation til brug for udbetalingen af kontanthjælp for perioden efter den 8. maj 1995.

Ansøger klagede til ankenævnet over, at kommunen ikke ville yde ham kontanthjælp med virkning fra den 10. april 1995, hvor udbetalingen af sygedagpenge ophørte.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger var berettiget til kontanthjælp fra det telefoniske ansøgningstidspunkt den 4. maj 1995. Nævnet begrundede afgørelsen med, at ydelse af kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 1, sædvanligvis finder sted fra det tidspunkt, hvor indgivelse af ansøgning herom foreligger.

Overfor Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at han først kunne søge om kontanthjælp efter, at han modtog kommunens afgørelse af 1. maj 1995 om, at han skulle tilbagebetale sygedagpengene fra 11. april 1995.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ansøger var berettiget til kontanthjælp fra et tidspunkt, der lå forud for ansøgningen herom.

Ankestyrelsen var enig i, at der normalt ikke kan bevilges kontant hjælp i henhold til bistandslovens § 37 med tilbagevirkende kraft fra et tidspunkt, der ligger forud for ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der for ansøgers vedkommende forelå sådanne forhold, at han måtte anses for berettiget til at modtage kontanthjælp fra den 28. april 1995.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at ansøger havde fået udbetalt sygedagpenge svarende til 14 dage den 20. april 1995, men at dagpengene for de sidste 6 dage senere var krævet tilbagebetalt.

Ansøger måtte derfor anses for at have haft midler til sin rådighed, som skulle dække perioden indtil 27. april 1995. Det afgørende var således ikke, fra hvilket tidspunkt dagpengene var standset.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger havde været i kontakt med den kommunale forvaltning forud for den 27. april 1995, uden at han var blevet vejledt om at rette henvendelse til kommunens bistandsafdeling, selvom der blev rejst tvivl om hans fortsatte berettigelse til sygedagpenge.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der var tale om et sammen hængende sagsforløb, og at ansøger havde rettet henvendelse til kommunens socialforvaltning umiddelbart efter, at han havde fået meddelelse om, at hans sygedagpenge var standset.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling.