Ankestyrelsens principafgørelse P-2-01

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 14 og § 15

Sagsfremstilling 1:

Sagen drejede sig om en 32-årig flygtning fra Yemen, der kom til Danmark i 1989, hvor han kun har haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet i form af 6 måneders rengøringsarbejde i 1994. Han har ikke været i stand til at følge danskundervisning på grund af følgerne efter svær tortur specielt i form af posttraumatisk belastningsreaktion.

Ansøger havde i sit hjemland været udsat for tortur af både fysisk som psykisk karakter - bl.a. falanga (slag under fødder) el-tortur, ophængning i arme og ben og fingerede henrettelser.

Der har siden 1993 været ydet psykolog- og medicinsk behandling og ansøger var fortsat tilknyttet Distriktpsykiatrisk Center. Desuden har han siden 1996 været tilknyttet RCT (Rehabilitetscentret for Torturofre). Der var igennem årene forsøgt forskellige behandlinger hos fysioterapeut, uden at det væsentligt havde bedret hans udtalte smerter.

Nævnet tilkendte forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1 med kontrol pr. 1. juli 2001.

Nævnet henviste samtidig til, at kommunen skulle været behjælpelig med forsøg på arbejdsplacering i passende beskæftigelse.

Ankestyrelsen skønnede, at ansøger opfyldte betingelserne for mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, da hans erhvervsevne varigt var nedsat med omkring 2/3, men ikke til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger led af kronisk posttraumatisk belastningsreaktion i form af søvnbesvær, flash-backs, belastende drømme om torturen, personlighedsændringer i form af lav frustrationstærskel med irritation, aggressivitet og depressioner, som han siden 1993 havde været i behandling for, uden nævneværdig bedring af hans psykiske tilstand.

Desuden blev der lagt vægt på, at han som følge af tortur ligeledes havde fysiske problemer i form af nakke-skuldersmerter, smerter i lænd og under fødderne, som han havde fået utallige behandlinger for uden bedring af tilstanden. Smerterne var beskrevet som et kronisk smertesyndrom, og der kunne ikke peges på yderligere behandlingsforslag.

Yderligere blev der lagt vægt på, at han havde hukommelses- og koncentrationsbesvær, hovedpine og høretab med tinnitus, der sammen med de andre lidelser vanskeliggjorde revalidering eller arbejdsprøvning.

Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at han på grund af sin psykiske tilstand havde haft vanskeligt ved at følge danskundervisning, hvilket også vanskeliggjorde yderligere revalideringsmæssige tiltag.

Ankestyrelsen fandt således, at det, på baggrund af de helbredsmæssige og sociale oplysninger sammenholdt med behandlingsforløbet, ikke var muligt at belyse en resterhvervsevne nærmere af et omfang, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sagen drejede sig om en 45-årig iransk flygtning, der kom til Danmark i 1991, hvor han deltog i danskundervisning, men standsede af helbredsmæssige årsager. Ansøger havde siden 1997 modtaget forhøjet almindelig førtidspension på grund af følger efter tortur. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankestyrelsen i februar 1998.

Ansøger havde i sit hjemland været fængslet, hvor han havde været udsat for tortur. Han havde følger i form af posttraumatisk stresssyndom og hukommelses- og koncentrationsbesvær. Han havde depression og en svær personlighedsforstyrrelse, men var ikke psykotisk. Sygdommen havde vist sig at være utilgængelig for behandling.

Ansøger var tilknyttet Distriktpsykiatrisk Center, hvor han fortsat behandledes for depression.

Ansøger havde desuden en del fysiske klager over smerter fra ryg, nakke, mave og ben, specielt dårligt venstre knæ på grund af begyndende slidgigt.

Nævnet gav afslag på mellemste førtidspension, men fandt fortsat ansøger berettiget til den tidligere tilkendte forhøjede almindelige førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, da den helbredsmæssige tilstand ikke skønnedes væsentligt ændret siden pensionstilkendelsen.

Ankestyrelsen skønnede, at ansøger opfyldte betingelserne for mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, da erhvervsevnen varigt var nedsat med omkring 2/3, men ikke til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger led af kronisk posttraumatisk belastningsreaktion. Han fremtrådte irritabel og mistroisk, vedvarende depressiv, og havde i mange år har været behandlet uden væsentlig bedring af den psykiske tilstand.

Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøger som følge af tortur også havde nedsat hukommelses- og koncentrationsbesvær. Klagede desuden over smerter i ryg, nakke, maven og ben, uden årsagen hertil kunne påvises ved undersøgelser.

Ved de seneste undersøgelser i Distrikpsykiatrisk Center i februar 1999 kunne der ikke peges på yderlige behandlingsmæssigt af ansøger.

Derudover blev der lagt vægt på, at ansøgers koncentrationsproblemer havde gjort, at han havde haft vanskeligt ved at kunne følge med i danskundervisning, hvilket vanskeliggjorde yderligere revalideringsmæssige tilstand.

Ankestyrelsen genvurderede - på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 - samtidig den tidligere pensionssag, der var afgjort i Ankestyrelsen 9. februar 1998.

Ankestyrelsen fandt, at der allerede på dette tidspunkt havde været gjort flere forsøg på at forbedre ansøgers psykiske problemer uden væsentlig bedring af tilstanden.

Ankestyrelsen fandt således, at det - på baggrund af de helbredsmæssige og sociale oplysninger sammenholdt med det mangeårige behandlingsforløb - ikke var muligt nærmere at belyse en resterhvervsevne af et omfang, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og ophævede samtidig Ankestyrelsens tidligere afgørelse fra februar 1998.