Det fremgår af sagen, at A Kommune den 19. november 2008 fra lønmodtagerens læge modtog meddelelse om, at lønmodtageren var sygemeldt.
Kommunen anmodede den 24. november 2008 lønmodtageren om at udfylde og indsende oplysningsskema.
Kommunen modtog den 3. december 2008 oplysningsskema dp 300 A fra lønmodtageren.
Arbejdsgiveren anmeldte lønmodtagerens sygefravær med 1. sygefraværsdag den 17. november 2008 til kommunen ved indsendelse af dp 201, som blev modtaget i kommunen den 16. december 2008.
Kommunen meddelte den 22. december 2008 afslag på refusion for perioden 8. december 2008 til 15. december 2008, da fraværet ikke var anmeldt senest 4 uger efter 1. fraværsdag.
Kommunen fandt, at der ikke var grundlag for at dispensere for anmeldelsesfristen.
Ved afgørelse af 30. april 2009 ændrede nævnet kommunens afgørelse.
Nævnet fandt, at anmeldelse af sygefraværet måtte anses for at være sket i kommunen den 3. december 2008, hvor kommunen modtog skema dp 300 A.
Nævnet fandt således, at kommunen ved modtagelse af dp 300 A var gjort bekendt med pågældendes sygefravær og ikke først ved modtagelse af dp 201 den 16. december 2008.
Blanketten dp 300 A havde således efter nævnets vurdering brudt 4 ugers fristen for anmeldelse af sygefraværet.
Nævnet havde lagt vægt på, at
• medarbejderen havde 1. sygefraværsdag den 19. november 2008,
• kommunen modtog den 3. december 2008 dp 300 A,
• kravet om arbejdsgiverens anmeldelse af sygefravær 4 uger efter 1. fraværsdag skyldes kommunens pligt til at foretage opfølgning af sygedagpengesagen. Kommunen skulle kunne iværksætte foranstaltninger for at kunne få den sygemeldte hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet,
• kommunen inden modtagelse af dp 201 havde foretaget opfølgning af medarbejderens sygedagpengesag.
Kommunen havde været berettiget til at kræve udfyldelse af dp 201 efter modtagelse af dp 300 A. Anvendelsen af den korrekte blanket har imidlertid primært til formål at sikre, at kommunen får alle relevante oplysninger.
Nævnet bemærkede, at udbetalingen af sygedagpenge (og arbejdsgiverrefusion) først kunne standses dagen efter, at betingelserne for udbetalingen ikke længere var opfyldte, jf. lovens § 21, stk. 3.
Eftersom oplysningsskemaet fra medarbejderen skulle være kommunen i hænde den 3. december 2008 havde kommunen ikke kunnet standse udbetalingen før den 4. december 2008.
Kommunen har klaget over denne afgørelse, idet kommunen anfører, at nævnets afgørelse strider mod hidtidig praksis.
Kommunen fandt, at en arbejdsgiver, der er berettiget til dagpengerefusion skal anmelde en lønmodtagers sygefravær, hvis sygefraværet strækker sig udover 3 uger. Fraværet skal anmeldes senest 4 uger efter 1. fraværsdag.
Kommunen fandt endvidere, at en anmeldelse af sygefravær skal ske via den landsdækkende digitale løsning på Virk.dk eller på blanket, i dette tilfælde dp 201, jf. § 38. Hvis ikke sygefraværet er anmeldt senest 4 uger efter 1. fraværsdag, kan arbejdsgiveren som hovedregel først få refusion fra det tidspunkt, hvor sygefra-været anmeldes.
Kommunen fandt, at anmeldelse ikke var sket rettidigt eller korrekt, idet kommunen først fik at vide, at NN var sygemeldt den 16. december 2008 fra arbejdsgiveren.
Grunden til, at kommunen tidligere fandt ud af, at NN var sygemeldt fra den 17. november 2008 var, at kommunen fik besked fra hans læge. Det var korrekt, at kommunen blev gjort bekendt med sygefraværet før den 16. november 2008, dog mente kommunen ikke, at dette betød, at anmeldelsesfristen på 4 uger efter 1. fraværsdag var overholdt, da en besked fra lægen, telefonopkald, besked på mail etc. ikke gjorde, at anmeldelsesfristen fra arbejdsgiveren var overholdt.
Nævnets genvurdering af 29. maj 2009:
Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen.