Ankestyrelsens principafgørelse 123-12

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9a, stk. 4 og § 72, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 - § 52, stk. 3, nr. 7 og § 53

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om afklaring af, hvornår et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet og dermed får selvstændig opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelsen om anbringelse. I den forbindelse afklaring af kravene til samtykke efter servicelovens § 53, herunder betydningen af, at forældremyndighedsindehaveren ikke er enig i det valgte anbringelsessted.

Resultatet er

· Barnet var anbragt uden for hjemmet og havde selvstændig opholdskommune i A Kommune, indtil du flyttede ham til B Kommune i oktober 2011

Det betyder, at det var B Kommune, der på tidspunktet for nævnets afgørelse var handlekommune for hjælp efter servicelovens kapitel 11, da barnet på dette tidspunkt havde bopæl hos dig, der nu alene havde forældremyndigheden over barnet.

Vi er således kommet til et andet resultat end Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at barnet var anbragt uden for hjemmet og dermed havde selvstændig opholdskommune i A Kommune fra kommunens afgørelse af 15. september 2011 om anbringelse uden for hjemmet med dit og barnets mors samtykke. Det afgørende er ikke, om barnet rent faktisk blev anbragt uden for hjemmet, men om der var truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Vi vurderer desuden, at der ikke længere var et samtykke til anbringelse af barnet uden for hjemmet fra det tidspunkt, hvor du flyttede barnet til dig i B Kommune, da du ikke længere ønskede at samarbejde med A Kommune om barnet, og A ikke foretog sig noget i den anledning.

Vi henviser til, at der ikke var forhold, der talte for, at dit og barnets’ mors samtykke til anbringelsen forud for kommunens afgørelser af 15. september 2011 og 13. oktober 2011 ikke kunne lægges til grund. I havde nogle ønsker til valg af anbringelsessted, men ses ikke at have betinget jeres samtykke til anbringelsen af, at disse blev imødekommet. I tilbagekaldte ikke jeres samtykke til anbringelsen efter jeres besøg på anbringelsesstedet.

A Kommune traf ved afgørelsen af 13. oktober 2011 om valg af anbringelsessted ikke samtidig afgørelse om at iværksætte anbringelsen straks. Du og barnets mor klagede over kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted. En sådan klage har opsættende virkning, hvorfor det var helt i overensstemmelse med reglerne, at barnet ikke fik ophold på det valgte anbringelsessted, men blev hjemme.

Vi henviser desuden til, at da du i oktober 2011 tog barnet til B, gav du samtidig udtryk for, at du ikke længere ønskede at samarbejde med A Kommune. Du ønskede dog stadig barnet anbragt uden for hjemmet og kontaktede B Kommune om dette.

Vi har lagt vægt på reglen i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet har selvstændig opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelsen om anbringelsen uden for hjemmet.

Vi har desuden lagt vægt på, at et samtykke til en anbringelse uden for hjemmet skal omfatte formålet med anbringelsen. Der skal ikke foreligge samtykke til samtlige elementer i handleplanen, men omvendt må samtykket ikke være betinget af, at barnet eller den unge anbringes et bestemt sted eller modtager en bestemt slags behandling.

Dette følger også af, at det er kommunen, der har kompetencen til at tage stilling til valg af anbringelsessted og til barnets og den unges forhold under anbringelsen i øvrigt, når der er truffet afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet. Forældrene har mulighed for at klage over kommunens afgørelser om barnets forhold under anbringelsen.

Vi har endelig lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til servicelovens regel om samtykke til en anbringelse uden for hjemmet, at hensigten med det informerede samtykke er, at indehaveren af forældremyndigheden i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, og at forældremyndighedens indehaver med sin accept af formålet med anbringelsen, også vil acceptere at indgå i et samarbejde med kommunen til gavn for barnet og den unge.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

· De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

· nævnets afgørelse af 8. december 2011

· Klagen til Ankestyrelsen af 23. december 2011

· Bemærkninger til sagen fra P for dig af 16., 25. og 30. januar 2012

· nævnets genvurderinger af 24. og 31. januar 2012

Den 14. september 2011 underskrev du og barnets mor – der på daværende tidspunkt havde del i forældremyndigheden – samtykkeerklæring til anbringelse af jeres søn, uden for hjemmet. Herefter traf A Kommune afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af barnet med samtykke.

Den 12. oktober 2011 oplyste du over for kommunen, at du og barnets mor ikke ønskede at tage imod det valgte anbringelsessted til barnet. Du oplyste, at I ikke trak samtykket til anbringelsen tilbage, men at I ville anke over afgørelsen om valg af anbringelsessted.

Den 13. oktober 2011 traf A Kommune afgørelse om valg af anbringelsessted til barnet. Denne afgørelse blev påklaget til det sociale nævn.

Den 22. oktober 2011 var barnet registreret som bosiddende hos dig i B Kommune.

Den 24. oktober 2011 blev A Kommune orienteret om, at du havde pakket barnets ting og taget ham med til B. Det var permanent, at du ønskede, at barnet skulle være fraflyttet A Kommune, da du ikke orkede samarbejdet med kommunen længere. Du ville opsøge ny socialrådgiver i B Kommune og forsøge at få barnet anbragt tættere på hjemmet i B Kommune.

A Kommune anså sig stadig for handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4. Kommunen mente dog ikke at kunne handle, idet du ikke ønskede kontakt til kommunen.

Fra 22. november 2011 har du haft forældremyndigheden alene over barnet.

Nævnet stadfæstede den 8. december 2011 kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted til barnet. Nævnet lagde til grund, at A kommune var handlekommune på tidspunktet for kommunens afgørelse af 15. september 2011 om anbringelse af barnet uden for hjemmet og kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted den 13. oktober 2011, idet barnet i denne periode var bosiddende hos sin mor i A Kommune. Nævnet bemærkede, at idet A Kommune havde truffet afgørelse om anbringelse, ville barnet få selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4. Heraf fulgte, at A Kommune bevarede handlekommuneforpligtelsen, selvom barnet flyttede til B.

P anførte for dig i supplerende anke af 16. januar 2012, at det var meget svært at forstå, at B Kommune ikke blev betragtet som værende handlekommune i forhold til barnet, da han ved sin flytning fra A Kommune til B Kommune ikke var flyttet direkte til opholds/anbringelsesstedet, men var hjemtaget af faderen. Dermed var den frivillige aftale om anbringelse ikke blevet effektueret og måtte betragtes som værende bragt til ophør. A Kommune fandt på daværende tidspunkt ikke belæg for at træffe afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse af barnet, men accepterede forældrenes beslutning om hjemtagelse af barnet til faderen. P henviste til servicelovens § 68, stk. 3, der ligeledes måtte være gældende i denne konkrete situation, hvor der var samtykke fra forældrene til anbringelse, men hvor forældrene ”hjemtog” barnet/den unge forud for, at anbringelsen blev effektueret, fordi de var uenige i det valgte anbringelsessted og dermed ikke accepterede og underskrev handleplanen.

P bemærkede endvidere, at barnet ikke på noget tidspunkt havde været anbragt af kommunen. Han havde boet hjemme og dermed ikke haft selvstændig opholdskommune.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at flytningen af barnet til fars bopæl i B ikke kunne betragtes som en hjemtagelse af barnet eller som en tilbagekaldelse af samtykket til anbringelsen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at faderen den 12. oktober 2011 udtrykkeligt over for A Kommune oplyste, at forældrene ikke ønskede at tilbagekalde samtykket til anbringelsen. De ønskede derimod at klage over kommunens valg af anbringelsessted. Nævnet betragtede det ikke som en tilbagekaldelse af samtykket, at barnet ikke flyttede ind på anbringelsesstedet L, men i stedet blev flyttet til faderens bopæl i B. Nævnet lagde vægt på, at forældrene havde opretholdt klagen vedrørende valg af anbringelsessted. Nævnet lagde også vægt på, at en klage over valg af anbringelsessted havde opsættende virkning. Det var derfor helt i overensstemmelse med reglerne, at barnet ikke flyttede ind på L pr. 1. november 2011. Det var endelig nævnets opfattelse, at barnet bevarede A Kommune som handlekommune, så længe anbringelsen varede.