Principmeddelelsen samler offentliggjort praksis og fastslår
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 26-09 og 27-09. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.
Vurderingen af, om der er tale om en ulykke, må foretages ud fra en samlet vurdering af alle tre momenter i ulykkesbegrebet (personskade, hændelse/påvirkning og årsagssammenhæng). Dette stiller særlige krav til oplysningsgrundlaget i forhold til, hvilket faktum, der skal lægges til grund og prøves.
En hændelse/påvirkning kan anses for at være årsag til en skade, når der er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden opstod, som følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet. Der skal være en medicinsk årsagssammenhæng mellem en påvirkning og en skade. Det betyder, at der ikke kan ske anerkendelse, hvis den beskrevne hændelse/påvirkning ikke er egnet til at medføre en given skade, eller at påvirkningen ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår.
I sag nr. 1 var der tale om en ulykke, da en pædagog under en personaleweekend blev udsat for en chikanøs adfærd, der var subjektivt krænkende og grænseoverskridende. Hændelsesforløbet var egnet til at medføre en krisereaktion.
I sag nr. 2 var der tale om en ulykke, da en murer skulle rejse sig fra hugsiddende, akavet sammenkrummet arbejde med flisemuring i en bruseniche. Påvirkningen var egnet til at medføre en menisklæsion.