Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ophør af sygedagpenge. X Kommune afgjorde sagen den 17. juni 2025.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
- Du var ikke berettiget til sygedagpenge efter den 17. juni 2025.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet frem til samme resultat.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du på standsningstidspunktet ikke opfyldte mindst en af de syv betingelser for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge.
Sygedagpenge er som udgangspunkt en ydelse, der bliver givet i kortere tid. Udbetalingen af sygedagpenge stopper efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder. Denne tidsbegrænsning kaldes også revurderingstidspunktet.
Sygedagpengeperioden kan kun forlænges ud over revurderingstidspunktet, hvis en eller flere af forlængelsesmulighederne i lov om sygedagpenge er opfyldt. Det gælder også, selv om du fortsat var uarbejdsdygtig, da kommunen afgjorde din sag.
De syv muligheder for at få forlænget perioden med sygedagpenge er:
- Det er overvejende sandsynligt, at du kan komme i en revalidering, som kan føre til, at du kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked.
- Der er et behov for at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger for at klarlægge din arbejdsevne. Afklaringen skal kunne ske inden for 69 uger.
- Du er under eller venter på lægebehandling, og der er en lægelig vurdering af, at du vil kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse. Det skal du kunne inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet.
- Kommunen har vurderet, at din sag skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på, at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
- En læge vurderer, at du har en livstruende, alvorlig sygdom.
- Du har en verserende arbejdsskadesag.
- Du har ansøgt om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, eller kommunen har påbegyndt en sag om førtidspension uden at forelægge den for rehabiliteringsteamet.
Hvad er afgørende for sagen
Du blev sygemeldt den 4. oktober 2024 på grund af en belastningsreaktion som følge af højt arbejdspres. Revurderingstidspunktet var den 30. april 2025. Kommunen afgjorde den 17. juni 2025, at udbetalingen af sygedagpenge skulle standses efter den 17. juni 2025.
Nedenfor gennemgår vi forlængelsesmulighederne. Først gennemgår vi de mest relevante i din sag. Dernæst gennemgår vi de øvrige.
Afklaring af arbejdsevnen
Betingelserne for forlængelse efter bestemmelsen om afklaring af arbejdsevnen er:
- at der er et behov for at gennemføre en virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger for at skabe klarhed over arbejdsevnen og,
- at afklaringen kan gennemføres inden for 69 uger.
Vi vurderer, at det på standsningstidspunktet ikke var muligt at vurdere, om der ville blive behov for en afklaring af din arbejdsevne.
Vi lægger ved vurderingen vægt på oplysningerne i den specifikke helbredsattest af den 10. juni 2025 om, at du blev fulgt ved en psykiater, hvor der aktuelt var planlagt et forløb ved psykiatrisk fysioterapeut frem til sommerferien, og at du i august skulle starte i et terapiforløb. Dertil beskrev din læge, at du var i medicinsk behandling på grund af depression, og at der forventedes fuld raskmelding efter nuværende sygemelding.
I forlængelse heraf lægger vi vægt på oplysningerne i statusattesten fra din psykiater af den 27. maj 2025 om, at du aktuelt blev behandlet i klinikken for moderat depression, og at du var i både et medicinsk og ikke-medicinsk forløb.
Vi lægger også vægt på oplysningerne i notat fra Arbejds- og Miljømedicinsk Ambulatorium, X af den 2. januar 2025 om, at der fra december 2024 var en begyndende bedring i din tilstand. Du har i dit partshøringssvar af den 17. juni 2025 ligeledes oplyst, at du var i et forløb, som havde vist en begyndende fremgang. Du beskrev i den forbindelse, at din søvn gennem behandlingsforløbet langsomt var forbedret, hvilket også højnede dit funktionsniveau i dagligdagen.
Vi er opmærksomme på dine oplysninger fra opfølgningssamtalen af den 28. april 2025 om, at du fortsat var plaget af dårlig hukommelse samt koncentrationsbesvær. Du beskrev videre, at du oplevede kropslig uro, og at du fortsat sov dårligt.
Vi er i den forbindelse også opmærksomme på dine oplysninger fra opfølgningssamtalen af den 3. juni 2025 om, at du beskrev, at det gik op og ned, og at du aktuelt var i en periode, hvor du havde svært ved mad.
Vi har inddraget oplysningerne i vores behandling af sagen, men vi vurderer, at oplysningerne ikke kan føre til et ændret resultat.
Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse 18-19. Principmeddelelsen fastslår, at forlængelse efter denne bestemmelse forudsætter, at der på vurderingstidspunktet er konstateret et behov for at afklare den sygemeldtes arbejdsevne. Det taler imod, at der er behov for at afklare den sygemeldtes arbejdsevne, når den sygemeldte fortsat er i behandling, og når den videre behandling kan have en effekt på arbejdsevnen. Det taler også imod, når den sygemeldte afventer yderligere behandling, undersøgelser eller udredning samt effekt heraf.
Der var mulighed for, at dit helbred og dermed din arbejdsevne kunne blive bedre ved fortsat behandling hos psykiater. Kommunen kunne derfor ikke på standsningstidspunktet vurdere, om du senere skulle have afklaret din arbejdsevne. Det må afhænge af det videre forløb, om der på et senere tidspunkt er behov for en afklaring af din arbejdsevne.
En eventuel afklaring på et senere tidspunkt skal ske på et andet forsørgelsesgrundlag end sygedagpenge.
Lægebehandling og forventning om at vende tilbage til arbejdsmarkedet
Betingelserne for, at du kan få forlænget perioden med sygedagpenge efter bestemmelsen om lægebehandling og forventning om at vende tilbage til arbejdsmarkedet er:
- at du var under eller ventede på behandling, og
- at der var en sikker lægelig vurdering af, at du kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet.
Vi vurderer, at selvom du var i behandling ved psykiater, var der ikke tilstrækkelig dokumentation for, at du – inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet – ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet i hidtidigt omfang.
Vi lægger ved denne vurdering vægt på oplysningerne i den specifikke helbredsattest af den 10. juni 2025 om, at du blev fulgt ved en psykiater, hvor der aktuelt var planlagt et forløb ved psykiatrisk fysioterapeut frem til sommerferien, og at du i august skulle starte i et terapiforløb. Dertil beskrev din læge, at du var i medicinsk behandling på grund af depression. Din læge anførte videre, at du ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, da du fortsat havde symptomer på moderat depression.
I forlængelse heraf lægger vi vægt på oplysningerne i statusattesten fra din psykiater af den 27. maj 2025 om, at du aktuelt blev behandlet i klinikken for moderat depression, og at du var i både et medicinsk og ikke-medicinsk forløb. Psykiateren vurderede, at der i forbindelse med tilbagevenden til arbejdet ville være behov for skånehensyn i forhold til arbejdsmæssig belastning, hvilket kunne indebære forsigtig optrapning af timer og undgå belastende og komplekse opgaver, ligesom at du skulle undgå højt tempo og stor følelsesmæssig belastning. Dertil kunne skånehensynene være faste rutiner og rammer samt mulighed for pauser.
Vi lægger også vægt på dine oplysninger fra opfølgningssamtalen af den 28. april 2025 om, at du fortsat var plaget af dårlig hukommelse samt koncentrationsbesvær. Dertil oplevede du kropslig uro og du sov fortsat dårligt. Du oplyste videre, at du var i gang med udredning på afdeling X, idet du oplevede at besvime nogle gange, og at du sidst besvimede 14 dage forinden. Ved opfølgningssamtalen den 3. juni 2025 oplyste du, at det gik op og ned, og at du nu var i en periode, hvor du havde det svært med mad, ligesom at du i dit partshøringssvar af den 17. juni 2025 oplyste, at du fortsat havde vægtmæssige og psykiske udsving.
Vi er opmærksomme på oplysningerne i dit partshøringssvar af den 17. juni 2025 om, at du var i et forløb, som havde vist en begyndende fremgang. Du beskrev i den forbindelse, at du var opsat på at komme tilbage til arbejdsmarkedet, og at du var overbevist om, at du blev helt rask og klar til fuld funktion på arbejdsmarkedet den 1. maj 2026. Baggrunden herfor var, at din søvn gennem hele behandlingsforløbet langsomt forbedret, hvilket højnede dit funktionsniveau i dagligdagen. Dertil havde du langt mere energi og overblik over daglige huslige pligter, ligesom at du på daglig basis var aktiv i form af cykel- og gåture.
Vi er opmærksomme på oplysningerne i statusattesten fra din psykiater af den 27. maj 2025 om, at såfremt der fortsat var fremgang af den medicinske og ikke-medicinske behandling, kunne der forventes forsigtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet inden for 4-6 måneder, men at det kunne tage op til et år, før din depression var tilstrækkeligt velbehandlet til, at du kunne indtræde i din arbejdsfunktion på normale vilkår.
Vi har inddraget oplysningerne i vores vurdering, men oplysningerne kan ikke føre til et andet resultat.
Vi bemærker, at vurderingen af, om der skal ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge er en socialfaglig vurdering, og ikke en lægefaglig vurdering. Vurderingen skal foretages på baggrund af en helhedsvurdering af sagens samlede oplysninger, hvor den lægefaglige vurdering af den sygemeldtes forhold blandt andet indgår. Kommunen og Ankestyrelsen er ikke bundet af eventuelle lægers vurderinger af, at der kan ske forlængelse af sygedagpengeudbetalingen.
Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse 15-18, som fastslår, at den lægelige vurdering skal ses i sammenhæng med sagens samlede oplysninger. Det betyder, at der skal anlægges en helhedsvurdering ved vurderingen af, om den sygemeldte med lægelig sikkerhed vil kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i hidtidigt omfang inden for 134 uger. Momenter der blandt andet kan indgå i helhedsvurderingen er de lægelige oplysninger, den sygemeldtes egne oplysninger, sygdommens art, behandlingens varighed, den generelle fremgang i forløbet, sociale forhold, eventuelle afklarende foranstaltninger og konkurrerende lidelser. I den konkrete sag forelå der en lægelig prognose for tilbagevenden til arbejdsmarkedet i hidtidigt omfang, men Ankestyrelsen vurderede, at denne prognose ikke var tilstrækkelig sikker. Det var uafklaret, hvordan den sygemeldtes helbredsmæssige tilstand ville udvikle sig, og tidsperspektivet for den sygemeldtes tilbagevenden til arbejdsmarkedet var også usikkert.
I den forbindelse lægger vi særlig vægt på sagens oplysninger om tilbagevenden til dit arbejde. Ved opfølgningssamtalen den 5. december 2024 oplyste du, at der havde været drøftet opstart på arbejdet til februar, hvilket du selv syntes var realistisk. Du oplyste ved opfølgningssamtalen den 9. januar 2025, at du ikke følte dig klar til at starte op den 1. februar 2025. Du beskrev i den forbindelse, at du var bange for, at dine øgede stresssymptomer skyldtes, at tiden nærmede sig.
Efterfølgende blev der indgået en aftale om virksomhedspraktik på din arbejdsplads.
Vi lægger videre vægt på, at du ved opfølgningssamtalen den 19. marts 2025 oplyste, at du ugen forinden var startet i virksomhedspraktik på din egen arbejdsplads, hvor planen var, at du skulle arbejde tre timer tre gange om ugen. Du oplyste dog, at du var gået hjem efter to timer den forrige uge, da du havde rigtig svært ved at være på arbejdspladsen. Du oplyste, at du var skærmet for alt pres, ligesom at du ikke havde patientkontakt. Dine arbejdsopgaver var på kontor, men du mistede koncentrationen og havde svært ved at se på en skærm. Du reagerede fysisk ved at ryste, når du var på arbejde, og du sov tre timer, når du kom hjem.
Hertil lægger vi vægt på dine oplysninger fra opfølgningssamtalen af den 26. marts 2025 om, at du dagen før havde været hos lægen, som havde sygemeldt dig i otte uger. Ved opfølgningssamtalen den 28. april 2025 oplyste du, at du i samråd med din læge havde aftalt en sygemelding i yderligere 3 måneder.
I forlængelse heraf lægger vi også vægt på, at du fortsat var i behandling hos psykiater, hvor du afventede opstart af et terapiforløb til august.
Din helbredsmæssige tilstand og arbejdsevne afhang af effekten af den videre behandling hos psykiateren, herunder både i forhold til den medicinske behandling samt terapiforløbet, som skulle begynde til august. Det var desuden usikkert, hvordan dit helbred ville udvikle sig på sigt, herunder hvordan du på ny ville reagere på optrapning af arbejdstimer og arbejdsopgaver. De tidligere fremsatte perspektiver for genoptagelse af arbejdet var ikke blevet realiseret, da du efter opstart i virksomhedspraktik på ny var blevet sygemeldt.
Vi vurderer derfor på baggrund af en helhedsvurdering, at der ikke forelå tilstrækkelig sikkerhed for, at du kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i hidtidigt omfang inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet.
Udbetalingen af sygedagpenge kunne derfor ikke forlænges efter denne bestemmelse.
Verserende arbejdsskadesag
Betingelsen for forlængelse efter bestemmelsen om verserende arbejdsskadesag er, at der var en verserende arbejdsskadesag på revurderingstidspunktet. Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse 45-19.
På standsningstidspunktet verserede der ikke en sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Ved vurderingen af, om du opfyldte betingelserne for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen efter bestemmelsen om verserende arbejdsskadessag, lægger vi vægt på, at du den 25. oktober 2024 havde anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den 10. februar 2025 blev der truffet afgørelse i sagen. Sagen blev afvist, fordi den anmeldte sygdom ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.
Der foreligger således ikke oplysninger i sagen om, at du på standsningstidspunktet havde en verserende arbejdsskadesag. Udbetalingen af sygedagpenge kunne derfor ikke forlænges efter denne bestemmelse.
De øvrige forlængelsesbestemmelser
Du kunne ikke få forlænget udbetalingen af sygedagpenge efter de øvrige forlængelsesbestemmelser:
Din uafklarede helbredsmæssige tilstand indebærer, at det ikke var muligt at vurdere, om du ville have behov for revalidering, eller om din sag skulle behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på vurdering af berettigelse til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
Der var ikke tale om en livstruende og alvorlig sygdom, og der var ikke modtaget ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag eller påbegyndt en sag om førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet.
Oplysningerne
Oplysningerne, vi særligt lægger vægt på, fremgår af den specifikke helbredsattest af den 10. juni 2025, statusattesten fra din psykiater af den 27. maj 2025, samt notater fra dine opfølgningssamtaler med sagsbehandleren fra Carelink den 28. april 2025 og den 3. juni 2025.
Bemærkninger til kommunens sagsbehandling
Det fremgår af sagen, at kommunen den 10. marts 2025 besluttede at overlade dele af sagens behandling og forberedelse til Carelink, som du fremadrettet ville være tilknyttet. Sagsbehandleren hos Carelink har herefter afholdt opfølgningssamtaler med dig den 19. marts 2025, den 26. marts 2025, den 28. april 2025 og den 3. juni 2025. Carelink har den 8. maj 2025 indhentet en statusattest fra psykiater, X, samt en specifik helbredsattest fra din læge.
Derudover har sagsbehandleren fra Carelink den 3. juni 2025 udarbejdet et oplæg til afgørelsen om ophør af sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 27. Det fremgår af oplægget, at beskrivelsen og vurderingen blev overdraget til endelig vurdering og afgørelse om retten til forlængelse af sygedagpenge ved en medarbejder i jobcenteret.
Kommunen har efterfølgende anvendt oplægget i partshøringen sendt til dig den 4. juni 2025, ligesom at oplægget er anvendt i kommunens afgørelse af den 17. juni 2025. Dine bemærkninger af den 10. juni 2025 vedrørende ønsket om udsættelse af partshøringsfristen er samme dato givet videre til den faglige koordinator i kommunen.
Vi har på baggrund af ovennævnte oplysninger overvejet, om kommunen kunne overlade opgaver til Carelink forud for, at kommunen traf afgørelsen den 17. juni 2025.
Vi bemærker, at kommunen kan anvende andre aktører i forbindelse med sagsbehandlingen og opfølgningen af sygedagpengesager. Det kaldes delegation.
Der gælder et forbud mod at overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge. Det er således alene tilladt at overlade forberedelsen i sagen til andre. Det er således ikke ulovligt, at lade andre aktører forberede arbejdet op til, at kommunen træffer afgørelse i sagen. Det gælder alle dele af sagsforberedelsen, herunder også at skrive en indstilling til kommunen, og at foretage sagsbehandlingsskridt i form af bl.a. partshøring.
Kommunen og den anden aktør skal i deres arbejde iagttage reglerne i § 17 a, stk. 3 og stk. 5, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og bekendtgørelse om andre aktører, og reglerne om sagsbehandlingen i kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 1183 af 25. november 2019 om andre aktører.
Når kommunen har modtaget sagsmaterialet fra anden aktør, skal kommunen selvstændigt tage stilling til, om der er de fornødne oplysninger i sagen, om sagsfremstillingen er tilstrækkelig, og om der er taget hensyn til de oplysninger, der er indhentet. Kommunen skal træffe afgørelsen i sagen.
Herudover er det en forudsætning for at overlade sagsforberedende arbejde til andre aktører, at
- den anden aktør har den nødvendige fagkyndige ekspertise til at udføre opgaven, og at opgaven kan udføres uden, at der opstår interessekonflikter,
- de sagsbehandlingsskridt, som den private aktør foretager, lever op til de saglige og retssikkerhedsmæssige krav, der stilles til den offentlige forvaltning,
- ordningen er indrettet således, at der er sikkerhed for, at den ikke i øvrigt medfører tab af rettigheder for borgeren i sagen, og
- den delegerende myndighed – både formelt og reelt – må stå inde for den afgørelse, som er truffet og sagsbehandlingen i den forbindelse.
Vi har vurderet, at disse forudsætninger er overholdt i din sag. Det forhold, at kommunen i det væsentlige har gentaget indstillingens ordlyd i kommunens afgørelse, ændrer ikke på dette, idet vi vurderer, at kommunen selvstændigt har taget stilling til, om de var enige i indstillingen fra Carelink.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er ikke enighed om afgørelsen. Én mødedeltager har anført:
”Efter gældende ret skal en henvisning til anden aktør ske skriftligt, og borgeren skal vejledes herom, herunder om mulighed for at vælge, samt klagemulighed. Dette udgør en væsentlig retsgaranti. Det fremgår ikke af sagen, at borgeren er blevet oplyst om retsgarantierne i forbindelse med henvisningen. Hvis dette ikke er sket, foreligger der en tilsidesættelse af en garantiforskrift, hvilket kan medføre, at afgørelsen er ugyldig.
Herudover har kommunen i både partshøringen og den endelige afgørelse direkte kopieret Carelinks indstillinger ind uden selvstændige bemærkninger til, på hvilket grundlag kommunen tiltræder disse vurderinger. Det fremstår derfor som om, at anden aktør reelt har truffet afgørelse om borgerens ret til sygedagpenge, hvilket ikke er lovligt, da afgørelseskompetencen alene tilkommer kommunen.
På baggrund af disse to forhold må afgørelsen anses for ugyldig. Borgerens ret til sygedagpenge skal derfor genoprettes med tilbagevirkende kraft”
Det fremgår af reglerne, at Ankestyrelsen kan beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- Beskæftigelsesudvalget består af to ankechefer, hvoraf den ene er formand. Beskæftigelsesudvalget består desuden af én repræsentant fra hver af følgende organisationer:
- Kommunernes Landsforening
- Fagbevægelsens Hovedorganisation
- Dansk Arbejdsgiverforening
- Danske Handicaporganisationer
Beskæftigelsesudvalget afgør som udgangspunkt sagen ved mødebehandling. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Beskæftigelsesudvalget er kun beslutningsdygtigt, når de nævnte repræsentanter er til stede ved behandlingen af sagen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på Ankestyrelsens hjemmeside.