Spørgsmål og svar til forældre

Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål om klager i forbindelse specialundervisning i folkeskolen.

Det kaldes specialundervisning, når en elev får støtte i mindst ni undervisningstimer ugentligt i den almindelige klasse eller undervisningstilbud i specialklasse eller på specialskole.

Elever i 0.-10. klasse kan få specialundervisning.

Du kontakter klasselæreren eller skolens leder og fortæller om dine bekymringer.

Skolelederen taler med dig og klasselæreren. Derefter vurderer skolelederen, hvad dit barn har behov for.

Hvis skolelederen finder det nødvendigt, kan vedkommende efter aftale med dig bede PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) om at undersøge, hvad skolen bør gøre i forhold til dit barn.

Du kan også selv kontakte PPR.

PPR rådgiver forældre til børn med særlige behov. PPR kan også lave en PPV (pædagogisk-psykologisk vurdering) for at undersøge dit barns behov for støtte. PPR kan endvidere bede andre faglige eksperter om at lave en undersøgelse af dit barn. Alle undersøgelser skal ske i samråd med dig.

PPR kan rådgive skolelederen og skoleforvaltningen om, hvordan dit barn bedst kan hjælpes.

Du skal altid inddrages i alle beslutninger om specialundervisning til dit barn.

Det er skolens leder, der beslutter, om dit barn kan få special undervisning på skolen.

Det er som regel skoleforvaltningen, der beslutter, om dit barn kan komme i en specialklasse eller på specialskole.

Mindst én gang om året skal skolen eller kommunen vurdere, om specialundervisningen til dit barn skal fortsætte, ændres eller afsluttes.

Du kan kontakte skolelederen eller skoleforvaltningen og få at vide, hvordan sager om specialundervisning behandles i netop din kommune.

Du har ret til at blive hørt, før der træffes en beslutning om specialundervisning. Du skal derfor have en kopi af alle beskrivelser af dit barn.

Afgørelsen skal du også have skriftligt. Afgørelsen skal indeholde en begrundelse, hvis dit barn ikke får den specialundervisning, som du ønsker.

Du skal have vejledning om dine klagemuligheder.

Du kan klage over alle beslutninger om specialundervisning.

Det betyder, at du kan klage over:

  • det specialundervisningstilbud, dit barn har fået
  • indholdet af dit barns specialundervisningstilbud.

Du kan også klage over beslutninger om, at dit barn ikke skal have specialundervisning.

Du skal klage inden for fire uger fra den dag, du modtager afgørelsen fra skolelederen eller skoleforvaltningen.

Du kan klage mundtligt eller skriftligt.

  • Du skal klage til skolelederen, hvis du er uenig i en afgørelse fra skolelederen.
  • Du skal klage til skoleforvaltningen, hvis du er uenig i en afgørelse fra skoleforvaltningen.

Hvis du klager, skal skolelederen eller skoleforvaltningen vurdere afgørelsen igen. Ændrer de ikke deres beslutning, skal de inden for fire uger sende din klage videre til Klagenævnet for Specialundervisning.