Adopteret via en organisation (AC Børnehjælp, DanAdopt, Terre des Hommes eller DIA)
Hvis din adoption er gennemført via en af de danske formidlende organisationer, får du som udgangspunkt aktindsigt i alle oplysninger, der er i den sag, som den tidligere organisation har haft om din adoption, idet du er part i sagen.
Når du får aktindsigt i din adoptionssag, modtager du en afgørelse fra Ankestyrelsen. Afgørelsen bliver truffet i henhold til forvaltningsloven.
Der kan være oplysninger i din sag, som vi ifølge forvaltningsloven ikke kan give dig aktindsigt i. Det gælder blandt andet, hvis der skulle være oplysninger om andre end dig og dine adoptivforældre.
Vi kan som udgangspunkt heller ikke give dig aktindsigt i dine adoptivforældres personfølsomme oplysninger, fx oplysninger om sociale forhold eller helbredsoplysninger.
Da oplysninger om dine adoptivforældres forhold i forbindelse med adoptionen kan være relevante for dig at få aktindsigt i, er det dog Ankestyrelsens praksis at høre dine adoptivforældre, om de vil samtykke til, at du må få aktindsigt i de personfølsomme oplysninger, der måtte være om dem i din adoptionssag. Hvis dine adoptivforældre giver deres samtykke, vil du også få disse oplysninger.
Vi kan dog ikke give dig aktindsigt i dine adoptivforældres straffeattester, uanset om de indeholder strafbare forhold eller ej.
Du kan søge aktindsigt i din sag ved at kontakte Ankestyrelsen.
Privat adoption
Hvis du er adopteret ved en privat adoption, kan du få aktindsigt i dine adoptivforældres godkendelsessag, som også vil indeholde oplysninger om godkendelsen af dine adoptivforældres adoption af dig.
Det er den myndighed, der har behandlet dine forældres godkendelsessag, som skal give dig aktindsigt i sagen. Godkendelsessagerne blev behandlet i de tidligere amter, som senere blev samlet i Statsforvaltningen og senest i Familieretshuset. Du skal derfor søge aktindsigt i Familieretshuset.
Hvis din private adoption er gennemført før den 10. september 1972, skal du dog kontakte til Ankestyrelsen.