I tiden efter adoptionen er det langt fra ualmindeligt, at adoptivfamilier i større eller mindre omfang oplever udfordringer – det kan fx være hverdagssituationer, som ikke fungerer godt, eller hvis familien kommer i tvivl om, hvorvidt den vigtige tilknytningsproces er i gang.
Vi tilbyder adoptivfamilien 20 timers rådgivning med delvis egenbetaling. De 20 timer følger den adopterede eller barnet frem til, det bliver 18 år. Hvis du har adopteret sammen med en partner, er rådgivningen for jer begge. Rådgivningen kan også deles frit mellem jer, dog må de 20 timer samlet set ikke overskrides.
Rådgivningen kan dog også rettes mod den adopterede, hvilket ikke mindst er relevant at overveje i takt med barnets alder. Det er rådgiveren, der i dialog med familien beslutter, hvordan rådgivningen skal forløbe.
Rådgivningsforløbet
Den eller de som ønsker at gøre brug af psykologisk adoptionsrådgivning administreret af Ankestyrelsen, skal selv tage kontakt til vores rådgivere:
Rådgivningen foregår i rådgiverens lokaler.
Der er en egenbetaling på 100 kr. pr. time, som afregnes direkte med rådgiveren. Ved hver rådgivning udfylder og underskriver modtageren af rådgivning en blanket med oplysning om dato, timetal mv. Blanketten sendes til Ankestyrelsen, hvor timerne bliver registreret.
Af og til vil Ankestyrelsen sende et evalueringsskema til de personer, som bruger adoptionsrådgivningen. Evalueringerne er anonyme, og vi bruger dem til at dokumentere behovet for ordningen og til at udvikle og forbedre den.
Rådgivning til familien ud over 20 timer
Der er mulighed for at søge om at få flere rådgivningstimer end de 20 timer. Ansøgning herom skal ske ved at udfylde og sende dette skema til Ankestyrelsen:
Anmodning om PAS-rådgivningstimer til adoptanter ud over 20 timer
Vi bevilger ofte ekstra timer, hvis:
- barnet er midlertidigt placeret hos kommende adoptivforældre i forbindelse med adoption uden samtykke
- der er udfordringer og langstrakte forløb i adoptionsprocessen
- der er alvorlig og livstruende sygdom eller krise hos en af adoptivforældrene, barnet eller tætknyttet familie, som må forventes at udløse en livskrise eller nyt traume hos barnet
Det er en forudsætning for at få flere timer, at udfordringen er konkret og udførligt beskrevet i ansøgningen, og at ansøgerne sætter ord på, hvilken hjælp de søger.
Vi foretager en individuel vurdering af hver enkelt ansøgning om flere timer, og der er derfor ikke garanti for, at vi kan imødekomme alle anmodninger. Vi behandler normalt disse ansøgninger inden for fire uger.