Når adoption er dit barns start på livet, kan der være forhold, som kræver ekstra opmærksomhed og støtte, fordi de ikke altid falder naturligt på plads af sig selv.
I en tid, hvor der også bliver sat spørgsmålstegn ved selve adoptionsformidlingen, kan helt nye temaer være vigtige at være sammen med dit barn om på bedst mulig måde.
Derfor har Ankestyrelsen et tilbud om et gruppeforløb til dig som forælder. Her kan du sammen med andre adoptivforældre arbejde med:
- Hvorfor reagerer du, som du gør over for dit barn, og opnår du det, du gerne vil opnå med denne reaktion?
- Hvordan kan du forstå det, dit barn (uanset alder) gør eller siger?
- Hvordan kan du få åbnet op for vigtige samtaler, så de giver fællesskabsfølelse og samhørighed?
- Hvad er udviklende omsorg fra dig som forælder til dit barn?
- Hvad er det, der er på spil for dig? For dit barn?
Hvis du kan genkende noget af dette i dig selv og i dit barn, kan det være, at en forældregruppe er noget for dig.
Hvert møde vil være en blanding af oplæg fra gruppelederne og samtaler med god plads til alt det, I som deltagere er optaget af. Det forventes, at du byder ind og deltager aktivt i gruppen.