Når en borger har haft tilknytning til arbejdsmarkedet mellem 20 og 25 år, skal kommunen konkret tage stilling til, om kravet om langvarig tilknytning er opfyldt. I den forbindelse kan der blandt andet lægges vægt på karakteren og omfanget af arbejdet i nuværende og tidligere arbejdsforhold, antal timer, der overstiger mindstekravet på 27 timer ugentlig for indbetaling af fuldt ATP-bidrag sammenholdt med antal arbejdsår, og om borgerens helbredsforhold er påvirket efter mange års arbejde.
Hvis en borger har haft tilknytning til arbejdsmarked svarende til mindre end 20 år, kan borgeren ikke få seniorpension.
Tilkendelsestidspunkt
I klagesager om tilkendelsestidspunkt har kommunen vurderet, at borgeren har ret til seniorpension, men borgeren mener, at kommunen burde tilkende seniorpension fra et tidligere tidspunkt.
Efter reglerne skal kommunen afgøre sagen om retten til seniorpension senest seks måneder efter, at kommunen har modtaget borgerens ansøgning.
I de klagesager om tilkendelsestidspunkt, som Ankestyrelsen har behandlet indtil nu, har kommunen afgjort sagen inden for fristen på seks måneder. Det forhold, at borgeren selv mener, at sagen var oplyst nok til, at kommunen allerede få uger efter ansøgning kunne have truffet afgørelse i sagen, kan ikke føre til en anden vurdering, da kommunen har seks måneder til at behandle sagen.
Beskrivelse af arbejdsfunktioner og vurdering af arbejdsevne
I klagesager, hvor borgeren opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarked og alderskravet, skal kommunen foretage en vurdering af arbejdsevnen i forhold til seneste job.
Ankestyrelsen har hjemvist nogle sager, som ikke var oplyst nok til, at vi kunne vurdere, om borgerens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.
I nogle af sagerne manglede der nærmere beskrivelser af borgerens arbejdsfunktioner i det seneste job. Kommunen havde ikke sammen med borgeren beskrevet de arbejdsfunktioner, borgeren havde varetaget i det seneste job og de kompetencer, der er en forudsætning for at kunne varetage arbejdet.