At vi nu kan afgøre arbejdsskadesager administrativt, ændrer ikke på den juridiske eller lægefaglige behandling af sagerne. Sagsbehandlingen i Ankestyrelsen frem til afgørelsen er stort set den samme, uanset om sagen skal afgøres med beskikkede medlemmer, eller om den bliver afgjort administrativt. Det betyder, at sagsbehandlerne på samme måde som før lovændringen gennemgår sagen og indhenter en lægefaglig vurdering efter behov.
Når vi skal vurdere, om vi kan afgøre en arbejdsskadesag administrativt, tager vi udgangspunkt i lovens ordlyd og i bemærkningerne til lovforslaget. Det helt klare udgangspunkt er, at der ikke må være tvivl om resultatet. Hvis der er tvivl om resultatet, vil sagen blive afgjort sammen med to af vores beskikkede medlemmer.
Det kan eksempelvis tale for, at der ikke er tvivl om sagens resultat,
- hvis det ikke er en skønsmæssig afgørelse eller en afgørelse med kun et mindre element af skøn. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en selvstændig erhvervsdrivende ikke har tegnet forsikring mod følgerne af arbejdsulykker og dermed ikke er omfattet af loven.
- hvis den, der er kommet til skade, har genoptaget sit fuldtidsarbejde uden lønnedgang, og derfor ikke har ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
- hvis vi er enige i den lægefaglige vurdering, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har foretaget.
- hvis vi i en principmeddelelse har fastslået, hvordan en sag som den konkrete skal afgøres, og der ikke er oplysninger i sagen, som skaber tvivl.
Vi foretager altid en konkret vurdering, og der kan også indgå flere elementer, end dem vi har nævnt ovenfor. Selvom vores lægefaglige vurdering eksempelvis er den samme som hos AES, kan der alligevel være andre forhold i sagen, som gør, at vi vurderer, at den skal behandles sammen med vores beskikkede medlemmer. Det kan blandt andet være fordi, oplysningerne om sagens faktiske omstændigheder eller forløb er lidt komplicerede, selvom resultatet i øvrigt er rimeligt klart.
Så mange sager har vi afgjort administrativt efter lovændringen
Vi har i perioden fra 1. januar 2020 til 30. juni 2020 i alt afgjort 5.371 arbejdsskadesager. Heraf er 4.270 afgjort med deltagelse af beskikkede medlemmer, mens 1.101 sager er afgjort administrativt. Det svarer til 21 % af det samlede antal afgjorte arbejdsskadesager.