Af Sofie West, specialkonsulent
En arbejdsskade er en ulykke eller en erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet er foregået under.
Forskellen mellem almindelig færden på arbejdet og et privat ærinde
Udgangspunktet er, at arbejdsgiver er ansvarlig for skader, der sker på arbejdet. Det betyder, at man som udgangspunkt også er omfattet af arbejdsskadeloven under almindelig færden på jobbet.
Eksempler på dette kan være:
- færden i forbindelse med toiletbesøg
- færden i forbindelse med opkald til egen læge eller børnehaven i arbejdstiden
- færden i et tekøkken eller i kantinen under pauser.
Skader, som sker i forbindelse med såkaldte private ærinder, er derimod som udgangspunkt ikke omfattet af loven. Dette gælder, selvom skaden sker på arbejdspladsen inden for arbejdstiden.
Private ærinder kan eksempelvis være:
- at man tager til lægen i arbejdstiden
- at man får massage på arbejdspladsen - se principmeddelelse U-20-06
- at man går ud og handler i arbejdstiden - se principmeddelelse 6-09.
Ifølge domspraksis er det afgørende for vurderingen, om ”skaden er sket under omstændigheder eller i forbindelse med aktiviteter, der har en nødvendig eller naturlig forbindelse med arbejdet” (U.2018.1831Ø).
Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en situation er et privat ærinde eller ej, og detaljerne i to næsten ens sager kan betyde, at de bliver vurderet forskelligt.
Hvis ens arbejdsopgaver kræver, at man er i god fysisk form, og arbejdsgiver stiller faciliteter til rådighed, fx i form af et træningslokale, vil dette tale for, at man er omfattet af arbejdsskadeloven. Modsat vil træning som udgangspunkt ikke have en naturlig forbindelse til arbejdet, hvis man arbejder på kontor, og så er man ikke omfattet af loven.
En rygepause kan både være almindelig færden og et privat ærinde
Arbejdsskademyndighederne foretager altid en konkret afvejning af, om en rygepause er et privat ærinde.
Tidligere har rygepauser været en almindelig accepteret del af det at gå på arbejde, som arbejdsgiver ikke har forholdt sig aktivt til. Derfor har udgangspunktet været, at færden i forbindelse med rygepauser var en naturlig del af det at gå på arbejde. Man var og er derfor som udgangspunkt omfattet af arbejdsskadeloven i forbindelse med rygepauser.
Specifikt for rygepauser er der dog en tendens til, at flere og flere arbejdsgivere aktivt – for eksempel i arbejdspladsens personalepolitik – tager stilling til, at rygning skal anses for et privat ærinde, som ikke kan ske i arbejdstiden.
Når arbejdsgiver gør det, vil arbejdspladsens retningslinjer være et afgørende element i vurderingen af, om der er tale om et privat ærinde.
Principmeddelelse 73-19
I de to sager, som er gengivet i principmeddelelse 73-19, havde arbejdsgiver fastsat retningslinjer om, at rygning ikke var tilladt i arbejdstiden.
I den første sag fremgik det af arbejdspladsens rygepolitik, at arbejdsgiver havde anvist et rygeområde uden for hegnet på arbejdspladsen, hvor der var opstillet askebægre. Medarbejderne skulle flekse ud, når de nåede hen til hegnet for at komme hen til det anviste rygeområde. Rygning måtte kun foregå i egne betalte pauser.
I den anden sag fremgik det af arbejdspladsens personalehåndbog, at der ikke måtte ryges i lokalerne på arbejdspladsen eller ved indgangen til arbejdspladsen. Der måtte ikke ryges i arbejdstiden, og hvis medarbejderen skulle ryge, skulle der flekses ud. Ind og udfleksning foregik ved computeren.
I begge sager havde arbejdsgiver opstillet retningslinjer for de nærmere forhold, hvorunder rygning måtte foregå. Det var besluttet, at rygning ikke måtte foregå i arbejdstiden, og der skulle flekses ud, når medarbejderne skulle ryge.
Ankestyrelsen vurderede, at der i begge sager var tale om private ærinder, der ikke var omfattet af lovens dækningsområde. Arbejdsgivers tydelige tilkendegivelser om, at rygning ikke var tilladt i arbejdstiden, var afgørende.
