Kommunen skal derfor vurdere, om oplysningerne er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiver kan varetage sine økonomiske interesser i sagen. Arbejdsgiver kan kun få oplysninger i forbindelse med aktindsigt, partshøring og begrundelse i det omfang, hvor det er væsentligt.
Det følger af § 68 a, at arbejdsgiver alene har ret til at få indsigt i oplysninger. Arbejdsgiver kan derfor ikke få udleveret de underliggende erklæringer og journaler gengivet i sin helhed.
Sådan kan kommunen for eksempel gøre:
Kommunen kan i stedet gengive de væsentlige helbredsmæssige og lægelige oplysninger i et følgebrev og/eller et høringsbrev, inden kommunen træffer afgørelse.
Indsigt i andre typer end helbredsmæssige og lægelige oplysninger skal fortsat afgøres efter de almindelige regler om aktindsigt.
Afvejning af modstående hensyn
Inden kommunen giver indsigt i væsentlige helbredsmæssige og/eller lægelige oplysninger om lønmodtager, skal kommunen være opmærksom på, om oplysningerne alligevel ikke kan gives til arbejdsgiver. Kommunen skal foretage en konkret afvejning af modstående hensyn i sagen. Afvejningen er den samme som foretages efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5.
Afvejningen kan føre til, at hensynet til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse vejer tungere end hensynet til arbejdsgivers interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne, for at kunne varetage sine økonomiske interesser i sagen.
I Ankestyrelsens principmeddelelse 11-20 er der eksempler på hvilke momenter, der kan indgå i afvejningen.
Før kommunen kan foretage denne afvejning, vil det ofte være nødvendigt som led i oplysning af sagen at høre lønmodtager, om der er skadevirkninger ved at udlevere oplysningerne til arbejdsgiver.
Partshøring af lønmodtageren er dog for eksempel ikke nødvendig, hvis der er tale om oplysninger, som arbejdsgiveren allerede har.
Eksempel:
Ankestyrelsen har set sager, hvor kommunen har fået udtalelsen fra lønmodtager telefonisk. Forinden havde kommunen forklaret i en opfølgningssamtale, at kommunen efter reglerne var forpligtet til at sende partshøring/afgørelse om ophør af refusion til arbejdsgiver, hvor væsentlige helbredsmæssige og lægelige oplysninger indgik.
Kommunen sendte et brev til lønmodtager, hvor de helbredsmæssige og lægelige oplysninger var gengivet. Borger ringede til kommunen og oplyste, at han ikke havde indvendinger i forhold til de oplysninger arbejdsgiver ville få. Håndteringen er et eksempel på en smidig sagsbehandling.
I den situation, hvor arbejdsgiver har en økonomisk interesse i sagen, men hvor lønmodtager ønsker, at arbejdsgiver ikke får udleveret oplysningerne, skal kommunen afveje hensyn til lønmodtager over for hensynet til arbejdsgiver.
Hvis kommunen vurderer, at arbejdsgiver ikke kan få indsigt i oplysningerne skal kommunen kunne pege på en konkret risiko for, at lønmodtagers interesser vil lide skade af væsentlig betydning.
En lønmodtagers generelle ønske om, at arbejdsgiver ikke gøres bekendt med helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtager, er ikke en sådan konkretiseret risiko for skadevirkning.
Sådan et generelt ønske kan derfor heller ikke begrunde, at arbejdsgiver får afslag på at få udleveret væsentlige oplysninger, for at kunne varetage sine økonomiske interesser i sagen. Arbejdsgiver skal gøres bekendt med væsentlige oplysninger, når der ikke er hensyn, der kan begrunde et afslag.
Det fremgår af forarbejderne til § 68 a, at der skal tungtvejende grunde til for at afvise at give arbejdsgiver indsigt i helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtager, når oplysningerne er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiver kan varetage sine økonomiske interesser.