Ny undersøgelse: Forskellige tilgange til anbringelsesområdet i de nordiske lande

16-06-2021
Børneområdet Børn og unge

Ankestyrelsens nye undersøgelse viser, at familiepleje var den mest hyppige anbringelsestype i både Danmark, Norge og Sverige i 2019. Undersøgelsen viser også, at anbringelsesområdet i Norge og Sverige er forskelligt organiseret og reguleret i lovgivningen, og at de to lande arbejder forskelligt med rekruttering af plejefamilier.

Af fuldmægtige Anna Olejasz Lyneborg og Anemone Skårhøj

Familie- og netværkspleje er mest anvendt i Norge og mindst anvendt i Danmark

Undersøgelsen afdækker blandt andet statistiske forskelle på anbringelsesområdet i både Danmark, Norge og Sverige. Den viser, at Norge har den højeste andel af anbragte børn og unge i familiepleje (83,3 procent), efterfulgt af Sverige (82,2 procent). Til sammenligning har Danmark den laveste andel af børn og unge anbragt i plejefamilie (66,1 procent).

Når vi ser nærmere på Norges brug af familiepleje fremgår det også, at Norge har flere typer af plejefamilier sammenlignet med Danmark og Sverige, eksempelvis statslige kontraktansatte plejefamilier og plejefamilier målrettet uledsagede flygtningebørn.

På samme vis er brugen af netværksplejefamilie også mest udbredt i Norge. Her er knap en tredjedel (29,4 procent) af de børn, der er anbragt i plejefamilie, anbragt i netværket. Til sammenligning er andelen af børn og unge, der er anbragt i plejefamilie i netværket 17 procent i Sverige og 12,5 procent i Danmark.

Store forskelle i organisering af anbringelsesområdet mellem Norge og Sverige

Undersøgelsens viser, at Norge har en relativt centraliseret organisering af anbringelsesområdet, hvor staten har hovedansvaret for blandt andet rekrutteringen af plejefamilier. Modsat har Sverige en mere decentral styring, hvor hovedansvaret for rekrutteringen er placeret hos landets kommuner. Med den statslige rekruttering af plejefamilier i Norge er der økonomi til at drive nationale rekrutteringskampagner, mens kommuner i Sverige ofte indgår fælleskommunale partnerskaber for at forbedre rekrutteringen af plejefamilier.

Forskellig tilgang til kontinuitet og stabilitet i anbringelsen

I både den norske og svenske lovgivning på området fremgår det, at barnet gerne skal opleve stabilitet i anbringelsen. Tilgangen til kontinuitet er dog lidt forskellig i de to lande. Den norske lovgivning lægger vægt på, at barnet skal opleve stabilitet i anbringelsen og ikke flyttes frem og tilbage mellem anbringelsessted og forældrene. Her har barnets tilknytning til plejeforældrene betydning for, om barnet skal hjemgives. I den svenske lovgivning er der fokus på, at barnet så vidt muligt skal hjemgives for at få genskabt stabiliteten derhjemme. . Anbringelsen skal derfor genvurderes hver sjette måned i forhold til mulig hjemgivelse.

Undersøgelsen viser, at der både i Norge og Sverige er lovhjemmel til at overdrage forældremyndigheden til plejeforældre. Ifølge norsk lov er der derudover mulighed for at iværksætte adoption uden forældrenes samtykke, hvilket ikke er muligt ifølge svensk lov.

Enkeltsager i både Norge og Sverige påvirker debatten om barnets tarv versus forældrenes rettigheder

I begge lande spiller enkeltsager ind i aktuelle reformændringer på anbringelsesområdet. I Norge har domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol rejst debat, om Norge er gået for vidt i forhold til at prioritere barnets tarv over forældrenes ret til familieliv. Modsat har en enkeltsag i Sverige om pigen ”Lille Hjerte,” som dør efter hjemgivelse til sine biologiske forældre, skabt diskussion om praksis for hjemgivelse og om man er gået for langt i forhold til at sikre forældrenes rettigheder.

Derudover viser undersøgelsen blandt andet:

  • I både Norge og Sverige er anbringelsesområdet under forandring. Dette ses blandt andet ved, at antallet af private aktører, som har tilbud til udsatte børn og unge, er steget som følge af øget tilstrømning af uledsagede flygtningebørn til begge lande.

  • Tal fra 2019 viser, at der er en større andel af anbringelse uden samtykke i Sverige (39 procent) end i Danmark (23 procent). I den norske barneværnsstatistik skelnes ikke mellem anbringelse med og uden samtykke men i stedet mellem anbringelser som omsorgsovertagelse, hjælpetiltag, akuttiltag og adfærdstiltag.

  • Tal fra 2019 viser ligeledes, at størstedelen af børn og unge i både Danmark og Sverige bliver anbragt i alderen 12-17 år. I Norge opgøres forebyggende foranstaltninger og anbringelse samlet i statistikken. I Norge er børn og unge oftest i aldersgruppen 6-12 år, når de modtager et barneværnstiltag.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på:

  • Gennemgang af dokumenter, der vedrører familieplejeområdet i Norge og Sverige
  • Fire ekspertinterview med relevante forskere fra Danmark, Norge og Sverige
  • Fem interview med centrale aktører på barneværnsområdet i Norge og Sverige
  • Datasæt fra Danmarks Statistik, Statistisk Sentralbyrå Norge, Centralenheden for Fylkesnævnene Norge og Socialstyrelsen Sverige

Rapporten er bestilt af Social- og Ældreministeriet og indgår som en del af vidensgrundlaget til det lovforberedende arbejde med ”Barnets Lov”.