Af fuldmægtig Niclas Friis Hay
Retten til sygedagpenge er blandt andet betinget af, at den sygemeldte opfylder beskæftigelseskravet. Hvis den sygemeldte ikke opfylder beskæftigelseskravet, er der ikke grundlag for at udbetale sygedagpenge, uanset sygdommens karakter.
I 2019 omgjorde Ankestyrelsen en stor procentdel af sygedagpengesager vedrørende beskæftigelseskravet i forhold til kommunen. Mange af disse sager blev omgjort på grund af et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag i forhold til vurderingen af løsarbejdere i sygedagpengelovens forstand.
Ved løsarbejdere forstås personer med kortvarige eller tilfældige arbejdsforhold, hvor ansættelsens ophør som regel er aftalt på forhånd. En løsarbejder betragtes kun som ansat i de perioder, hvor pågældende faktisk er i beskæftigelse hos arbejdsgiveren. Dermed er der ikke tale om en uafbrudt, løbende ansættelse.
Beskæftigelseskravet er sværere at opfylde for en løsarbejder, da løsarbejderens tilknytning til arbejdsmarkedet er afbrudt i de perioder, hvor løsarbejderen ikke er i ansættelse eller står til rådighed for arbejdsmarkedet i sin arbejdsløshedskasse. Der fokuseres i det følgende på beskæftigelseskravet i forhold til kommunen som lønmodtager og dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse efter sygedagpengelovens § 32, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.