Af specialkonsulent Mette Thostrup
Når en borger har ret til støtte til køb af bil, skal kommunen vurdere, hvilken bil der er den billigst egnede for den konkrete borger.
Hvis kommunen bevilger hjælp til en el-bil, skal kommunen forholde sig til, om borger har mulighed for at få ladet bilen op. Hvis borger ikke kan lade bilen op, vil bilen ikke kunne fungere som et transportmiddel for borger. Kommunen kan i dén vurdering inddrage, om borgeren kan benytte lademuligheder i nærområdet. Her skal kommunen være opmærksom på, om helbredsmæssige eller andre forhold gør, at borgeren ikke kan anvende disse lademuligheder.
Hvis der ikke er realistiske lademuligheder i nærområdet, skal kommunen vurdere, om der er behov for støtte til etablering af en ladestander/ladeboks ved hjemmet.