Af specialkonsulent Martin Holm Jensen
Når et medlem af en a-kasse mister sit arbejde, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse for de første to dage, efter ansættelsen er ophørt. A-kasserne hjælper deres medlemmer med at få dagpengegodtgørelsen udbetalt fra arbejdsgiveren. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler, kan a-kassen sende sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, som tager stilling til, om arbejdsgiveren har pligt til at betale.
Arbejdsgiveren skal kun betale dagpengegodtgørelse, hvis et medlem af en a-kasse har mistet sit arbejde hos arbejdsgiveren. Det vil være tilfældet, hvis en tidsbestemt eller opgavebestemt ansættelse ophører, eller hvis medlemmet bliver fyret. Hvis et medlem af en a-kasse selv opsiger sit arbejde, skal der ikke betales dagpengegodtgørelse.
Ansættelsen anses for ophørt på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren ikke længere har pligt til at betale løn, og medlemmet ikke længere har pligt til at udføre arbejde for arbejdsgiver. Det gælder også, hvis ansættelsen ophører i en periode, og ansættelsesforholdet efterfølgende genoptages.
En tids- eller opgavebestemt ansættelse kan være en ansættelse som vikar, eksempelvis som tilkaldevikar, der er tilknyttet et vikarbureau.