Kun særlige forhold kan give digitalt udfordrede borgere dispensation

16-06-2026

Vestre Landsret har fastslået, at hvis en borger har udfordringer med at bruge digitale løsninger på sygedagpengeområdet, kan kommunen inddrage borgerens udfordring, når den skal vurdere, om borgeren kan få dispensation for at overskride en tidsfrist. At have digitale udfordringer er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at man som borger kan få dispensation – der skal være tale om helt særlige undskyldende forhold.

Af specialkonsulent Mathias Votborg Laibjørn

En ny dom fra Vestre Landsret præciserer, hvordan kommunerne skal vurdere sager, hvor en sygemeldt borger har overskredet fristen for at anmode om sygedagpenge. 

Udgangspunktet i loven er fortsat klart: Den sygemeldte skal anmode om sygedagpenge inden for fristen, som typisk er otte dage efter, at kommunen har sendt underretningsbrevet til borgeren med Digital Post. Hvis fristen overskrides, vil borgeren som udgangspunkt først have ret til sygedagpenge fra den dag, hvor kommunen modtager anmodningen. 

Vestre Landsrets dom ændrer ikke ved det udgangspunkt. Landsretten fastslår dog, at hvis den sygemeldte har vanskeligheder ved at bruge digitale løsninger på sygedagpengeområdet, kan borgerens manglende evne til at bruge digitale løsninger indgå som element i kommunens helhedsvurdering. 

Det afgørende er, om der foreligger ”særligt undskyldende forhold”. Kommunen kan give dispensation, hvis der er særligt undskyldende forhold, der betyder, at kommunen ikke har modtaget anmodningen om sygedagpenge inden for fristen. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt, hvis den sygemeldte har digitale udfordringer. Der skal også være andre forhold, som efter en helhedsvurdering fører til, at kommunen kan vurdere fristoverskridelsen for særligt undskyldende. Nedenfor kan du læse nogle af de andre forhold, der kan indgå i vurderingen.

Landsretten understreger også med dommen, at kommunen altid skal foretage en konkret og samlet vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

Hvad kan være særlige undskyldende forhold?

Flere forhold kan indgå i kommunens samlede vurdering af, om borgeren har særlige undskyldende forhold, der har betydet, at borgeren har overskredet fristen for at anmode om sygedagpenge. 

Blandt de forhold, der kan indgå i kommunens vurdering, er: 

  • årsagen til at fristen overskrides
  • længden af fristen og af fristoverskridelsen
  • om den sygemeldte kendte eller burde have kendt til systemet og fristerne
  • om der har været andre praktiske eller ekstraordinære hindringer
  • om de digitale løsninger, den sygemeldte skal bruge til at anmode om sygedagpenge, har haft driftsforstyrrelser
  • om den sygemeldte har været ramt af alvorligere sygdom, som konkret har forhindret, at den sygemeldte kunne indgive anmodningen rettidigt
  • om ophold i udlandet eller indlæggelse har forhindret rettidig anmodning om sygedagpenge
  • hvilke konsekvenser et afslag på dispensation vil have for den sygemeldte
  • hvor hurtigt den sygemeldte reagerede og rettede op på overskridelsen, efter den blev konstateret.

I den konkrete sag, som Landsretten behandlede, var der tale om en kombination af flere forhold, som efter en helhedsvurdering af det samlede hændelsesforløb førte til, at den sygemeldte var berettiget til dispensation for fristoverskridelsen. 

Sygedagpengelovens regler om anmodning om sygedagpenge samt dispensation

Reglerne om anmodning om sygedagpenge findes i sygedagpengelovens § 38 og § 69 a. 

Den sygemeldte borger skal anmode om sygedagpenge senest otte dage efter, at kommunen har sendt et underretningsbrev til anmodning om sygedagpenge. Underretningsbrevet sendes via Digital Post, med mindre modtageren er fritaget fra tilslutning til Digital Post.

Det er borgerens ansvar at holde øje med post fra kommunen og reagere på kommunens breve. Det er også borgerens ansvar, at anmodningen om sygedagpenge indgives til kommunen inden for fristen. Anmodningen skal indgives ved brug af digital selvbetjening.

Hvis anmodningen om sygedagpenge først modtages i kommunen efter udløbet af fristen, vil den sygemeldte først have ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages. 

Kommunen kan dog se bort fra en overskridelse af fristen, hvis den sygemeldte på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode om sygedagpenge inden for fristen. Kommunen kan også se bort fra overskridelsen, når andre særlige undskyldende forhold har ført til, at anmodningen ikke er sket rettidigt. 

Den konkrete sag - også gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen som U.2026.464V

Borgeren blev sygemeldt hos sin a-kasse, som herefter anmeldte sygefraværet til kommunen. 

Kommunen sendte den 16. juli 2020 et brev til borgeren via den offentlige postløsning Digital Post, hvori borgeren blev oplyst, at han senest den 24. juli 2020 skulle anmode om sygedagpenge, kontrollere a-kassens oplysninger samt udfylde et oplysningsskema. 

Borgeren indsendte først anmodningen om sygedagpenge via den digitale selvbetjeningsløsning ”Mit Sygefravær” den 26. juli 2020, hvilket var to dage efter fristudløb. 

Kommunen og Ankestyrelsen vurderede, at borgeren først var berettiget til sygedagpenge fra den 26. juli 2020, hvor anmodningen blev modtaget i kommunen, da der ikke forelå særlige undskyldende forhold, der kunne føre til dispensation fra fristoverskridelsen. 

Det fremgår af den dagældende sygedagpengelovs § 38, stk. 7 (nu stk. 8), at kommunen kan udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt.

Landsrettens præmisser:

Landsretten anførte i dommen, at det ikke i ordlyden eller i forarbejderne til bestemmelsen er nærmere defineret, hvad der skal forstås ved andre særlige undskyldende forhold. Landsretten anførte, at det som ved andre dispensationsbestemmelser med et lignende indhold herefter må bero på en helhedsvurdering af de konkrete omstændigheder ved fristoverskridelsen, om denne kan tilskrives særlige undskyldende forhold ud fra en almindelig forståelse af dette udtryk. 

I denne vurdering må bl.a. indgå årsagen til fristoverskridelsen, længden af fristen og af fristoverskridelsen samt, om lønmodtageren som følge af tidligere sygedagpengesager må antages at have været bekendt med anmeldelsesfristen og sagsgangene i øvrigt. Det skal ved vurderingen af dispensationsspørgsmålet også tages i betragtning, at et afslag på dispensation er indgribende for lønmodtageren, der kan miste sit forsørgelsesgrundlag i en periode, selvom denne opfylder de materielle betingelser for at få ydelsen. Det skal endvidere tages i betragtning, at der ikke er sket indholdsmæssige ændringer i dispensationsbestemmelsen i forbindelse med den senere indførte lovgivning om offentlig digital post og om digital selvbetjening på sygedagpengeområdet, da det tværtimod fremgår af lovbemærkningerne, at det er ikke hensigten at ændre på, hvordan en offentlige myndighed håndterer situationer, hvor borgeren overskrider en eventuel frist, og at der således som hidtil vil kunne tages hensyn til årsagen til, at en frist ikke er overholdt. Dispensationsbestemmelsen må derfor også finde anvendelse i tilfælde, hvor der som følge af særlige undskyldende forhold ikke er reageret rettidigt på en frist i et digitalt brev, som er kommet frem til lønmodtageren i den digitale postløsning. Der er ikke i forarbejderne til de relevante lovbestemmelser holdepunkter for at antage, at lønmodtagerens manglende evne til at benytte digitale løsninger ikke kan indgå i dispensationsvurderingen.

Landsretten lagde i den konkrete sag til grund, at fristoverskridelsen måtte henføres til, at borgeren ikke evnede selv at anvende offentlig digital post og digital selvbetjening, og at han derfor fik hjælp fra sin hustru, således at hun sad ved siden af ham og guidede ham. Den første gang denne ordning gav anledning til problemer for ham, var den aktuelle sag. I den korte periode, som han havde til at indgive anmodningen om sygedagpenge via den digitale selvbetjeningsløsning, var hans hustru forhindret i at hjælpe ham, da hun i en periode på omkring en måned var i Grønland for at passe sin kræftsyge søster. Da hun kom hjem igen dagen efter fristudløb, blev den digitale post gennemgået, og anmodningen om sygedagpenge blev indleveret to dage efter fristudløb. Det blev envidere lagt til grund, at borger ikke tidligere havde haft sygedagpengsager hos kommunen, og at han derfor ikke antages på forhånd at have været bekendt med, at sygemeldingens hos a-kassen medførte en sygedagpengsag hos kommunen med en anmeldelsesfrist på 8 dage. Den vejledning, som blev ydet om behandlingen af sygedagpengesagen, blev fremsendt med offentlig digital post, idet borger på det tidspunkt endnu ikke var blevet fritaget for offentlig digital post, selvom han opfyldte betingelserne for det. På denne baggrund og efter en helhedsvurdering af de konkrete omstændigheder ved fristoverskridelsen måtte fristoverskridelsen tilskrives særlige undskyldende forhold.