Sådan arbejder Ankestyrelsen med kommunernes indsats på børneområdet

16-06-2026

Ankestyrelsen følger løbende udviklingen på børneområdet, og vi tilpasser vores praksiskoordinering, så den bedst muligt understøtter kommunernes arbejde.

Af kontorchef Nelle Seiersen, Praksiskoordinering

Børneområdet er et højt prioriteret område i Ankestyrelsen. Som praksiskoordinerende myndighed har vi fokus på, at kommunerne på tværs af landet anvender reglerne på området korrekt og ensartet. 

Derfor følger Ankestyrelsen også løbende de udfordringer, der viser sig i kommunernes sagsbehandling, ligesom vi vurderer, hvordan vores praksis, vejledning og formidling kan understøtte en styrket indsats. Ankestyrelsen følger derfor også kommunernes implementering af barnets lov (2024) tæt.

Tal fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne i 69 pct. af sagerne i perioden 2021-2024 har udfordringer med at overholde lovkravene til sagsbehandlingen. Det er disse tal, som statsrevisorerne og Rigsrevisionens for nyligt kommenterede offentligt.

Ankestyrelsen vil over de kommende tre år undersøge over 1.000 børnesager – fra vores børnesagsbarometer, task forces og juridiske eftersyn. Det kommer til – sammen med vores løbende sagsbehandling – at give et unikt og bredere indblik i, hvordan kommunerne administrerer barnets lov.

Nedenfor er et udpluk af aktuelle initiativer på børneområdet:

  • I samarbejde med Socialministeriet udkommer vi snart med det årlige børnesagsbarometer; det første siden barnets lov trådte i kraft for to år siden. Her ser vi på forløbet i kommunernes sagsbehandling fra underretninger og screening til afdækning og børnefaglig undersøgelse, valg af indsats og opfølgning. Derudover er der fokus på sagsbehandlingstiden og kommunernes inddragelse af børn og unge.
  • Vi ved fra vores undersøgelsesvirksomhed, og fra vores kontinuerlige dialog med kommunerne og øvrige interessenter, at inddragelse er svær, og derfor har vi inviteret alle landets kommuner til online-møder, hvor vi tager udgangspunkt i konkrete dilemmaer fra hverdagen og skaber et praksisnært rum for dialog og afklaring. Afsættet for denne dialog er vores principmeddelelser.
  • I forlængelse af børnesagsbarometret foretager vi desuden to årlige juridiske eftersyn, hvor vi vurderer lovmedholdeligheden i seks kommuners sager, hvor børn er anbragt med og uden samtykke fra forældrene. De deltagende kommuner modtager efterfølgende et læringsnotat målrettet deres konkrete styrker og udfordringer i behandlingen af sager efter den nye lov.
  • Ankestyrelsen bidrager til den samlede evaluering af ’Børnene Først’, som VIVE har ansvaret for. Det sker ved at belyse kommunernes anvendelse og udmøntningen af den ny lovgivning i barnets lov. Ankestyrelsen vil ved gennemgang af sager bidrage med vurderinger og aspekter af den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling.
  • Vi har en løbende taskforce i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen, som vejleder individuelle kommuner i arbejdet med udsatte børn i en periode på to år.
  • Oveni dette har Ankestyrelsen for nylig undersøgt, hvilke praksiskoordinerende indsatser kommunerne opfatter som konstruktive og relevante. Indsigten herfra vil løbende blive indarbejdet for at styrke Ankestyrelsens praksiskoordinerende indsats overfor kommunerne.

Ankestyrelsens indsats på børneområdet

Undersøgelser og monitorering

Ankestyrelsen følger systematisk kvaliteten i kommunernes sagsbehandling – både løbende og gennem målrettede undersøgelser af konkrete problemstillinger.

Børnesagsbarometret

385 sager årligt fra alle landets kommuner. Vurderer juridisk kvalitet i sagsflow fra start til første opfølgning.

Ny, første udgave 2026 

Bidrag til VIVE-evaluering

Omkring 1.000 konkrete sager gennemgås 2026–29 som bidrag til national evaluering af barnets lov.

2026–29

Juridisk serviceeftersyn

330 upåklagede anbringelsessager fordelt på 60 forskellige kommuner hen over tre år. Kommuner, der har indsendt sager om anbringelser med samtykke modtager individuelle læringsnotater.

2026–28

Ændring af anbringelsessted

Belyser kommunernes praksis med straksflytninger begrundet i en udefrakommende begivenhed.

Igangværende 

Anbringelse på eget værelse

Som led i politisk aftale om at bekæmpe snyd og svigt på sociale tilbud igangsættes en praksisundersøgelse af kommunernes brug af egne værelser og kollegielignende tilbud for at vurdere, om lovgivningen overholdes.

Igangværende 

Kommunernes erfaringer med underretninger

Belyser håndtering af stigende antal underretninger og inddragelse af børn.

Offentliggjort 2025

Kommunens adgang til anbringelsessted og forældremyndigheds-indehavers bolig

Registrering og rapportering af kommunernes brug af indgribende magtbeføjelser (§ 139 stk. 3 og 4).

Årlig 

Direkte støtte til kommunernes sagsbehandling

Gennem konkrete forløb og sparring hjælper Ankestyrelsen kommunerne med at omsætte reglerne til korrekt praksis i de enkelte sager.

Taskforce – børn og unge i udsatte positioner

Ankestyrelsen tilbyder i et samarbejde med Social- og boligstyrelsen 4 rådgivningsforløb årligt med en varighed på ca. 2 år pr. forløb i kommunen. Et forløb omfatter blandt andet en analyse-, udviklings-, lærings- og implementeringsfase. Forløbet afsluttes med en statusrapport og tilbud om yderligere opfølgning. Taskforceforløbene baserer sig på læring via gennemgang af kommunernes egne konkrete sager. Forløbet afrapporteres til det politiske udvalg eller til kommunalbestyrelsen. 

Løbende 

Implementeringsstatus i forbindelse med Barnets lov

Som led i implementeringen af Barnets lov, gennemgik Ankestyrelsen op til 10 konkrete sager i ca halvdelen af landets kommune med mundtlig sparring på sagsflow efter barnets lov.

Særlig indsats for 9 kommuner: 

Ekstra hjælp til 9 kommuner med mange børnesager. Ankestyrelsen deltog med juridisk rådgivning og sagsgennemgang i 9 udvalgte kommuner.

2024/25 

5 temadage om barnets lov for landets kommuner

Som led i Social og Boligstyrelsens erfaringsnetværk om implementering af barnets lov deltog Ankestyrelsen og fortalte om de første erfaringer med barnets lov med udgangspunkt i resultaterne fra Implementeringsstatus.

5 regionale ledernetværksmøder i regi af KL

Ankestyrelsen deltog med oplæg om viden fra Implementeringsstatus, hvor væsentligste problemstillinger blev highlightet og nyeste principmeddelelser om inddragelse blev gennemgået.

2024/2025 

Styrket dialog med praksis

Nyt pilotprojekt med fysiske møder i udvalgte kommuner for at afdække juridiske udfordringer fra praktikernes perspektiv.

Juni 2026 

Vidensdeling

Ankestyrelsen understøtter, at kommunerne kender gældende ret og praksis – gennem principmeddelelser, artikler og digitale læringsmaterialer.

Principmeddelelser

Om bl.a. anbringelse, inddragelse, samvær og børne- og ungeudvalgets kompetence. Siden barnets lov trådte i kraft.

Løbende 

E-læringsmaterialer

5 om udsatte børn/unge og 6 om børnehandicap. Gratis via Ankestyrelsens læringsportal.

Løbende

Artikler

Om praksis vedr. anbringelse, samvær, underretning, tabt arbejdsfortjeneste og adoption siden 2020.

Løbende

Kurser og oplæg

Ankestyrelsen når ud til både kommunale beslutningstagere og fagprofessionelle på tværs af sektorer med viden om lovkrav.

12 kurser til børn- og ungeudvalg

Sikrer at udvalgsmedlemmerne kender lovkrav og retspraksis ved tvangsforanstaltninger.

Første halvår 2026 

8 oplæg om underretningspligt

Til læger, jordemødre, præster, psykiatrien og friskoler om fagprofessionelles underretningspligt.

2025 

Netværk, dialog og samarbejde 

Ankestyrelsen er forankret i tværgående samarbejder, netværk og dialogfora - og arbejder løbende på at gøre viden og materialer lettere tilgængelige for dem, der har brug for dem.

Indsatsteam – minoritetsetniske børn

Tværinstitutionelt team (Ankestyrelsen, SBS, SIRI) til at understøtte kommunernes håndtering af underretninger i sager om æresrelaterede konflikter.

Siden 2023 

Strategisk netværk om vold mod børn

26 aktører på tværs af sektorer. Fælles strategisk publikation ventes foråret 2026.

Siden 2024

Øget tilgængelighed af tilbud

Vi har for nylig internt gennemført en større evaluering for at finde ud af, hvilke praksiskoordineringsaktiviteter, kommunerne finder udbytterige. På den baggrund kigger vi lige nu på konkrete forbedringer på ast.dk, der kan gøre vores praksiskoordineringstilbud lettere at benytte.

Nyt 2026 

Følgegruppemøder – Børnesagsbarometer

Følgegruppen består af repræsentanter fra Børn og Kulturchefforeningen, Foreningen af Velfærdschefer og KL. Ankestyrelsen orienterer om processen omkring barometret og resultater inden en offentliggørelse. 

To gange årligt

Dialog med BKF

Ankestyrelsen afholder halvårlige møder med BKF, hvor udviklingstendensen, behov for indsatser, nye udviklingstiltag og demonstration af nyt e-læringsmateriale. 

To gange årligt

Møder med Professionshøjskolerne og Komponent

Ankestyrelsen afholder halvårlige møder med repræsentanter fra Professionshøjskolerne og Komponent, hvor viden og nye initiativer gennemgås og drøftes. 

To gange årligt

Retssikkerhedsenheden

Retssikkerhedsenheden er institutionelt forankret i Ankestyrelsen. Et uafhængigt rådgivende organ med repræsentanter fra KL, DS, DH, Børnerådet, Justitia, DUKH, IMR og Rådet for socialt udsatte kan pege på problemområder, som retssikkerhedsenheden skal udarbejde deskriptive analyser indenfor. I år har organet peget på at retssikkerhedsenheden skal foretage en undersøgelse af ungestøtte.

Det Rådgivende Praksisudvalg

Det Rådgivende Praksisudvalg følger og rådgiver Ankestyrelsen om koordinering af praksis på det kommunale social-, beskæftigelses- og børneområde. Udvalget består af repræsentanter fra KL, DA, FH og DH og mødes to gange om året. Udvalget modtager en årlig redegørelse om Ankestyrelsens praksiskoordinering. Årsredegørelsen offentliggøres på Ankestyrelsens hjemmeside.