Samme grundige prøvelse – kortere afgørelse

30-09-2026

Når Ankestyrelsen henviser til førsteinstansens begrundelse, ændrer det ikke på vores prøvelse af sagen. Vi gennemgår fortsat sagen grundigt og tager selvstændigt stilling til både resultatet og begrundelsen. Når vi er enige i begge dele, kan vi bruge den begrundelse, der allerede er givet, frem for at gentage den med andre ord. Det gør afgørelsen kortere og mere overskuelig for borgeren.

Af ankechef Mette Bygvraa Jønsson

Hvorfor bruger Ankestyrelsen nogle gange førsteinstansens begrundelse?

Når Ankestyrelsen behandler en klagesag, vil begrundelsen i afgørelsen nogle gange bestå af en henvisning til den begrundelse, som førsteinstansen allerede har givet.

Det sker, når vi efter vores egen prøvelse af sagen vurderer, at førsteinstansens begrundelse er korrekt, fyldestgørende og klart forklarer resultatet. I de tilfælde er der ingen grund til at gentage den samme begrundelse med andre ord.

Det hænger sammen med vores rolle som klagemyndighed. Vi skal rette op, når vores prøvelse viser, at der er behov for det. Men når både resultatet og begrundelsen allerede er rigtig, er der ikke grund til at ændre eller formulere på ny alene for at gøre afgørelsen til vores egen.

Hvad betyder det for borgeren?

Når vi henviser til førsteinstansens begrundelse, betyder det ikke, at vi har behandlet sagen mindre grundigt. Tværtimod er henvisningen et udtryk for, at vi efter en prøvelse af sagen er enige i både resultatet og begrundelsen. Det er samtidig med til at gøre afgørelserne kortere, mere overskuelige og lettere at læse for borgeren – uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Hvis der er behov for det, kan vi supplere begrundelsen med yderligere forklaringer eller kommentarer til de forhold, der er rejst i klagen.

Korte, præcise og mere borgervenlige afgørelser

Ankestyrelsen behandler hvert år mange tusinde klagesager fra forskellige instanser, blandt andet alle landets kommuner, Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. 

Vi har en vedvarende opmærksomhed på at skrive og udforme afgørelser, der er lette at forstå for de borgere, afgørelserne henvender sig til. Korte og præcise afgørelser mindsker unødvendige gentagelser og gør begrundelsen for resultatet mere klar og tydelig for borgeren. 

Når vi bruger førsteinstansens begrundelse, giver det samtidig førsteinstansen en rettesnor for kvaliteten i afgørelsen. Det er ikke nyt, at vi bruger førsteinstansens begrundelse. Det har vi gjort gennem flere år, men det seneste halve år har vi haft et øget fokus på at bruge denne mulighed i flere sager.