Bemærk:
Du kan først tilmelde dig kurset, når du er godkendt i fase 1 hos Familieretshuset.
Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn, kan godkendes som adoptanter.
Lokation
København (Kong Arthur)
Kursusundervisere
Jette Susanne Eriksen og Kristine Kim Nielsen.
Formål
Kursets formål er at medvirke til at kvalificere din beslutning om at adoptere, så du efter kurset føler dig bedre i stand til at vurdere dine egne ressourcer i relation til at blive adoptivforælder. Det er også formålet, at du bliver informeret om adoptivbarnets særlige situation, og hvad den indebærer for dig som kommende forælder.
Der er vandtætte skodder imellem fase 2 og fase 3 i Familieretshuset, hvilket betyder, at der ikke går information om din indsats på dette kursus videre til Familieretshuset.
Indhold
Kurset tager udgangspunkt i den faglige viden, der er samlet gennem mange års arbejde på adoptionsområdet. Alle kursusledere arbejder med adopterede og deres udviklingsbehov fra barn til voksen og med adoptanters udvikling i forhold til at kunne varetage deres børns behov.
Kurset er procesorienteret, hvilket bl.a. betyder, at deltagerne yder en aktiv indsats på kurset.
Målgruppe
Personer, der ønsker at adoptere, der er godkendt i fase 1 hos Familieretshuset.
Varighed
Kurset består af to dele, som hver for sig løber over to dage. Altså fire dage i alt.
- Første del begynder første dag kl. 11 og slutter dagen efter kl. 16
- Anden del begynder første dag kl. 11 og slutter dagen efter kl. 14
Der er tale om et internat, og overnatning er obligatorisk på begge kursusdele. Det er kun muligt at tilmelde sig et kursusforløb med deltagelse på begge de angivne kursusdele. Det betyder, at det ikke er muligt at flytte kursus i forhold til første og anden del af kurset.
Der vil være maksimum 16 kursister på hvert kursus.
Pris og tilmelding
Det koster 3.000 kr. pr. person at deltage i kurset.
Tilmeldingen til kurset er økonomisk bindende, og du kan først deltage, når gebyret er betalt. Hvis du melder afbud til et kursus senere end 14 dage før kursets begyndelse, kan gebyret ikke refunderes.
Ved spørgsmål om tilmelding kontakt da Ankestyrelsens kursusadministration på mail ast@ast.dk eller tlf. 33 41 12 00.