Det adoptionsforberedende kursus

Du er tilmeldt det adoptionsforberedende kursus, og den første kursusdel nærmer sig. Du er tilmeldt på flg. datoer: 

1. del

  • 11. jan. 2027 11:00
  • 12. jan. 2027 16:00

2. del

  • 18. feb. 2027 11:00
  • 19. feb. 2027 14:00

Du modtager her kursusprogrammet og kursusmaterialet (vedhæftet) og information om kurset og kursusstedet.

Sted

Begge dele af kurset foregår på Hotel Hebron, Helgolandsgade 4, København V

Om selve kurset

Målet med kurset er primært at kvalificere din beslutning om adoption og formidle viden om et adopteret barns særlige udviklingsbehov.

Kurset er procesorienteret, hvilket bl.a. betyder, at deltagerne yder en aktiv indsats på kurset. Der vil med flere temaer blive lagt op til, at I arbejder med egne livserfaringer og egen tilknytningshistorie, fordi de har stor betydning for forældreskabet i forhold til et barn med en særlig historie.

Du vil sammen med kursuslederne og de andre deltagere arbejde på at gøre rummet trygt, så åbenheden øges. Din aktive indsats kan i høj grad øge udbyttet af kurset for dig og for de andre deltagere.

Kurset tager udgangspunkt i den faglige viden, der er samlet gennem mange års arbejde på adoptionsområdet. Alle kursusledere arbejder med adopterede og deres udviklingsbehov fra barn til voksen og med adoptanters udvikling i forhold til at kunne varetage deres børns behov.

Teoretisk er indholdet på kurset funderet i tilknytningsteorierne, udviklingspsykologien og traumatologien.

Kursuslederne vil sørge for, at du kommer godt igennem hele kurset sammen med de andre kursister.

VIGTIGT:

Vi gør opmærksom på, at overnatning på kursusstedet er obligatorisk, og at du skal deltage i hele kurset for at få et kursusbevis.

Hvis du bliver forhindret i at deltage på kurset, skal afmelding ske hurtigst muligt til Ankestyrelsen eller til kursuslederne.

Vi ønsker dig et godt og udbytterigt kursus.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ankestyrelsens adoptionskontor.

Venlig hilsen

Ankestyrelsen