Ankestyrelsens principafgørelse P-14-76

1976

Resume:

En 29-årig husmor med psykisk lidelse i form af paranoid psykose blevtilkendt forhøjet almindelig førtidspension, idet hun ifølge special lægeerklæring kun kunne klare det mest nødvendige huslige arbejde.

Lov om invalide- og førtidspension mv. - Lovbekendtgørelse nr. 437 af 9. september 1983 - § 3, stk. 4

En 29-årig husmoder M havde i invalideforsikringsretten fået afslag på invalidepension.

Ægtefællen var arbejdsmand, og der var 3 børn i hjemmet i alderen 4, 6 og 8 år.

M led af en paranoid psykose.

Invalideforsikringsretten havde begrundet sit afslag med, at der var indtrådt en bedring efter iværksættelsen af ny medicinbehandling.

Efter sagens indankning blev M på Ankestyrelsens foranledning undersøgt af en speciallæge i psykiatri, som i sin erklæring bl.a. udtalte, at M til tider var klart psykotisk med hallucinationer, hvortil kom, at hun havde en udtalt sensitiv konstitution. Han fandt, at hun var så belastet af sin sygdom, at hun kun kunne klare det mest nødtørftige huslige arbejde. Han fandt det udelukket, at hun skulle kunne klare arbejde uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at M var så invalideret af sin paranoide psykose, at hun opfyldte betingelserne for laveste invalidepension bedømt som husmoder. Hun var i sufficient behandling, men effekten heraf var ret beskeden, og chancen for væsentlig bedring ansås for yderst ringe.

Ankestyrelsen henstillede dog til kommunen at tage sagen op til kontrol efter 2 år.

Dato for underskrift

28.10.1976

Offentliggørelsesdato

06.02.2014

Denne principafgørelse er kasseret den 2. juli 2019, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 3

Journalnummer

2405-75