Ankestyrelsens principafgørelse O-120-77

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 6 og § 37

Socialministeriets cirkulære af 9. oktober 1975 om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven - pkt. 28e

Klage over socialforvaltningens afslag om hjælp til underhold, husleje m.v.

Klageren oplyser, at hun er gravid og venter fødsel i løbet af 5-6 måneder. Hun har endvidere oplyst, at hun blev fyret fra sit arbejde, og siden har hun, dels gennem arbejdsformidlingen dels gennem aviser og lignende, søgt arbejde. Det er dog ikke lykkedes for hende at komme i arbejde, og hun har derfor klaret sig for den ungdomsydelse, der er bevilget samt et mindre beløb, som hun engang imellem får fra forældrene. Klageren bor i øjeblikket sammen med samleveren, og i forbindelse med indflytning i nuværende lejlighed opstod der problemer med klagerens forældre, specielt var det faderen, der ikke ville støtte indflytningen, og hun er derfor "bange for at fortælle ham om graviditeten". Hun tør først oplyse ham om den, når hun er sikker på, at hun kan klare sig selv økonomisk.

Socialforvaltningen oplyser, at klageren gik ud af 9. klasse. Hun fik herefter arbejde som rengøringsassistent den 27. juli 1976, men blev fyret den 7. september 1976. Hun var imidlertid pr. 1. september 1976 flyttet sammen med samleveren på nuværende adresse og søgte derfor økonomisk bistand, hvilket blev afslået. Samleveren blev kort tid efter ligeledes arbejdsløs, og han har siden oktober modtaget hjælp til underhold med ½ ægtepartakst samt betaling af halvdelen af huslejen. Socialforvaltningen har endvidere oplyst, at klageren rettede henvendelse den 27. januar 1977. Hun søgte om økonomisk hjælp, idet hun var gravid (ca. 1½ måned henne i graviditeten). Hun oplyste, at hun stadig var arbejdssøgende både via arbejdsformidlingen og aviser. Hun har ingen gener af graviditeten, og hun er i stand til at påtage sig arbejde. På forespørgsel, om hvordan hun klarer sig økonomisk, forklarede hun, at hun fik støtte fra forældrene. Da klageren kun er 1½ måned henne i graviditeten og efter eget udsagn fuldt arbejdsdygtig, er der meddelt afslag på det ansøgte, idet graviditeten ikke har indflydelse på arbejdsmuligheder, hvorfor forældrene stadig må skønnes at have forsørgelsespligten.

Ankenævnet er af den opfattelse, at klageren er berettiget til hjælp efter bistandsloven, udmålt efter de sædvanlige regler for hjælp til samlevende, med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet, under henvisning til, at ordlyden i bistandslovens § 6 tager sigte på, at barnet erhverver en selvstændig forsørgelsesret, når der ydes hjælp i forbindelse med svangerskab, og det må anses for givet, at socialforvaltningens rådgivningsforpligtelse efter bistandslovens § 28 i den situation må betragtes som "hjælp". I den aktuelle sag har klageren tilsyneladende haft problemer med sine forældre, hvorfor det formentlig ikke i øjeblikket er optimal støtte fra disse, både med hensyn til personlig støtte, som kan være af stor betydning for klageren, og den tilsyneladende økonomiske støtte. Mødrehjælpsinstitutionerne, der blev nedlagt 1. april 1976, havde blandt andet som specialopgave at drage omsorg for, at der så tidligt i graviditeten som overhovedet muligt blev skabt optimal tryghed for kvinden, såvel økonomisk, boligmæssigt som personlig. Det synes derfor at være uheldigt, hvis bistandslovens ordlyd i § 6 skal indsnævres til at vedrøre økonomisk hjælp i forbindelse med fødslen, eventuelt i umiddelbar tilknytning hertil, idet specielt unge kvinder, hvor der er konflikter til forældrene vil blive overordentligt vanskeligt stillede.