Ankestyrelsens principafgørelse O-78-77

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 2

Det sociale udvalg i B kommune indankede en afgørelse, hvorefter A kommune ikke var forpligtet til at afholde opholdskommunens andel af hjælp, der ydedes i henhold til bistandsloven til en kvinde efter pågældendes flytning fra A kommune til B kommune.

A kommune hjalp i april 1976 pågældende med at søge om boligindskudslån til en lejlighed i B kommune, og kontoret havde i den forbindelse telefonisk kontakt med boligkontoret i B kommune.

Pågældende havde modtaget løbende hjælp fra A kommune, som også ydede hjælp i forbindelse med flytningen den 1. maj 1976. Desuden ydede A kommune underholdshjælp og betaling af husleje for maj 1976 således, at B kommune overtog forsorgen den 1. juni 1976.

Under henvisning til bistandslovens § 47, stk. 2, fremsatte B kommune den 3. juni 1976 over for A kommune krav om refusion af opholdskommunens andel af udgifterne ved forsorgen for pågældende inden for den i lovbestemmelsen angivne periode.

A kommune fandt ikke, at forudsætningerne for et refusionskrav var til stede. Kommunen henviste til, at det efter forsorgslovens § 50var praksis, at bevilling af indskudslån indebar, at tilflytnings kommunen ikke kunne kræve refusion.

B kommune havde ved indankningen anført, at kommunens socialforvaltning ikke på forhånd havde været spurgt, om kommunen ville modtage klienten til forsørgelse.

A kommune fandt ikke grundlag for at yde B kommune refusion for hjælp ydet efter flytningen, idet flytningen måtte anses for materielt velbegrundet, og fordi B kommune ved at yde klienten lån til boligindskud måtte forudsættes at have gjort sig bekendt med pågældendes økonomiske og personlige forhold og at have accepteret flytningen.

Ankestyrelsen udtalte i sin afgørelse, at det sociale udvalg, såfremt flytning sker til en anden kommune, skal indhente samtykke fra detsociale udvalg i den kommune, inden hjælpen ydes. Hvis denne frem gangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune, der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune i et nærmere angivet tidsrum.

Da A kommune ikke forud for ydelsen af hjælp til K's flytning til B kommune havde søgt at opnå samtykke fra det sociale udvalg i B kommune, fandt Ankestyrelsen, at A kommune fortsat måtte afholde opholdskommunens andel af hjælp til pågældende i det i § 47, stk. 2, angivne tidsrum.