Ankestyrelsens principafgørelse O-172-77

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 37

En kommune ankede en afgørelse, truffet af et amtsankenævn, hvorved nævnet havde pålagt kommunen at yde hjælp til en 45-årig gift, selvstændig erhvervsdrivende til betaling af en terminsydelse samt til dækning af nogle faste udgifter, ialt et beløb på godt 12.000 kr.

Ansøgerens virksomhed havde igennem nogle år givet utilstrækkelige indtægter, og ved den seneste opgørelse havde regnskaberne udvist underskud. Det hidtidige leveniveau havde familien kun kunnet opretholde gennem formueforbrug og optagelse af lån, bl.a. i familiens hus.

Ansøgeren havde over for amtsankenævnet bl.a. gjort gældende, at han foruden at søge at skaffe arbejde til virksomheden havde søgt adskillige stillinger uden held.

Amtsankenævnet havde lagt vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at ansøgeren ikke i fremtiden ville være i stand til at eksistere ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Nævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og ægtefællen, hvis han var ansat inden for sit fag og fik overenskomstmæssig løn, og hvis hun, der ikke hidtil havde haft udearbejde, men nu havde søgt arbejde, fik arbejde, tilsammen kunne tjene 180.000 kr. årlig brutto. Denne indtægt havde nævnet skønnet ville kunne bære en årlig boligudgift på 46.000 kr.

Kommunen anførte i anken, at det ikke var ansøgerens faktiske, men en tænkt situation nævnet lagde til grund.

Efter indankningen var det oplyst, at ægtefællen havde fået heltidsarbejde, og at de udgifter, der var søgt om hjælp til, var betalt ved hjælp af lånoptagelse.

Ankestyrelsen fandt, at der i klagerens forhold ikke var opstået en situation, som var omfattet af bistandslovens § 37, og at der derfor ikke havde været grundlag for at imødekomme ansøgerens begæring om hjælp.